Lyden af et levet liv på med de op og nedture der hører til, er omdrejningspunktet på El Duende fra Marie Swane. En plade, hvor hun understreger at nu må det være Swanens tur til at blive hørt.
Marie Swanes El Duende kunne godt være en udgivelse, som deler vandene lidt. Såfremt den får ørenlyd og den chance den fortjener. Det er noget af en pakke, som skal sælges her. Ikke usælgelig pga. indholdet (som sådan), men andre faktorer spiller nok ind.
En kvinde i sin bedste alder med årgang 78 på dåbsattesten, 2 børn, en karriere som underviser, behandling i psykiatrien og en barndom præget af forældrenes skjulte (udadtil) alkoholmisbrug. Pakket ind i ligefrem gadepoesi af den ældre skole og en musik, der rummer ekkoer af 70ernes rockede protestsange, let psykedelika og smudset jazz. Selv nævner hun inspirationskilder som C.V. Jørgensen, Annisette og Uffe Lorenzen.
Det er ikke ligefrem hurtigt og let fordøjeligt, P3 egnet eller noget, som nemt lader sig omsætte til kliks for musikmedier. Der er mere tale om en artikel i Weekendavisen eller Information, frem for en kort anmeldelse på et netmedie, der lever af annoncer.
Jeg indleder således for både at beskrive, hvad kunstnere (især kvinder) i Marie Swanes position og situation kan være oppe imod, når de forsøger at få deres musik ud. Og fordi det leder direkte over i det glimrende nummer, “Swanens Tur”, der indleder El Duende. Et nummer, som jeg tidligere har rost, da jeg anmeldte den som single i Repeat #11/2024.
Et nummer, som på mange punkter opsummerer Marie Swane som kunstner og sætter tonen. Sangen er måske lidt mere humoristisk og rå i sine udmeldinger end det er tilfældet for resten af pladen. Her besynger hun aldersdiskriminationen i musikbranchen råt for usødet, så man får lov til at forholde sig til bryster der er blevet til poser, i skøn forening med manglede respons fra et af landets største musikmedier.
SÅ konsekvent smækker Swane ikke svesken (eller andet) på disken på de resterende 9 numre, i hvert fald ikke helt på samme kontante humoristiske vis. Men tonen er stadig lige på, ærlig og udleverende. Ikke selvmedlidende og navlepillende, Swane inviterer “blot” til rive- og/eller torskegilde i alt det tanke- og vraggods hun har samlet op på hendes snoede sti frem mod denne udgivelse.
På El Duende er hun bakket op af et stærkt og kompetent musikalsk hold, der kender deres plads og giver hende plads – men ikke synker ned i anonymitet. De ved lige, hvor meget der skal gives og hvornår. Så Swanens ord og stemme får den korrekt doserede opbakning, når hun lufter ud i livet.
“Få styr på dine tanker, de er ikke dig // Du er ikke en lemming, gå bare den anden vej”, lyder det i den dunkle og foruroliget skvulpende “Dybt Vand”. Nemmere sagt end gjort. Der er noget i tonen, som gør at det ikke virker som et helt troværdigt råd – eller er det afsenderen, der ikke er helt til at stole på?
En del af styrken i Swanes lyrik er ikke nødvendigvis selve ordene og teksten, men lige så meget leveringen. Her er der noget tvetydighed, lidt pudsige intonationer eller et lille skævt tryk på en udtale, der gør at man gør klogt i lige at spidse ører en ekstra gang, inden man fælder en dom.
Og det bringer mig frem til en anden “udfordring” ved El Duende og Marie Swane, hendes stemme, stil og udtryk er muligvis en smagssag. Det er med al respekt ikke klassisk poleret skønsang. Det er lyden af en opknappet håndbajer, en smøg i mundvigen og selvsikker attitude – lige dele jazzklubsangerinde og bodega “bitch”. I dette tilfælde er det en kompliment, for det er en stemme, der har personlighed, særpræg og lyder lige som den skal til materialet på El Duende. Jeg tror ikke du ville kunne sætte andre til at synge de her sange uden, at en stor del af effekten og originaliteten ville gå tabt.
Som på det barokke og kantede afslutningsnummer “Krig I Min Baghave”, hvor Swane bogstaveligt bringer krigens og verdens rædsler hjem i baghaven, hvor hun også lige skal have overskud til at lakere negle. Det leveres langsomt, lidt dvask, hvis ikke træt med en stemme der er i kvart i afdæmpet brægen (hvis noget sådant findes?), samt besynderlige tryk på og opdeling af ord (så de passer ind i teksten).
Det burde ikke fungere, men det gør det. Og det skaber en helt særlig, næsten syret og syrlig stemning, som virker forkert og “off”. Det er musikvideoen fra Soundgardens “Black Hole Sun” omsat til dansk baghaveidyl, hvor krig og rædsler bliver triviel baggrundsstøj og et forstyrrende element.
Således hiver Swane den store verden ned på et meget jordnært plan. Noget der går igen i eksempelvis “Klimaaftryk”, hvor klimaaftrykket bliver besunget via et besøg på genbrugsstationen. En hvor det er menneskelige bekendtskaber, der bliver sorteret efter det aftryk, de har efterladt.
Her kigger Swanes sorte humor frem igen, leveret knastørt og med en produktionsmæssig klang, der gør at stemmen forvrænges en smule og lyder som om den strømmer ud af en gammel transistorradio. Musikken sniger sig små-døsigt af sted, mens tanter, onkler og gamle veninder ryger i hver deres container.
I det hele taget lader det til, at meget af El Duende er en form for oprydning. En, som handler om både at give slip, men også lave plads, så hovedet kan følge med. Det giver forhåbentlig plads og overskud til ting og mennesker, der er værd at samle på. For der er også plads til kærlighed på El Duende.
Lige når man tror at Swane er afstumpet og nøgternt sorterer og skiller sig af med folk og fæ, så er der plads til en sang til hendes teenagedatter. Den hedder godt nok “Lille Lort”, men det er vist kærligt ment. Her bliver det musikalske udtryk mere rocket, udfarende og sat fri med et mere energisk udtryk.
Kærlighed kan også findes i form af parforhold, der får tages under “kærlig” behandling i sange som “Ude Af Os Selv” og “Fortiden Er Forbi”. Igen peger det tilbage på en søgen, og en jagt efter at være tro mod sig selv, ikke glemme hvem man er – eller måske opdage det inden det er for sent?
Det synes at være et helt centralt punkt på El Duende, måske understreget af netop titelnummeret. “El Duende” er et udtryk fra flamenco-traditionen, der beskriver “en uforklarlig magisk kraft, der vækker følelser og intensitet”. Den bruges så til at finde sig selv, blive sat fri og være netop tro mod sig selv. Det er tydeligvis ikke et tilfælde, at Swane har valgt dette flamenco-inspirerede, og som en Flamingo i din swimmingpool inciterende/dansende nummer, som titelsang for pladen.
Hendes rigtige navn er Schwanenflügel, men folk kalder hende Swanen. Inklusive hende selv, og hun synes det er på tide at du får hørt hvad Swanen har at berette. Det er flyveklare musikalske vinger, der foldes ud her, men også nogle der skal bære en på mange punkter tung last.
Det kan de heldigvis, men det er på egne vilkår og præmisser. Marie Swane leverer ikke en klagesang, eller søger medlidenhed. Hun er sig selv, pakker ikke tingene ind eller forsøger at fremstå som en pletfri hvid svane.
Marie Swane og hendes musik vil nok ikke være for alle, det skal det heller ikke, men flere burde give Swanen en tur – også selvom kunstnere som hende ofte behandles som branchens grimme ælling.
Af Ken Damgaard Thomsen
