Intet er så skidt, at det ikke er… og så videre. Marc Facchini har fået noget nyt at skrive om på hans nye plade, hvor han bearbejder en skilsmisse. Grundlaget er trist, men kan der komme noget positivt og smukt ud af det?
En skilsmisseplade er jo næsten en sangskriverklassiker på højde med kærlighed eller dødsfald. Og en sær kombination af begge dele i en eller anden forstand? Det kan der komme stor kunst ud af, meget personlige plader eller det modsatte. Navlepilleri, tristesse og klichéer.
Marc Facchini, der efterhånden har 5 soloplader på CV’et, er en alt for dygtig tekstforfatter og sangskriver til at falde i sidste grøft. Derfor er det heller ikke overraskende, at han bruger (ikke udnytter!) hans skilsmisse, som kreativt brændstof. Som “altid” giver han sig selv tid og rum til at tænke, hvilket også gør at de kun 42 minutter på godt og lidt ondt kan virke noget længere.
Det går ikke hurtigt. Det er musikalsk og instrumentalt meget nedbarberet, hvor den akustiske guitar er det mest markante i lydbilledet, ud over Facchinis karakteristiske vokal. Der nok besynger og italesætter velkendte følelser, men alligevel formår at give det nærvær og personlighed.
Et godt nedslag og udgangspunkt kunne være singleforløberen “Fantasi”, hvor han italesætter smerten over et forlist forhold med lige dele selverkendelse, smerte og poetiske tanker og betragtninger. Måske var det hele forestillingen om et forhold, der skulle holde livet ud, blot en fantasi?
Måske holdt det forhold lige den tid, det skulle og kunne, selvom man havde forestillet sig noget andet? Kunne man have gjort noget i tide, været mere opmærksom på, at man selv trak sig væk? Bagklog kan man altid være, men hos Faccini lyder det som oprigtig refleksion over hans egne “skyld” og rolle. Var man for sikker på, at fantasien om det evige forhold ikke var netop det – har man taget det for givet?
Den slags tanker strømmer gennem pladens 12 numre, hånd i hånd og kørt gennem Facchinis velkendte “åndelige laboratorium”, som han kalder det. Dermed kredser Uden Titel i mere eller mindre udtalt grad også om emner som spiritualitet, eksistentialisme, forandring og forvandling og døden. Denne gang bare med nævnte skilsmisse, som det centrale tema, der skal belyses.
Det første der kan ramme er erkendelsen af at det er slut. Det handler nummeret “Ikke Klar” om, hvor realiteterne presser sig på og rammer under en helt almindelig tur i Tivoli. Med få ord og endnu mindre armbevægelser formår Facchini på en eller anden måde at indramme og pinpointe følelsen. Følelsen af det øjeblik, hvor det går op for en, at det er slut.
Men man er ikke klar til at give slip. Eller nægter at erkende nederlaget, eller se de forbaskede realiteter i øjnene, selvom man selv kan se dem. Og det gør det ikke nemmere, at det ikke kun handler om to mennesker. Der er et barn, hvis verden pludselig bliver helt anderledes.
For en skilsmisse handler jo ofte ikke kun om de 2 hovedpersoner i spotlyset. Uden Titel handler også om at være far og far i en skilsmisse.
“Og du spørger, hvordan vi skal forklare vores barn, at jeg ikke bor her længere”, lyder åbningssætningen i “Giv Mig Et Minut”. Det tager Facchini over et minut at synge de få ord og formulere spørgsmålet… det ved jeg ikke om der er en slags pointe i, eller om det er en tilfældighed? Men det har en stærk effekt.
Facchini kan noget med det underspillede og “småt”, Uden Titel er en ret stille og tyst plade. En, hvor der er store og eksistentielle tanker og temaer i spil, men de besynges og rammes meget afdæmpet ind. Det hjælper med at give en gennemgående fornemmelse af erkendelse, måske lidt afmagt eller i hvert fald at det her er noget, som har ramt dybt.
Numre som “Det Værste Er” og “Da Jeg Mødte Dig” midt på pladen understreger denne følelse af dyb smerte, men også erkendelsen. Det er sange, hvor Facchini på ret nøgtern vis blotlægger og konstaterer. Der er ingen tvivl, det ER slut. Det havde en begyndelse, en midte og nu en slutning. Fra ungdommens forelskelse til nu, hvor voksenlivet har taget en drejning.
Selvom jeg er fan af Facchini og jeg hylder den konsekvente og gennemførte stil og tilgang, så bliver albummet tempomæsigt også lidt lang i spyttet. “Lille Hjerte”, som er korte intermezzoer, der præsenteres i tre dele, kunne sagtens have været undladt.
Et nummer som “Om I Dag”, hvor stemnings- og meningsfuld den end er, falder på et tidspunkt på pladens anden halvdel, hvor man begynder at døse lidt hen. Og her bremser Facchini næsten demonstrativt pladen til fuldt stop, da han følger op med den over 5 minutter lange, lige så sagte “Lykkeligere Med Ham”. Og slutter af med den roligt summende “Slipper Mine Drømme Fri” (inden “Lille Hjerte III sætter endeligt punktum).
Der er antydningen af lys i mørket, svagt spirende optimisme og noget der peger fremad på “Slipper Mine Drømme Fri”. “Jeg har været spærret inde i et mørke, og det er jeg nok lidt endnu, men nu hvor jeg kan mærke mine hænder, bliver jeg mindet om hvad de ku”. Hænderne kan stadig skrive og spille, og når “solen står op, slipper jeg mine drømme fri”.
Solopgangen når vi dog aldrig helt til på Uden Titel. Facchini bevæger sig laaangsomt mod lyset, men natten føles lang. Der er og tages god tid til at tænke.
Du ER nødt til og SKAL lytte. Det er ganske kompromisløst, men også krævende. Og måske kræver eller forventer Facchini lidt for meget af en lytter, som undertegnede her. Ikke at jeg ikke kan relatere til emnet, jeg har min egen skilsmisse med i bagagen. Men det er efterhånden så længe siden at det føles som et andet liv.
Derfor er det måske heller ikke pladen JEG har brug for lige nu. Men det lyder som om at det har været en meget nødvendig plade for Facchini – og en der sikkert vil vække genklang og genkendelighed mange steder, hos folk der har en skilsmisse mere frisk i hukommelsen.
Det bliver spændende at følge, hvor det tager Facchini hen, når solopgangen indtræffer og afslører, hvad der venter ude i lyset.
Af Ken Damgaard Thomsen
