Marc Facchini – Når Jeg Har Dig Tæt På Mig – 7/9 – 2016

0
445
views

Marc Facchini’s (Mother Lewinsky m.m.) stil på albummet Vidunderlige Drømme, der udkom sidste efterår, kan minde om en hverdags-poet der bare tænker højt, strøtanker om verden omkring os, fra de små detaljer i hverdagen til verden set i bredformat helt ude fra verdensrummet.

Gadens skæve eksistenser og mere filosofiske betragtninger om hvor vi står og skal hen som menneskehed. Facchini er ikke politisk som sådan, i hvert fald ikke partipolitisk, men universet hælder mod det humanistiske, uden at det bliver noget pladder – dertil er der for mange små, velplacerede, nogle gange bittersøde, stikpiller spredt ud i teksterne.

Nu barsler han med nyt og nedkommer med Mørk Mandala den 21. oktober, som er en noget mere afdæmpet sag end forgængeren. De første smuglyt herfra, inden der går anmelder-lyt i den, viser et album hvor det musikalske udtryk kredser om det minimalistiske, med en mand og hans guitar i centrum. Men som Facchini selv har forklaret, så er tema og budskaber stadig store og universelle:

”Jeg har forsøgt at skabe et album, som fungerer som et mikrokosmos, der repræsenterer livets og universets kaotiske logik. Pladen bevæger sig fra struktur mod kaos, med en konstant stigende mængde mørk materie. På vejen beskæftiger vi os med et uddrag af de tanker og følelser, som jeg oplever, at de fleste danskere går rundt med.”

Nyeste single hedder “Når Jeg Har Dig Tæt På Mig”, som kort og godt er en hyldest til Facchini’s hustru, parret er netop blevet gift. Videoen er lavet i samarbejde med fotograf Mads Ogstrup, og har igen et minimalistisk udtryk i højsædet, hvor både sanger og sang bliver klædt af:

”Vi ville gerne lege med udtrykket og formen på den traditionelle musikvideo. Stille spørgsmålstegn ved illusionen vi alle køber, når vi ser en sanger synge en sang til et kamera. Samtidig er videoen, ligesom nummeret, en ubetinget hyldest, både til kærligheden generelt og til min hustru specifikt. Ordene og tonerne er til hele verden – tøjet smider jeg for hende”.

Her er Dagens Track:

Foto: Mads Ogstrup

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.