Månedens Mening: Om at slå igennem som musiker i Danmark

0
2210
views

Hvem drømmer ikke om at blive rockstjerne? I denne månedens mening sætter vi fokus på forholdene, sætter spørgsmålstegn ved store navne og deres bookinger og sender et brændende ønske om mere original musik på barer og spillesteder.

Det er en antagelse at en del af de håbefulde EP’er, albums og endda videoer er produceret fordi folk i vækstlaget gerne vil have ’gennembruddet’, starte en opadgående kurve og til sidst ’make it grand’ – eller i hvert fald kunne leve af musikken.

Alright, der er mange motivationer for at lave musik – vi kan læse om mange af dem i pressemateriale – men der ligger hos en del en mere eller mindre latent drøm om at ’blive store’. Om det så betyder at tjene det samme som en gymnasielærer på årsbasis eller forvente at man som Queen eller Depeche Mode kan fylde et stadion kan så variere.

Men hvad skal der til for at leve af sin musik?

Det er efterhånden en kendt sag at udgivelser ikke giver nogen særlig indtjening. Alene at have en plade liggende på Spotify og andre tjenester vil – med lidt gamle tal og hurtig hovedregning – kræve over 10.000 afspilninger om året for at ’gå i 0’ – og profitten bliver først værd at regne med, når vi når op i rigtig mange afspilninger.

Om noget er streamingtjenester garant for den kultur, de er født ind i; en kultur, der favoriserer singlen, hittet og søgen mod poppet mainstream. Hvis man ellers kan regne med at der er en økonomisk motivation hos kunstnere.

For lige at vride det sidste ud af tallene (typisk koster det $50 for at få et album på en række platforme via mellem-selskaber, et estimat på 3,2 øre / afspilning på Spotify), så skal der streames over en million numre fra en kunstner om måneden, før man har den førnævnte forjættede gymnasielærer-bruttoløn. Og så har man jo til en flot, flot Skoda stationcar og terminen til en forstadsvilla – hvis man ellers kan holde de streamingtal oppe så længe som lånet løber over. Hvis!

Det er forholdene og grunden til at jeg har slæbt jer igennem denne tørre tal-opgørelse er selvfølgelig bare at illustrere at udgivelsen ikke er der, pengene ligger.

Jeg ved godt, at vinylen har fået en revival, men tænker at meget lidt er ændret for de fleste småkunstnere i forhold til da jeg i sin tid var med til at udgive en CD: Så længe man kan gå ’break even’, er man tilfreds og overskud derudover er ofte ikke voldsomt højt.

Hvad så med livemusikken?

For nylig kunne man høre en booker fra Jelling festivalen brokke sig over, at flere og flere kunstnere skruer prisen højere og højere op.

Konkret er det åbenbart ikke unormalt at ’trækplastre’ som Seebach og Nephew trækker 500.000 DKK på et (eksklusivt) festival-job, og Volbeat kan med deres internationale anerkendelse åbenbart kræve en million for et job.

Så begynder det jo at ligne noget, men der er også investeret i disse kunstneres tours, management og andre, der tager et ’cut’. Vi skal bestemt ikke have ondt af dem, der ’made it grand’, men er man fem i et band, betaler overheads på 25% (bare for at sige et tal) og for øvrigt lige husker at betale sin skat, så er der langt til Porschen – især hvis man opererer med ’eksklusive’ koncerter og har aftaler om, at man ikke spiller så ofte.
Bevares, det er da en særdeles hæderlig b-indkomst og er man internationalt anerkendt, kan man turnere og få det til at løbe rigtig pænt op – men pengene er måske ikke så store, som de en gang var.

Hvad der dog er kritisabelt er, at prisen herhjemme ofte stiger med 25% (ifølge Jellinge festivalen) fra år til år – noget, billetpriserne naturligvis ikke kan følge med til.

En del af forklaringen på dette ligger – underfundigt nok – i antallet af festivaler, som Ken har påpeget. For der er mange, og selv små festivaler drømmer jo om at få et trækplaster, der sikrer hurtigt udsolgt og høj sandsynlighed for glade festivalgængere.

Men allerværst er det, at Jelling festivalen også påpeger at med de store, i deres optik, nødvendige navnes priser medfører, at man kun kan presse ét sted, når billetprisen er ved at nærme sig loftet: På de mindre bands.

Sådaaaaaan eeeeer kapitalismen, selvfølgelig, men det er da et problem og solidariteten med vækstlagene for de større navne synes mest at fokusere på at byde nogle mindre bands ind til support – der er ikke rigtig fokus på det strukturelle her.

Det siger jeg ikke for at pege fingre – som sagt er det jo ikke fordi man bliver forgyldt som ’made it grand’-kunstner. For øvrigt også derfor vi ofte ser mere eller mindre skjulte reklamer i forbindelse med kunstnere: Signatur-guitarer, tøjmærker og meget andet…

Der skal laves penge her – ikke bare af grådighed, men for at kunne leve af det.

Live(t) for de små kunstnere

Og så tilbage til noget, GFR rent faktisk mener noget om og møder: De små, upcoming kunstnere. For denne målgruppe er streaming en måde at få sine værker ud på (hurra for det – men vil I anmeldes, så send downloads! Vi anmelder helst ikke via streaming!), en måde at vise sig frem for verden og gøre opmærksom på sig selv – måske med drømmen om at blive ’opdaget’ og så make it grand derfra.

Men så må pengene på vejen op jo være i live-jobs.

Og her er det – på moderne dansk – red ocean: Hvor store stjerner kan presse prisen op da de er efterspurgte, står små navne med den udfordring at de skal bede spillesteder gamble, når det kommer til at booke dem.

I udgangspunktet er der nok i de fleste mellemstore byer et sted, hvor man kan bookes, hvis man kan garantere 20-30 gæster. Det er klart at et femmands-band ikke kan få den forjættede tarif (ca 2.200 DKK/person) på det grundlag, så oftest ender det med ’en tarif til deling’ hvis det går rigtig godt – men nok oftest en aftale om at få ’døren’; pengene for entreen, mens spillestedet/baren tager barindtægter. Typisk skal der trækkes moms herfra til spillestedet, og man skal stadig betale skat af indkomsten. Selv om det er relativt let at modregne afskrivning på instrumenter mv.

Der skal spilles en del før man har til øvelokalelejen og det går typisk benhårdt ud over weekends, hvis det er den vej, man vil gå. Læg dertil at med mindre man har en perlerække af ’hits’, som folk på eget initiativ lytter til af og til, så er det decideret usandsynligt, man får lokket sit publikum i én by ud mere end eller to gange om året. Altså med mindre man har noget ekstraordinært at byde ind med – enten i materialet eller live-performancen. Og selvfølgelig helst begge dele.

Og her er det så, at myten møder virkeligheden i én eller anden form: For da jeg var ung, var der myter om ’naturligt talent’ – altså myter om, at Hendrix ikke behøvede at øve fordi han var så dygtig, og så videre…

For viser det sig ret hurtigt, at man har et talent for at stå på en scene, så er man allerede foran på point. Men for at erfare dette, måske slå en skævert på en koncert eller to, så skal man have en base for at indhente sig erfaringer.

Fra spillestedernes / barernes side hænger der selvfølgelig et spørgsmålstegn over, hvorfor de skal tage denne risiko: Hvis baren alligevel fyldes hver torsdag, fredag og lørdag – hvorfor skal de så hyre et i deres øjne tvivlsomt band?

Eller måske tættere på virkeligheden: Hvorfor skal de hyre et originalt band, når de ved at publikum egentlig helst vil høre ét af de Roxette-jam-bands eller one-man-and-a-guitar?

Fra Århus, hvor jeg sidder, hører man om det forjættede Aalborg, hvor de fleste barer har en scene (som godt nok bruges mest til ’balle’ og one-man-and-a-guitar) og der rent faktisk af og til inviteres original musik ind. Glem alt om penge – det er der nok ikke meget af – men der er i hvert fald potentialet.

GFR (jeg) mener at det ville skabe et bedre landskab i Danmark, hvis flere barer inviterede original musik ind. Det behøver ikke være hele aftenen, men hvis man alligevel booker et balle-band, kunne man så ikke i support lægge et originalt vækstlagsband ind inden? Bare for transporten – erfaringen viser, at musikere, der i forvejen betaler for at spille deres musik (øvelokaleleje osv) med glæde vil spille for 0 DKK og en kasse øl.

Det er ikke givet, at det medfører at flere ’makes it grand’. Men dermed bliver det mere interessant at gå i byen, nogle håbefulde musikere får prøvet deres materiale af (og nogen opdager, at de måske ikke er hvad de tror, de er) og måske vil nogen få det løft, der skal til for at – tjah – få en fin b-indkomst.

Der er tre pointer, jeg gerne vil fremføre her:

– Musikdanmark vil med høj sandsynlighed blive bedre på flere parametre, hvis flere barer inviterer original musik ind – eventuelt som support for pop?

Don’t quit your day job, hvis du vil være musiker. Først og fremmest fordi festivaldanmark – hvor der er sæson for indtjening – lever over sommeren. Og så skal der laves mange penge dér for at få resten af året til at hænge sammen.

– Hvis du virkelig vil leve af musikken, så var det måske en idé at dygtiggøre dig i røvballerock (covers)? Der rynkes ofte på næsen af ’genren’, men det er helt tydeligt, at der er et marked dér. Tag Hede Rytmer, der på denne dag (torsdag) i Silkeborg leverer et program udelukkende med balle-bands. For det kan man åbenbart godt, det er ’det, folket vil have’.

På falderebet vil jeg understrege én ting: det er ikke et ideal at have en nation af superstjerner, der lever i store villaer og drøner rundt i dyre biler og så af og til spiller for udsolgte huse på stadioner.

Der er noget vigtigt over, at musikken opstår af passion og og ikke ’bare’ karriere (de to er ikke nødvendigvis modsatrettede, men…) – og over at musikere ikke lever totalt verdensfjernt, men også har en kontakt til de der leverpostejsmadder, at chefen er træls eller andre ting, der udgør vores allesammens liv. Jo, Nick & Jay laver da fin komik om at leve det anti-danske liv uden Jantelov og med masser af succes. Men de er vist heller ikke et ideal for dansken, sådan generelt.

To make it grand in Denmark betyder heldigvis ikke, at man bliver millionær af at spille musik. For os, der har øjnene rettet på vækstlag og undergrund, kan konstatere, at der er mindst lige så meget kvalitet at finde i ikke-professionelle bands, der både har idé, evner og ikke mindst vilje. Og så for øvrigt også er pisse dygtige henne i børnehaven, hvor de tjener til livet…

Skrevet – og ment – af Troels-Henrik Balslev Krag

Kilde til interview med booker på Jelling festivalen

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.