Home Upcoming & Rockin' Maj 2020 – U&R Mai Miyako: Clear White Rooms ★★★☆☆☆

Mai Miyako: Clear White Rooms ★★★☆☆☆

330
0

Ti elektroniske numre med forskellige gæstekunstnere udgør Clear White Rooms med det underfundigt navngivne projekt, Mai Miyako. Om end der er soundtrack- og vignet- og endda optræk til pop-potentiale i en del numre, bliver den samlede oplevelse lidt stillestående.

Der er to numre på Clear White Rooms, der har en pop-appeal; åbneren, ‘Chameleon’ og ‘Clear White Rooms of Cancer’. De har begge ballade-islæt, og stikker på den måde ikke ud fra pladens generelle udtryk. Men de er, med nogen distance, de mest interessante eller vedhængende numre.

‘Chameleon’ benytter sig ellers af en hidsig intonator oven på den sfæriske, elektroniske underlægning. Ikke noget, jeg normalt vil prise, men nummeret fyrer pop-hook på pop-hook af og ender med at lykkes som nummer. Måske også fordi jeg i pressemeddelelsen læser om, hvordan nummeret er inspireret af Melania Trumps skifte i mimik under indsættelsestalen. Det skaber billeder i hovedet.

‘Clear White Rooms of Cancer’ er et langt mere koldt udtryk, hvor varme synths kæmper mod et klinisk beat og teksten handler om, hvordan tiden er kort. Det er stærke sager – og igen med gode melodiske vendinger og hooks.

Og så er der de øvrige otte numre. Lad mig fastslå at de ikke er dårlige. Men et godt billede af dem er også, at der er to numre med Intermezzo i titlen, to med Interlude. Det er altså fire numre, der fungerer som overgange, men da de indbyrdes følger på hinanden bliver det… Lidt mærkeligt?

I sig selv fine vignetter, men det bidrager i høj grad til pladen som et ret stillestående projekt – selv om netop intermezzi og interludes er til for at skabe en fremdrift. Eller overgang. Pladen slipper dog aldrig rigtigt for en følelse af kollage.

Andet nummer, ‘Llorando’, (hvilket David Lynch har lært mig betyder ’grædende’) bliver også en form for blanding mellem designerpop, noget musical-agtigt og nogle abrupte loops. Lidt rodet, tør jeg vist godt sige.

‘Athens’, ‘Something Wrong’ og ‘No Words: The Blues’ er alle ballader i deres egen ret, men ingen af dem står sådan rigtigt kniv-skarpt. Bedst er formodentlig afslutteren, ‘No Words: The Blues’, som dog udfordres noget af et interview om en persons aner, der har været soldat, og som afspilles ind over det skæve klaver mellem to strofer. Vokalen er dog her interesseret, mørk og fortællende. Men det bliver på sin vis ikonisk for pladen; der er lavet en æstetik og tænkt over lydbillede på alle numre. Men der er ofte også noget, der stikker lidt for meget ud.

Det lyder som om, der er en mening og en historie bag flere af numrene. Men det står uklart hvorfor netop disse gæstemusikere er blevet inviteret med og måske er grunden bare, at de lavede disse numre fordi de havde lyst? Der er selvfølgelig også en vis ære værd, men det er ikke dermed sikret, at andre har så meget lyst til at lytte. Måske udfolder et pladecover nogle historier, noget om samarbejderne eller noget kontekst som dét med M. Trump.

Men når jeg som anmelder bare forholder mig til numrene og lytter til dem, så får jeg ikke så meget med. Det er en stille, ofte sart plade, der nok er fint lavet og lydmæssigt gennemtænkt. Men også bliver meget… lille?

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.