Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Mads Kronborg: Afkalker Elkedlen ★★☆☆☆☆

Mads Kronborg: Afkalker Elkedlen ★★☆☆☆☆

148
0

Sanger, sangskriver, korleder og musiker, det er nogle af de hatte Mads Kronborg har på. Han er ude med sit første soloalbum, hvor han blandt andet drømmer om, at moone hele Aarhus. Desværre ender det lidt med en omgang bar røv i måneskin.

Det er ikke en decideret dårlig udgivelse Kronborg har begået, den er bare jævnt kedelig, hvor især tekstuniverset hurtigt bliver trivielt. 7 numre fordelt på lige knap 23 kompakte minutter, hvor han i meget roligt tempo giver den som let-folket spillemand/visesanger.

Korbaggrunden er ret tydelig, og bliver også lidt en hæmsko, eller en krykke i det “fromme” udtryk. Det er pænt. Ingen tvivl om det. Og teknisk kompetent udført, ligesom den nydeligt eksekverede musik. Men, der mangler noget kant, dynamik eller bare et eller andet til, at ruske op i sagerne.

Jeg får sjældent følelsen af, at vi rigtig kommer ud af stedet, og når musikken så også stryger en med hårene, så føler jeg mig aldrig rigtig investeret.

Der er noget håndværksmæssigt gammeldags over Kronborgs folkunivers, hvilket ikke nødvendigvis er i skidt ting. Jeg har tidligere rost et navn som Balsal, der gør lidt af det samme, måske bare endnu mere traditionelt og “landligt”. Kronborg har, ikke mindst i kraft af tekstuniverset, et lidt mere moderne præg, men det musikalske ophav synes tappet af samme kilde.

Netop teksterne er vil nok være et springende punkt for ens nydelse af Afkalker Elkedelen. De er meget afhængige af, at man enten finder dem pudsige, finurlige eller morsomme, på sådan en jovial hverdagsagtig måde. Det bliver aldrig farligt eller uartigt, endsige tilnærmelsesvis beskidt eller frækt. Det er fredsommelige lyriske drillerier og mere eller mindre absurde situationer/scenarier, der besynges.

Som indledningsvist nævnte ønske om, at moone hele Aarhus. Og i samme sang, at sparke en vi Kurt i numsen. Han har sådan set hverken noget i mod Aarhus eller Kurt, han er bare typen, som også altid har noget knap så pænt at sige, om folk han kan lide.

Pointen er sådan set fin, men udførelsen halter. Lyrikken bliver aldrig rigtig levende for mig, den er skrevet og leveret, så det får et stift, oplæsende “nu synger jeg de ord det står på papiret” præg. En gennemgående følelse for hele udgivelsen. Det trænger lidt groft sagt ikke til et venligt spark i numsen, men et los i røven.

Det gør også, at meget af humoren, enten går tabt, eller bare falder til jorden. Ikke med et spektakulært brag, bare et lidt udramatisk og tørt “puff”. Det kan dog også være undertegnede, som bare ikke helt kan greje Kronborg.

På et nummer, som eksempelvis “Å”, lyder det indledningsvist “Jeg bor ved en Å med ænder, fisk og en frø…”. I mine ører sunget helt uden ironi og glimt i øjet, bare 1:1. ER det for sjov, eller skal det bare tages helt alvorligt og for pålydende? Det helt eminent flotte klaverspil, som akkompagnerer teksten tyder på, at det skal det…

“Bare det er dig” er en stille, let-dansende kærlighedserklæring, som trækkes ned af nogle af de tidligere nævnte klodser om Kronborgs ben. Jeg synes ikke lyrikken er vellykket, det lyder hakkende, kluntet og konstrueret. Og sammen med den lidt for skolede levering på vokalen gør det, at det hele får en underligt firkantet fornemmelse.

Der er antydningen af, at nu bliver det godt og rammer noget på duetten “Hver mandag til frokost”, hvor Linnea Fabricius gør sit til, at synge sangen op. Desværre er den leverpostejsfarvede tekst noget nær den værste på hele udgivelsen. Jeg kan sagtens se, hvad der sigtes efter her.

Vi får beskrivelsen af noget nogle helt ordinære frokost-scenarier, hvor netop det ordinære i dem, er pointen i teksten. Men, vi befinder os ikke blot på grænsen af det tilladelige inden for banal tekstskrivning, stedvis rammer vi et niveau, hvor jeg næsten ville påstå: det her kan ikke synges.

“Hver mandag til frokost, hjemme ude Klaus H, fik vi næsten altid pølse fra hans fætters gamle gård // Hver tirsdag til frokost, hjemme hos Lis P, fik vi næsten altid schnitzel, og vi kunne virkelig godt li’ deeeeet”. Nej tak, uappetitligt. Hvis det her er ment seriøst, så er det bare katastrofalt ringe. Hvis det er ment for sjov, så griner jeg ikke.

Humor er en individuel ting, så jeg vil ikke kalde det usjovt. Det er bare ikke noget, som bevæger nogen latter- eller smilemuskler i min ende. Sætter du pris på den slags “observations/situationskomik” så, er der måske mere, at hente i Afkalker Elkedelen end jeg fandt.

Musikalsk er vi nok også ude i en smagssag. “Kedelig” er sådan et kedeligt udtryk, at bruge, men det er dækkende for min oplevelse. Det er utroligt nydeligt og velfriseret, men kun i alt for korte glimt får det, det til at krible i kroppen på mig. Men, dårligt musikalsk håndværk er det ikke, ligesom der er et eller andet sympatisk over Kronborgs projekt.

Hvilket i sidste ende også er med til, at udgivelsen ikke ryger helt på “numsen”. Men, den hænger godt nok og dingler med røven i vandskorpen.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.