M Rexen: And Then They Danced ★★★★★☆

0
368
views

Bær rødt, ryg hash og dans! Sådan lyder opfordringen fra wild style spradebassen M Rexen og band, der tager en indlagt dansepause inden han fortsætter sit United Kingdoms albumprojekt.

Jeg gik mig over sø og land, da mødte jeg en spraglet spillemand og han havde hjemme i danseland! For lige at lave en parafrase over en børneklassiker. Nej nej, jeg er ikke gået i barndom (sådan da), der er en mening med galskaben! Eller er der?

Det har jeg spurgt mig selv om adskillige gange når jeg har lyttet til M Rexen og hans tilsyneladende regelløse musikalske univers. Ikke mindst på de to første plader i hans såkaldte United Kingdoms udgivelsesrække, hvor vi venter på del III og IV. Ventetiden forsødes med dette mere live og spontanitetsprægede album. Det 3. på cirka et års tid og hans indtil videre mest tilgængelige. Er der så en mening med galskaben, når man træder ud af det mystiske United Kingdoms univers?

Ja og nej. Isoleret set er det den af pladerne der på overfladen giver mest mening, hvor man fornemmer en rød tråd igennem sangene, sådan da. And Then They Danced, titlen afslører tråden som man, med lidt god vilje, kan se strække sig gennem albummets 11 numre fordelt på 51 minutter. Du kan danse til de fleste af dem, eller alle, hvis du er opfindsom, smidig og alsidig, ligesom M Rexen og hans selvudnævnte “wild style” er det. Han flagrer stadig verden rundt, låner inspiration og sætter tingene sammen på ny, som et barn med en kasse legoklodser, der nægter at følge anvisningen.

Resultatet er aldrig kedeligt, men af til giver det måske mest mening for bygherren selv, især hvis der ikke følger en forklaring med. At det virker som om Rexen og hans musikalske legekammerater ikke sætter begrænsninger for deres fantasi og udfoldelser har selvsagt både fordele og ulemper. Hos Rexen kan man sagtens åbne den musikalske eventyrbog med et æggende og “fortryllende” nummer som “The Four Seasons”, hvor det har “become my favorite time of year” – er det… legetid? Og to numre senere sidder der en morder på bagsædet af bilen i den dunkle, urovækkende “Backseat Killer”, der har præg af en klassisk gyserhistorie/murder ballad.

Det kan virke som noget af et spring, men bliver vi i den lidt firkantede “eventyrbog” metafor, så kan man også anskue sangene som små afrundede historier, der ikke nødvendigvis hænger sammen, men skaber en form for sang antologi. Jeg har før sagt om Rexens andre plader, at de ikke har nogen mærkbar start og slutning og at man sådan set kan høre numrene i vilkårlig rækkefølge og selv sammensætte sin “historie”. Det kan man stadig, men på And Then They Danced synes jeg alligevel at der med “Four Seasons” er en mere tydeligt optegnet start, mens den stille, akustiske “I Can See You” også føles som et naturligt punktum for pladen.

I mellem disse to numre synger, hvisker, danser, tripper, krænger, crooner og træller Rexen sig igennem et ret varieret musisks kludetæppe. Har man været så heldig at opleve ham live, hvilket jeg gjorde på Roskilde Rising i sommers, har man måske en lille fordel. I hvert fald giver udprægede dansenumre som den repeterende “Me and My Friends” mere mening for mig med det in mente, end den måske ellers havde gjort. Det kan godt virke som et lidt underligt, break eller en løssluppen dansepause midt på pladen, som i bund og grund kunne være udeladt, eller netop fungerer helt optimalt i et livesæt. Det samme kan siges om næstsidste sang, hvor Rexen tager sig en cha-cha-cha på “Por Favor”, danser solen ned og stjernerne frem inden albumlukkeren siger godnat og tak for dansen.

“Quiet On Set” er et andet nummer, som blev luftet live i sommers, et af pladens melodiske og rytmiske højdepunkter, hvor temperaturen stiger, instrumenterne viser mere tænder og slår gnister i et lydbillede der har noget “varme amerikanske sydstater” over sig. Nummeret afrundes, ligesom i liveudgaven, med en engelsk omskrivning af Johnny Madsens “Kører å æ Motorvej”, hvor Rexen forlader jorden pr. “aeroplane” og “spacemachine”. Det kan virke skørt, men på en eller anden måde giver det mening i Rexens lovløse univers. Den følges op af den mere jordbundne, men ikke mindre forrygende “Over The Wall”, en kort sag på under 3 minutter, der strutter af lys, optimisme og livsglæde. Her bliver det for alvor svært ikke at overgive sig, kaster hænderne i vejret med et “hallelujah” og danse rundt ved “the river beds” sammen med Rexen.

Et andet højdepunkt er den mere afdæmpede “Sillbury Hill”, som med sin psykedeliske klang og lidt vemodige stemning minder mig om Big Star i deres mere syrede stunder. Det er bestemt ikke en dårlig ting. Man bliver endnu engang imponeret over, hvor mange farver Rexen kan male med og de billeder hans musik skaber. Skulle man kritiserer noget, så kunne det være at, selv efter tre plader, så er man stadig ikke blevet meget klogere på, hvem M Rexen egentlig er og hvad hans mission med musikken er? Men det er måske heller ikke så vigtigt og i virkeligheden et forkert spørgsmål og tankesæt at lægge ned over musikken, som bare hæmmer oplevelsen?

Derfor kan det også virke lidt i strid med M Rexens natur, at prøve på at anmelde det – det er, trods alt, at putte det i en form for kasse og prøve at måle og veje. M Rexen er så dygtig og hans musik så smittende, at han rent faktisk slipper afsted med, at sætte sig udenfor reglerne, så man ikke ender med en forvirrende omgang ingenting.

Hvad er pointen så? Det ved jeg sgu da ikke?! Vær fri og dans?

Af Ken Dansegaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.