Lunar: Welcome, Dear Mr. Pete ★★★★☆☆

0
193
views

Lunar debuterer med en forholdsvis ambitiøs cinematisk synth-pop EP, der viser nyt band der allerede i første hug imponerer med et flot og sammenhængende værk.

Det første jeg tænkte, da jeg satte koncept-EPen på var, at musikken satte mig lidt i cirkusstemningen? Af en eller anden grund så jeg en yndefuld linedanser for mig, der laver små, musikalske tricks mens balancen genvindes. Der ER lidt “cirkusmusik” over dele af Lunar, ikke på en måde hvor man tænker “here comes the clownshow”, det er mere elegant, og ja, yndefuldt dansende. Det er især åbningsnummeret, “If Only Older”, der skrider frem med en smittende tøffe/danserytme, som skaber det billede. Samtidig med, at Lunar folder de drømmende toner ud og vikler dem rundt om en… sååå… helt rolig….

I came from outer space
With all my memory
They found it hard to tell
But even harder to see

Er linjerne der runder sangen af. Fremmedgjort? Fanget i en drøm? Det virker i hvert fald som en, når den efterfølgende “The Truth of Commitment” langsomt smyger sig om en. Især de første 1 ½ minuts instrumental intro luller en i søvn, på den helt rigtige måde, inden den udtryksfulde, men også sarte, vokal sætter i.

Nu skrev jeg koncept-EP, de 5 numre der udgør Welcome, Dear Mr. Pete, er nemlig tænkt som et sammenhængende værk, der også inkluderer en visuel del, hvor der laves en film til hele udgivelsen. Jeg citerer lige: “Pladen kan på mange måder siges at være et produkt af vores fascination for 80’er science fiction, David Lynch mystik, skrabede båndproduktioner og et univers hvor logik og drømmelogik er ligestillede”.

Det giver mening når man lytter EPen igennem. Det er meget synth-domineret, også i en grad hvor det stedvis er lige ved at kamme over for mig og sende mine tanker i retning af titelmelodien til den delvist glemte DR sitcom En Stor Familie. Lige ved. Får man lige tunet ind, så hjernen ikke stikker af i underligt smalle retninger som denne, så er Lunar helt generelt et behageligt og lyttevenligt bekendtskab. Men ikke uden en vis skævhed og drillesyge. Det er nok især her, at Lynch fascinationen kigger frem. Og i den lidt skælmske og lettere urovækkende stemning man også finder i de drømmende lydflader.

Som eksempelvis på instrumentalnummeret “Love?”, hvor spørgsmålstegnet skal tages alvorligt. Er det? Er det kærlighed? Nummeret virker umiddelbart frydefuldt, boblende og spirende, som en forårsforelskelse, men der lurer alligevel et eller andet bag det hele. En tvivl? Noget råddent? Noget der ikke er som det giver sig ud for at være?

Are you here to find a cure?
You don’t 
 Need one for solitude
Are we even real to you?
Hallo, Extraterrestrial

Sådan lyder det et stykke inde i den afsluttende “Unable To Read A Mind”. Mere tvivl? Forvirring? En følelse af ikke at blive forstået/ikke at kunne forstå? Hvem er egentlig “extraterrestial” i denne sammenhæng? Den Lynch’ske forkærlighed for at forvrænge virkeligheden eller lege med idéen om, at den foregår på flere planer, på samme tid osv. finder man flere steder hos Lunar, både i tekst og musik. Det hele med en rigtig god fornemmelse af sammenhæng, det, som bandet selv jo også sigter efter.

Sært, fortryllende, genkendelig, nært, fjernt, helt tæt på, midt i en drøm? Welcome, Dear Mr. Pete er mange ting på samme tid, men Lunar mister aldrig grebet om tingene. Det virker heller ikke overambitiøst, men som om bandet rammer en balance mellem kontrol og en følelse af frihed og en bevidsthedsstrøm. Men måske mangler der lige det allersidste for, at sangene sætter sig helt fast i ens bevidsthed.

Det giver 4 store stjerner for et flot og flydende, men alligevel sammenhængende lille værk.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.