Så for den da! Der er sort død på Lotans Yetzer Hara, og selv om det kan lyde dystert, så er der også både boogie- og popproduktionstendenser på pladen, der ellers bevæger sig i de, for genren, klassiske mørke emner i livet.
‘Minenwerfer’ er ikke en hyggelig gang minestryger, der sender tankerne tilbage til Windows 95, men både navnet på en tysk mortér og åbningsnummeret.
Der er gang i den fra start når introen af slagmarks-gny toner ud og der bliver ikke taget fanger:
En ret toppet smadderlyd og stærk tendens til at tænke både vandret og i grooves, giver et relativt let tilgængeligt udtryk og når titlen growles/hvæses (dog med noget engelsk udtale?) så ville det ikke være upassende at påstå, at det kunne være en form for growl-along hook.
Festligt!
Et andet lidt ’sjovt’ sted på pladen er på ‘Crown of Rope’, hvor nummeret i bedste popstil (?) stopper, men så starter igen for at give refrænet en tur mere.
Disse for genren måske lidt sære dispositioner kan jeg have min tvivl om, hvordan vil modtages ’i miljøet’. Jeg finder dem sjove, forfriskende og som en fin variation på en plade, der i øvrigt er ganske velspillet, skarp på at søge grooves og til tider næsten bliver boogie-metal-agtig.
Det er i hvert fald noget af det mest festlige metal, jeg længe har hørt.
Disse indspark ligger også på den første halvdel af pladen, og hjælper i den grad med at skabe variation, overraske og holde ørerne friske.
Dermed også være sagt at der næsten når at snige sig lidt monotoni ind på den sidste del – ikke med vilje, men nok også fordi mine ører kan blive lidt trætte af det ofte hæsblæsende tempo og sounden.
Sounden er ellers god. Den er alt andet end bundtung og da der lige er et par takters ’bassistens fødselsdag’ i ‘Heksenat’, så er det helt forfriskende at kunne konstatere, at der ER en bas – og tak for at den ikke er sådan en klassisk buldrende udskæring af slagsen.
Det er i den grad også med til at løfte pladen, at der genrelt er fart over fæltet, grum growl lægger det meste af bunden og en trommeslager, der helt genretypisk får givet den dobbelte stortrommepædal godt med smæk. Når han ikke lige kaster små, sjove bækken-variationer ind i ligningen.
Efter de omtrent 40 minutter er man godt kørt over af Lotan og har været omkring af en farlig masse ‘Righteous Hate’, ‘Incantation of Hate’ og har måske endda oplevet en ‘Violent End’.
Det er alt sammen helt klassisk, men jeg synes især de små, sjove detaljer rykker Lotan lidt ud af det alt for genrebundne og viser at der også kan leges en smule med genrerne.
Hurra for det!
Tilbage er blot at holde øje med, hvornår bandet spiller i byen. For denne festlige omgang skal da i den grad opleves live – med den på pladen lagte energi, kan det kun blive en vild oplevelse!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Lyt til Righteous Fury her:
