Lost In Caravaggio: Songs In Polaroid (EP) ★★★☆☆☆

0
938
views

En lettere rodet, men hyggelig folkrock-affære, er hvad man sidder tilbage med, efter mødet med Lost In Caravaggios debut EP Songs In Polaroid.

Lost In Caravaggio er en lidt løjerlig størrelse. Bandet er sammensat af medlemmer fra England, Danmark, Italien og Sverige, og har base i London. Derfor kunne bandets lyd sagtens have været en smule alternativ i forhold til det mindre ocean af nyere folkrock bands, men desværre ikke.

Bandets lyd er velkendt, og lægger sig specielt meget op ad The Lumineers, så intet nyt under solen der. EP’en er indspillet i Italien, i et “studie” bandet fik stablet på benene hos bandets trommeslager, og man må sige, at hvad end de har gjort, så har de fået en rigtig fin lyd ud af det projekt. Når vi er ved lyden, så fremstår EP’en som en flot produktion, her er der ingen slinger i folkrock-valsen.

Men det er der til gengæld når vi kommer til det det hele handler om, nemlig de 5 sange der udgør Songs In Polaroid. Som sådan er det 5 velskrevne sange, der hver har deres forcer, men fælles for dem alle er, at de ikke rigtig byder på noget nyt, ikke at det er et krav, men det er meget klassisk, det der bliver lagt for dagen. Det er skam også fint nok, men ikke specielt mindeværdigt, og stikker på ingen måde ud i junglen af nye folkrock acts.

“Another Blue Sky” åbner EP’en, og det gør den meget tilforladeligt i bedste The Lumineers stil. Der er dømt akustisk guitar, glad vokal og kor, og hvad der ellers følger med når man vælter rundt i folkrock land. Sangskrivningen er ok, men ikke mere end det, og sangen er lige på nippet til at kamme over i ren happy-go-lucky-feeling – lidt over the top.

På “Floating Away”, som er EP’ens andet nummer, bliver man mødt af en ny leadvokal, som kræver lidt tilvænning, men når den er på plads, så fungerer det faktisk meget fint. Sangen er knap så poleret og klassik folkrocket og jolly som åbneren, og nummeret er da også af en lidt anden kaliber, hvor man som lytter nemmere bliver revet med. Der er mere kød på denne sag og nummeret fremstår som debutens stærkeste sang.

Ben Harper kigger forbi på “Keep On Running”, eller det skulle man tro, da sangen umiskendeligt lyder som noget den gode Ben kunne have kreeret. Godt eller skidt? Ok sang, men alt for Ben Harper’sk til at jeg kan abstrahere fra det, og sangen passer heller ikke rigtig ind rent stilistisk på EP’en. Og er det endnu en ny leadvokalist? Måske.

På “Where The Light Is” er vi tilbage på The Lumineers sporet. Igen er der skiftet leadvokalist, og den akustiske guitar og det flerstemmige kor er på plads, denne gang krydret med en skvis distortet elguitar.

EP’en bliver sluttet af med “Hey Now”, som kandiderer til debutens mest irriterende sang, den endte i hvert fald med at gå mig gevaldigt på nerverne. ” I’m giving up” bliver der blandt andet flerstemmigt sunget, og ja, det var næsten hvad jeg gjorde. En sang der måske bare skulle have blevet i skuffen.

Som jeg indledningsvist skrev, er Songs In Polaroid en rodet affære, både i forhold til sammensætningen af sange, men så sandelig også grundet det store skifteri i leadvokalist. Dette får i den grad bandet til at fremstå, som om det ikke rigtig har fundet ud af, hvilken folkrock sti de vil gå ud af. Er det den mere happy-go-lucky ala The Lumineers eller er det den mere laid back, blusede og semi-seriøse a la Ben Harper? Jeg hælder mest til det sidste.

Der er ingen tvivl om at Lost In Caravaggio er på rette vej, men de mangler stadig at finde den berømte røde tråd og finpudse deres udtryk og stil.

Du kan lytte til Songs In Polaroid HER

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.