Det var en mørk og stormfuld aften.. I hvert fald på Richter i Gladsaxe, hvor Strychnos havde inviteret Slyngel og Ædel Fetich med til sort fest, efter stormen Amy havde mistet pusten.
Der var sgu pludselig hul i kalenderen! Min tilstedeværelse i Herlev var ikke påkrævet, da det viste sig at jeg havde glemt (eller var blevet misinformeret! Det ville være min påstand), at husets teenager skulle til klassefest. Hvad gør man så med uventet fritid en lørdag aften?!
Strychnos har længe været på min radar, som et band jeg BURDE få tjekket ud. Jeg har bare ikke liiiige fået taget mig sammen, indtil for ganske nylig. Hvor jeg endelig fik kastet mig over deres to roste plader, A Mother’s Curse fra 2022 og opfølgeren fra sidste år, Armageddon Patronage. Og SÅ var jeg solgt til kulsort stanglakrids.
Debuten fra 2022 er mere rå og primitiv, album nummer to mere episk og storladen i sin stil og lyd. Men begge forankret i noget led døds-black af den kolde, trøstesløse og dommedagsklingende slags. En lidt sen debut egentlig, da bandet har rødder helt tilbage til 1997, men tilsyneladende havde brug for et langt tilløb.
Det var ventetiden og tålmodigheden værd, det er to virkelig, virkelig stærke udspil. Måske ikke revolutionerende i lyd og stil, men for satan Strychnos serverer nogle velskrevne, medrivende og imponerende numre.
Lang historie kort, jeg havde noteret mig, at de gæstede Richter lørdag d. 4/10, og så lidt skudt den til hjørne. Men så bød lejligheden sig, som nævnt, indledningsvist. Richter ligger i mit nabolag, der var fri bane på hjemmefronten og hende, der Amy havde fået tømt lungerne og regnet nogenlunde af – op på jernhesten.
En fordel ved at være sent ude er at så kunne jeg ikke nå at komme på gæstelisten – så slipper man for presset om at skulle levere… så jeg købte min egen billet. Og har alligevel valgt at sende nogle ord og tanker afsted, så på en måde betaler jeg selv for at arbejde. Det virker dumt, men jeg nyder “friheden” i det og det får mig i teorien til at slappe lidt mere af og bare være tilstede under koncerter. I teorien.
Derfor kører vi også lidt mere (endnu mere?) fri form og tankestrøm end ellers, og kalder det reportage frem for en egentlig anmeldelse. Om det i bund og grund er det samme, må man selv afgøre.
Illusioner der holder eller brister?
Det slog mig efter koncerterne, på vej hjemad, at meget af en liveoplevelse kan afhænge af om man køber den præmis et band sætter op. Eller om “illusionen” holder, især når der er tale om bands, hvor det performative element er en vigtig del af deres musik og koncert.
I Aftes I Tunnelen er titlen på debut-udgivelsen fra black-bøllerne Ædel Fetich. Et sammenrend af musikalsk anløbne typer fra Skvat og Stikkersvin, som altså har lagt sig på lur i tunneler rundt omkring. Det kan jo være grund nok til at have foden solidt plantet i pedalerne, når man skal juller hjemad senere.
Bandet var første indslag på scenen denne aften foran et ret pænt fremmøde, alt taget i betragtning. Og om ikke andet, så holdt de fremmødet fængslet med øjne på scenen i deres halve time i spotlyset pga. deres noget aparte optræden og blanding af genre.
Var det her med glimt i øjet og tilstræbt sært med sært på? Genresammenstødet hos Ædel Fetisch kan beskrives i retning af opera døds-punk? Måske. Frontmanden veksler mellem opera-klingende passager, hvor det bliver meget højstemt og “grim” skrig og skrål. Mens musikken høvler af sted og lyder som et sammenstød af knallert-punk, der er i fuld gang.
Læg dertil, at den radmagre frontmand (ingen body shaming her, men det hører med til performance-delen og udtrykket) teatralsk danse-vrider sig, sigter med imaginære håndvåben på publikum og i det hele taget er ganske teatralsk. Samtidig kan modepolitiet melde, at han var iført hele tre bælter – hvad med seler?
Det lettere teatralske gik igen hos andet band på Richters lille scene, de herligt navngivne Slyngel. Bandet lignede nogle heavy metal slyngler, der havde adopteret en farlig slyngel iført Halloween sminke og dertilhørende outfit. Bestående af sort med sort på, nitte underarmsarmbånd, lædervest og en kort kappe ud over. Bodega Dracula møder Temu-Kiss?
Nu skal det ikke være en gennemgang af mode, og jeg forsøger egentlig ikke at gøre mig morsom på andres bekostning, hvad deres tøjvalg den slags angår. Men det hører igen lidt med til det samlede udtryk, og om man i sidste ende køber illusionen. Hos Slyngel blev jeg egentlig lidt mere forvirret end det var tilfældet hos eller endnu mere aparte Ædel Fetich. Og det blev på en måde illustrativt for selve den musikalske del.
Den er nemlig et møde mellem det lidt kitschede black metalliske og noget, der både har tråde til det punkede og noget mere old school heavy. Det KAN fungere, men jo længere jeg stod og ledte efter en rød tråd (og nogle “svar”), jo mere havde jeg følelsen af at jeg ikke helt fangede pointen.
Pointen er tydeligere hos aftenens hovednavn, Strychnos. De synger om død og andre former for forfald og undergang. Dækket i blod på deres blotlagte overkroppe startede de messen med en ildevarslende og storladen instrumental intro, hvor forsanger og bassist for trioen lige fik understreget pointen ved at simulere halshugning med sin medbragte le. Og så bragede de koncerten i gang med titelnummeret fra det seneste album, Armageddon Patronage.
Visuelt og lydmæssigt er visionen meget mere klar og tydelig, og nemt afkodelig, hos Strychnos end de to øvrige bands. Hos Ædel Fetisch virker det selvvalgt, og som en del af “charmen”, at det hele fremstår temmelig grotesk. For Slyngels vedkommende virker det stadig som et resultat af en smule stilforvirring, eller at man ikke helt har fundet måden det hele skal pakkes ind og præsenteres på.
Den slags har Strychnos fuldstændigt styr på. De leverer en ren vare, som så også i endnu højere grad er afhængig af at illusionen holder. Og her endte de måske med at fremstå lidt på udebane i Gladsaxe. “Gladsaxe, er I stadig MED os?!”, lød det på et tidspunkt. “Meeeh, mjoooh, yeah”, virker det som om responsen var fra flertallet i salen.
Hvor der havde været tydeligt mandefald efter de to første bands?! Var supportnavnene løbet med hjemmebanefordel af en art? For vi var gået fra et halvfyldt Richter, der så mere en præsentabelt ud til at det så ret magert ud, mens Strychnos svang leen og tordnede død og undergang.
Der var spredte anløb til lidt hygge-mosh, og såmænd også en enkelt modig/dumdristig fyr, der insisterede på at crowdsurfe. Første gang lykkes det, i hvert tilfælde at blive båret lidt af den samme flok. De to næste gange var hans timing så skæv, at han fik møvet sig op på scenen lige da sangene sluttede, og inden den næste gik i gang. Så stod han der og blomstrede…
Det blev næsten lidt symptomatisk for koncerten. Den faldt ikke helt til jorden, dertil er Strychnos for rutinerede, men det hele fik et præg af noget, som ikke helt ramte plet og noget virkede skævt. Og så ryger en del af illusionen, og man ender med at blive meget bevidst om, at man står og kigger på 3 mand smurt ind i blod, der kæmper med at undgå at det hele brister.
Den lille lørdagsdød
Strychnos virker ret kompromisløse og gjorde det dermed måske heller ikke nemmere for dem selv. De er på vej i studiet og benyttede lejligheden til blandt andet at lufte to helt nye numre, hvoraf det ene (i hvert fald påtalt som sådan) aldrig havde været luftet live tidligere.
Det er et dobbeltsidet sværd, på den ene side kan man vel sige det er “gratis” i den forstand, at man gør det i Gladsaxe, hvor der måske er færre øjne og ører på bandet. Omvendt hjalp det nok ikke, når man i forvejen var ved at tabe det resterende publikum.
Samtidig blev der også plads til et nummer, som “Sig Nærmer Døden”, en single udsendt tidligere i år, der ikke lige er blandt mine favoritter. I bund og grund kan man ikke sætte en finger på selve leveringen af den og deres øvrige numre, men jeg stod med en ærgerlig følelse af, at det her bare ikke lige var eller blev dagEN.
Dermed bliver det også mere små-komisk end uhyggeligt, når ellers grusomme “Choking Salvation” introduceres, som omhandlende “den kedelige situation, at man er nødt til at kvæle sit eneste barn for selv at overleve”. Ja, det er da nederen… Ligesom en sang, der “handler om et optog, man ikke har lyst til at være en del af – det næste nummer handler om jer”, “Carnival of Tragedy”. Var det en lidt passivt-aggressiv stikpille?!
Hvis ja, så var DET faktisk meget sjovt.
Strychnos blev af flere grunde ikke den oplevelse, som jeg havde sat næsen op efter. Jeg er sikker på, at under de rette forhold, omgivelser og et sted hvor de virker mere på hjemmebane, holder illusionen. I Gladsaxe fremstod de sårbare og lidt blottede.
Hvad Slyngel angår, så er det samlede billede langt mere flimret. De mangler i min optik en mere klar retning for, hvad de vil. Lige nu fremstår de lidt som en musikalsk udgave af en underholdende, men ikke helt sammenhængende, b-film, der vil for mange ting. Det ene øjeblik er vi sorte og semi-okkulte, det næste synges der om myter fra det gamle Grækenland.
“The Last Son”, der handler om en faderdrab og den slags fritidssysler, var et ganske potent indslag mod slutningen af bandets 30 minutter lange sæt. Men inden stikker slyngelklubben af i så mange retninger, at det er svært at bevare fokus og opbygge noget, der minder om en homogen oplevelse.
De problemer har Ædel Fetish på en måde hævet og sat sig selv udover. Det virker nærmest som en del af missionen, og en del af pointen, at efterlade publikum, konfuse og ude af balance.
Det gør det jo ikke nødvendigvis til en stor musikalsk oplevelse, og det kan også være at give sig selv et frikort. Så kan man bare være sær for at være sær, og det er KUNST FOR HELVEDE, så fuck hvad andre synes. Men, jeg synes faktisk ikke at det er en gratis og nem omgang Ædel Fetish disker op med.
Frontmanden løber naturligt med meget fokus, men han giver også noget af sig selv. Og forstod også at bruge sin nævnte ranglede fremtoning, som en integreret del af den samlede oplevelse. Det var nok ikke noget, jeg ville få samme indtryk af hjemme i sikkerhed i Herlev. Men som liveoplevelse virker Ædel Fetish mindre afhængige af (og ligeglade med!) om man spiller ude eller hjemme.
Langt ude på landet
Da jeg ville snuppe mig en smøg udenfor i en af de (lidt for lange!) pauser mellem koncerter, og fandt hoveddøren ubemandet, spurgte jeg fyren i garderoben om man skulle have et stempel eller noget for at komme ind igen? “Nah, vi er på landet…”, sagde han med et glimt i øjet.
Det opsummerer meget godt det meste af aftenen, og også indtrykket af Richter som spillested. Vi er ude på landet, helt ude i de fjerne egne på grænsen mellem Søborg og Gladsaxe. Her er hyggeligt og forholdsvis roligt, og du skal vide hvad du leder efter. Richter ligger ikke, hvor kragerne vender, men det ligger lidt skjult og upåagtet i omgivelser, der er lige på grænsen mellem forstad og industri.
Udefra ser det ikke ud af meget, er det et aktivitetshus for en boligforening, et bibliotek eller yogaklub? Indenfor er det til gengæld virkelig nydeligt. Selve koncertsalen minder lidt om en mini-udgave af Voxhall i Aarhus, hvis man kender det. “Café”-lignende opstilling med borde når man kommer ind, der går over i et barområde, som vender væk fra scenen. Den anden side er benyttet til lydpulten, og så følger det egentlige koncert-“gulv” med scenen bagest.
Det fungerer, alt er samlet i samme rum, hvor “Café”/bar/lyden optager cirka en tredjedel af rummet. Regner man det område med, er der vel plads til 400-500 på en god dag, hvor man ikke har noget imod at stå lidt tæt.
Så tæt stod vi ikke lørdag aften, men jeg vil bestemt anbefale at man tjekker Richter ud. Stemningen var stille og rolig, de frivillige virkede virkelig flinke og tog det hele med “landlig” ophøjet sindsro. Rammerne er indbydende og byder på koncerter med spændende, mindre danske navne og semi-store, hvor man ofte kan finde ledige billetter, hvis der er udsolgt til samme længere inde i byen.
Og så ligger det altså heller ikke SÅ langt ude på landet. Jeg cyklede eksempelvis hjem til Herlev, der i den sammenhæng jo må være halvvejs hjemme i Jylland.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Strychnos, Richter
