Danske Lindring, der er en art “supergruppe” bestående af en række erfarne kræfter fra det danske musikmiljø, er klar med en både ambitiøs og original debut. De har sat ny musik til digte og sange fra kapaciteter som St. St. Blicher, Emil Aarestrup, Johannes V. Jensen, B.S. Ingemann og flere. Idéen er spændende, udførelsen på sin vis også flot, men det letter aldrig rigtigt og de 10 numre bliver en lang omgang at komme igennem.
Jeg ville ønske, at konklusionen kunne have været mere opløftende, men Lindring bliver mere søvndyssende end lindrende på debutalbummet, trods de fine musikalske folk/jazz-rock takter og det overordnet interessante udgangspunkt.
Bandet består af Mikkel Ploug ( anerkendt jazz guitarist), Adi Zukanovic (synth/klaver, Steppeulv vinder for Årets Musiker 2017), Jeppe Skovbakke (Bas, I Got You On tape), Jeppe Gram (Trommer, Vildnis) og Annelouise Adolph, der fik en andenplads i X-Factor 2011. Det er altså ikke mangel på erfaring eller musikalsk kompetence der hæmmer Lindring.
Men hvad er det så der gør, at det ambitiøse projekt har problemer med at få luft under vingerne, tekstmaterialet er jo, hvis man har hang til klassikerne, også godkendt, skulle man mene? Kort og godt, så er det en nydelig og velspillet omgang, men der mangler musikalsk kant og det bliver godt gammeldags kedeligt at lægge ører til – beklager.
En del af problemet er muligvis Annelouise Adolphs ellers fine, lyse vokal. Den bliver dræbende monoton, og hurtigt. Jeg kommer til, at tænke på Souvenirs, og det er vist aldrig en god ting – i hvert fald ikke i længden. Men monoton stemmeføring og tone er kun en del af problemet, det her virker, desværre, som en af den slags plader der aldrig ender, numrene bliver bare ved og ved, selv de korte, og flyder sammen til noget, hvor for lidt skiller sig ud og bliver mindeværdigt.
Det starter ellers lovende med den meditativt bølgende folk-rocker “Frihed Er Det Bedste Guld”, med pladens ældste tekst skrevet af Thomas af Strängenäs i 1439. Det er faktisk et ganske virkningsfuldt nummer, der lover fint for pladen, men så varer det næsten 7 minutter og føles heller ikke ét sekund kortere inden det er slut. Og herefter er det som om pladen aldrig helt kommer sig, eller bare kommer ordentlig i gang.
“Det Er Så Hvidt Herude” (St. St. Blicher) snegler sig afsted, varer omtrent lige så lang tid som åbneren, men føles endnu længere. Hensigten har nok været, at skabe en snedyne- klingende stemning, der lægger sig over og omkring lytteren, men man havde næsten foretrukket en lavine i stedet for. Tonen bliver lidt mere opløftende, men stadig alt for rolig og langsom, på den mere jazzede “Angst/Til En Veninde” (Aarestrup). Selvom det næsten bliver poppet og luftigt i omkvædet, så kæmper jeg allerede her i tredje nummer med at bevare koncentrationen.
Nogle af bandmedlemmernes jazz-bagrund træder endnu tydeligere frem i den søndagmorgen-matte “Nu Lyser Løv i Lunde” (Johannes Jørgensen), en af albummets kortere numre med sine knap 4 minutters spilletid, men på trods af, at musikken spirer mere her, så bliver jeg bare ikke forårsfrisk, nærmere endnu mere dvask. Det er virkelig velspillet og lyder godt, der er ikke en finger at sætte på noget der, sådan er det hele vejen igennem, men min hvilepuls nærmer sig et kritisk niveau under “Stille Hjerte, Sol Går Ned” (Jeppe Aakjær).
Hey, “I Sne Står Urt Og Busk I Skjul”, (B.S. Ingemann), den er da meget god! Her er arrangementet en lidt særpræget blanding af den komatøse folk-rock jazzy klang der har domineret pladen hidtil, og så noget der kunne lyde helt 80’er poppet, måske noget Anne Linnet eller lignede. Det fungerer egentlig ret fint, men min tålmodighed er forlængst forduftet på dette tidspunkt, hvor der stadig mangler 2 numre på tracklisten.
Hint: den vender ikke tilbage under hverken “Snemand Frost og Frøken Tø” (Halfdan Rasmussen), den er nu ellers meget sød, og afslutteren “Har Du Viser Min Ven” (Bengt Alfors), der, naturligvis, varer 6 ½ minut…
Jeg ville ønske, at jeg havde syntes bedre om resultatet af det projekt som lindring har kastet sig over, for det er som nævnt en idé der tiltaler mig, og den musikalske kompetence skal der ikke herske den mindste tvivl om. Men udførelsen fejler, eller også får bandet forelsket sig så meget i konceptet og den lidt ikke-jordiske musikalske stemning, som de lader til at tro er det der klæder disse ældre, i visse tilfælde, kanoniserede tekster, bedst, at de ikke opdager at vi ikke rigtig kommer ud af stedet.
Forbandet ærgerligt, potentialet er der, men det samlede indtryk er for mig til 2 stjerner og 2 halv-lukkede øjne.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Lindring på facebook
