Laursen er aktuelle med deres fjerde album, Verdens Lykkeligste Land, hvor folk-rock bandet sætter nationen under en lup. Det er det forventelige resultat, hvor små spidsfindigheder, hjemstavnssærheder og bittersødme dominerer.
Desværre skinner en tydelig inspirationskilde så tydeligt igennem, at det bliver distraherende og kommer til at overskygge Laursen selv. Der hviler i hvert tilfælde en stor og tung skygge fra Allan Olsen over Verdens Lykkeligste Land. I en sådan grad, at det er tæt på at lyde som en kopi.
Man kunne også kalde det en hyldest, og nu er det jo ikke forbudt at lade sig inspirere, eller lyde som nogle andre. Ligesom det heller ikke er fordi, at Allan Olsen rent musikalsk er original eller stilskabende. Det er folket rock trods alt. Men som tekstforfatter, formidler og sanger er Olsen ganske unik og tæt på danefæ. Her kommer Laursen til kort og fremstår i sammenligning som et replika.
Så kan man jo bare lade være med at drage paralleller og lytte til Laursen på egne præmisser. Det kan jeg bare ikke når jeg hører forsanger Anders Laursen og bandets tekster på Verdens Lykkeligste Land. Fra åbneren “Vantro” til “Fædrelandssangen” lukker af knap 40 minutter senere, tænker jeg konstant: “Det lyder, som noget Allan kunne have skrevet… bedre.” Eller HAR skrevet.
“Jeg kom til verden som vantro, mor og far blev gift på et rådhus // Jeg blev vistnok konfirmeret, men det havde ikke så meget at gøre med ham der Jesus”, lyder åbningslinjerne. Hurtig etablering af en ramme, et lille mikrokosmos og noget personkarakteristik. Det er 1:1 “Allan-metoden”, hvor du får rigtig meget information, kan genkende personer og deres liv, ud fra ganske få snakke-sungne ord.
Det er bestemt ikke et dårligt nummer, melodien er god, jeg kan lide den folkede instrumentering med noget diskret orgel (tror jeg det er?), mundharmonika og det sædvanlige. En blanding, der bare fungerer. Det er jo ikke engang fordi teksten er dårlig, langtfra, jeg kan ganske enkelt bare ikke abstrahere fra at det lyder som Allan Olsens uægte sønner.
Ned til når der bruges ord som “knejt” i teksterne, sunget og udtalt som Allan ville gøre det. Derfor synes jeg nok også bedst som Laursen, jo længere de kommer fra at lyde som Olsen. Det betyder i denne forbindelse også, at jo “grimmere” Anders Laursen synger, han kan nærme sig en “kvart i Bob Dylan” brægen hist og her. Det pynter på sin egen skæve måde.
Som på “Stor Stærk Mand”, en obligatorisk bredside til et politisk magtmenneske, som naturligvis slet ikke er en stor stærk mand.
Han har flaget i ryggen og ordet i sin magt
Store idéer fremført med pomp og pragt
Intet er helligt og alt er sat til salg
Din fremtid er sikret, hvis bare du svarer hans kald
Subtilt er det ikke ligefrem. Men ok, det handler jo også om en fusentast, der burde være nem at gennemskue.
I den anden grøft finder vi sange om mere jævne folk, som Lonnie, der får sig en klassisk provinsiel outsiderhymne. “Lonnies Sang” genbruger “Allan-metoden”, hvor man i åbningslinjerne får etableret det meste: “langt langt ude på landet står en pick up truck fyldt op med affaldssække”. Ok, pause, jeg kender den type, det liv og den sang. Behøver jeg så egentlig høre den færdig?
Det er måske også forskellen på en original og noget, der kommer til at lyde som en kopi. Jeg har hørt originalen, dermed kender jeg allerede kopien. Jeg ved, at Lonnies jævne liv skal hyldes, og at der er plads til mere skæve eksistenser. Det er ikke en overraskelse i Verdens Lykkeligste Land. Et land, som andetsteds (hos eks. Olsen) er befolket af Taberens Søn, folk der har aftjent værnepligt i Herning, drenge der hænger ud i mergelgrave eller som er sat i muld og voksede med ryggen til land.
Forskellen er, at hos Allan Olsen er der MERE end det man forventer og kender. Der er syrede twists og krøllede vinkler. Hos Laursen får man en “Kældermand”, der sover dagen lang. En “Milliardær”, der giver det hele væk, eller et delvist cover/omskrivning af “Jeg er ikke som de andre” (der i sig selv er baseret på en irsk folkemelodi).
Hos far Allan møder man Tårnspringer Thomsen fra Tårnby, en jetset junkie, folk der køber en Aston Martin i et dødsbo i Korsør. Drenge, der binder en kat til en myretue, bare for at se hvad der sker med den. Samtidig med, at der bliver sagt noget om Danmark, os danskere og nogle langt større ting end de enkelte sange umiddelbart handler om.
“Fædrelandssangen” hos Laursen er omvendt så forudsigelig i sin opremsning af små og store kontraster og “spidsfindigheder”, at det bliver underligt ligegyldigt. Det kommer til at lyde, som en der gerne vil fremstå mere raffineret end lyrikken kan leve op til. Hvor er overraskelserne, de absurde betragtninger og nye vinkler?
Følelsen, man efterlades med, er beklageligvis flad og hul. Jeg ville virkelig gerne kunne lide og nyde Verdens Lykkeligste Land i langt højere grad. Det her burde være lige ud af min støvede og slingrende landevej. Nok derfor, at jeg kender ruten og hvert et sving på den.
Det sagt, er man til nyere folkrock, og ikke “belastet” af en Allan Olsen i bagagerummet, eller kan abstraherer fra at han ligger deromme og banker, så er Laursen bestemt et lyt værd. Pladen er solidt håndværk, men uanset ens referenceramme, synes jeg stadig, den er fattig på reelle overraskelser og sange, der for alvor bider sig fast..
Af Ken Damgaard Thomsen
