Vi skal en tur udenfor vores normale komfortzone og ud i det ambiente og elektroniske. Der er dog også andre strømninger at spore hos Lauge Heebøll, der inkluderer elementer fra indie, rock og noget mere hårdtpumpet i den elektroniske maskine. En velsmurt maskine, der lyder som om den bliver spillet af et menneske.
Lauge Heebøll præsenterer selv echoflower (når han er i sit muntre hjørne, som han skriver) som: “Hvis Martin L. Gore og Anders Trentemøller fik et barn, der tog sangtimer hos Bryan Ferry”.Heebøll har tidligere boltret sig som trommeslager i indie/pop-gruppen Silque, som jeg selv havde fornøjelsen af her på siden tilbage i 2020 da jeg anmeldte deres album Odyssey.
Nu er det det elektroniske der er i højsædet, men Heebøll har ikke glemt at han kommer fra et meget organisk sted som trommeslager. Selvom udgangspunktet på echoflower er det mere ambiente, så er der masser af plads til rytme, det pulserende og, ja, en følelse af noget meget organisk.
Maskinen har fået en naturlig puls på echoflower, kan man lidt flommet sige. Det kan lyde “stort” og “smart”, men jeg synes faktisk at disse 9 numre fordelt på lidt over 37 minutter ånder, vibrerer og lever. Måske fordi, at Heebøll viser, at han både er en ferm melodimager og har sans for variation og opbygning.
Albummet starter rigtig stærkt ud og alene på de første 3-4 numre er vi nået vidt omkring. Uden at det virker rodet eller fragmenteret, vel at mærke, selvom det samtidig lyder som en søgende plade. Tværtimod. Det føles som om sangene og albummet udvikler sig logisk og sammenhængende, som det skrider frem.
Det fængende åbningsnummer, “under your beat” bygger flot op til noget, der kunne minde om en dyster techno/ravefest, fornemmer man trangen til at variere udtrykket. Den slagkraftige åbning bygger effektivt op til klimaks og slutter så brat.
Fra det ildevarslende, hvor Heebøll med sikker vokal både crooner og bevæger sig op i det mere højstemte, hvor musikken følger trop og bliver atmosfærisk. “Into the abyss I’m taking you further // Feeding on your greed”, lyder det. Mens vi bevæger os ind i mørket og ender i det nævnte rave. Selvom det er tempofyldt, fremstår afslutningen trykkende og klaustrofobisk.
Det er følelser, et klangbillede, stemninger og en atmosfære, som gennemstrømmer store dele af albummet. I skiftende grad, men altid til stede i, om ikke andet i baggrunden, som et underliggende motiv.
“stream” benytter lidt den samme model, hvor vi tager en rejse fra et atmosfærisk lydlandskab, over til det tungere og elektronisk dunkende. Men tonen virker lysere, mere optimistisk, eller på en eller anden vis opløftende. På “everybody tells” bekender Heebøll mere tydeligt kulør i forhold til poppen. Det er længselsfuldt, men på en måde, der giver stemningen af at sidde i en solbeskinnet park og chille ud. Eller i strandkanten med solnedgang ude i horisonten.
Her, og på den efterfølgende “souls sliding”, der er noget mere dunkel i tone, demonstrerer Heebøll også spændvidden i vokalen. Det er glimtvis ret teatralsk, mere følelsesladet med udsving og med plads til drama.
Når man ikke er bange for at prøve ting af, så er det ikke sikkert alting lykkes. Således rammer et up tempo nummer som “lies on repeat” lidt forbi for mig. Musikalsk er det sådan set rigtig godt, og sender tankerne i retning af noget Radiohead omkring In Rainbows – pulserende elektronisk indie. Men den her mere lidende postpunket vokal fra Heebøll, der godt kunne have noget tidligt IceAge over sig, er ikke lige min smag.
Pladens næstsidste nummer, der med sine 7 minutter er albummets længste, er også Heebøll i sit mest ambitiøse hjørne. Der eksperimenteres med effekter på vokalen, som også er tilbage i det mere højtidelige og højtragende. Opbygningen er tålmodig, og tempoet indledningsvist afventende. Musikken sfærisk, mens der langsomt dukker flere elementer ud af den ambiente tåge.
Tre minutter inde begynder sangen at ændre karakter. Vi svæver ud i et mere 80er darkwave-klingende soundscape, mens vokalen er forduftet. Der bliver tiltagende pågående i sin rytme og fyldig i tonen med en virkningsfuld glidende fremdrift. Et nummer, som man kan fortabe sig i og i princippet bare kunne fortsætte ud i evigheden mod en fjern ukendt destination.
I stedet glider den over i den under to minutter lange afslutter “bliss”, der er pladens bløde landing. Og echoflower fortoner sig i som et tyst ekko.
Lauge Heebøll har skabt et flot “lille” værk med god sammenhæng, variation og masser af smittende stemninger. Og har skabt noget elektronisk og “kunstigt”, der ikke taber sin menneskelighed og stadig er relaterbar og rammer ens følelser.
En af de store forcer er at du selv kan lytte ind i og tolke musikken, som du har lyst til. Mørke og lys mødes, hvad vinder i sidste ende? Ro og uro? Opbygning og sammenbrud? echoflower leverer et soundtrack, som du kan sætte på og lade din sindstilstand og tanker diktere, hvor vi skal hen.
Er det soundtracket til en solopgang eller solnedgang? Giv slip og se hvad der venter.
Af Ken Damgaard Thomsen
