Lars & UHøRT: SkRåT ★★★★☆☆

0
704
views

Lars Harboe og hans kumpaner i UHøRT har med albummet SkRåT begået en herligt umiddelbar, medrivende, til tider ustyrlig, upoleret og elskværdig plade, der ikke er bange for at skure lidt i ørerne eller slå en skævert hist og her. Det er rebelsk, det er ærligt, det er meget dansk og det er dejligt!

Det er netop i det uperfekte jeg finder de helt store kvaliteter i SkRåT, der ved Gud ikke er den mest tøjlede, fokuserede eller polerede plade jeg har hørt i år – men det er en af de mest levende. Lars Harboe virker komplet ligeglad med facader, musikalsk sminke og af og til også sund fornuft, når han synger, skråler, brøler og traller sig igennem albummets 12 meget forskellige numre. Det kammer momentvis lidt over, skrider ud i svinget og er måske også en sang eller to for langt, hvis man kigger lidt skolelærer kedeligt på det.

Men lad være med det. Det her er dansksproget musik af den klassiske gårdsanger skole, hvor regler ikke er så vigtige, hvis du har hjertet med eller på rette sted og det virker Harboe om noget som om han har. Derfor gør det heller noget, at det ikke er alle versefødder der er lige fri for krøller, eller at han måske ikke er verdens mest naturligt begavede poet  – han er meget mere gadens eller baggårdens stemme, en spillemand med et råt og uskolet udtryk.

Allerbedst er Lars & UHøRT nok på albumåbneren “Ingen Vil Ha Mig”, hvor han fortæller om “hans” kvaler med det modsatte køn, dating livet og det at have mistet sin score-mojo, som man da ellers havde da man var “ung smuk og cool og måske en smule naiv”. Det kunne nemt være blevet lidt små-patetisk eller for banalt, men Harboe er ikke engang tæt på at falde i de grøfter – selv om stilen er enkel og ligetil, ligesom lyrikken. Grunden er muligvis, at det hele lyder meget oprigtigt, det bliver ikke pakket ind, men bliver heller ikke selvudleverende, der er glimt i øjet, erkendelse, men også en nødvendig snert af desperation. Problemet synes ægte nok, men det bliver ikke selvmedlidende eller ulideligt at høre på.

Det eneste nummer på SkRåT jeg har det lidt ambivalent med på det punkt, er den meget åbenhjertige “Hvad Med Mig?”, der kort fortalt handler om omsorgssvigt fra forældrene, men ikke på en anklagende måde. Jo, hans “flipper” forældre havde ikke overskud til at være der for ham, da han var lille, men måden historien udlægges på lyder ikke som om der peges fingre. Faren skred fordi han ikke kunne overskue det, og moderen endte med at miste “sin forstand” og ryge på Sankt Hans. Man sporer forståelse og en konstatering om, at sådan gik det bare – samtidig med, at drømmen om at “alt bliver okay” lever videre.

“Problemet” jeg har med nummeret er, at det næsten bliver FOR personligt her. Jeg føler på en måde, at jeg kommer for tæt på Lars’ privatsfære og følelsesliv, på den anden side er det jo hans eget valg, og egentlig også meget prisværdigt og modigt, at dele det med omverdenen igennem en sang. Måske er jeg bare ikke til en så direkte stil og havde foretrukket den samme fortælling pakket lidt mere ind, måske med en anden synsvinkel? (update: Lige en præcisering, Lars Harboe har efterfølgende forklaret at nummeret ikke er selvbiografisk, men handler om en der er tæt på ham. Vi lader teksten stå som den er, men så er det lige slået fast, red.)

Stedvis flirter Harboe også med det lidt banale i numrene, hvor budskaberne og teksterne godt kan føles en kende konstruerede og ender med at fremstå lidt parole-klingende. Et nummer som “Revolution” forsøger at opfordre til sammenhold og samhørighed på tværs af samfundslag og udgangspunkt. To “stoddere” på en bænk drikker øl, To studerende på en café labber latte og to punkere tyr til absint, i hver deres vers. I sidste vers kommer revolutionen, de tre forskellige par finder en stor metaforisk kop, blander drikkevarerne til en fælles skål, danner fælles front og brænder “fordomme, forskelle og grænser af på et gigantisk flammende bål”. Tanken er fin, men jeg er ikke helt solgt på udførelsen, det er som om fortællingen, og dermed også det fine budskab, aldrig helt løfter sig fra ord på et stykke papir og føles helt levende for mig. Men det er måske bare mig?

“De Autonomes Skyld” er i bund og grund lidt i samme boldgade, men her lykkes missionen meget bedre ved bare at køre ren, klassisk protestsang stil. Man aner næsten et, om ikke andet, åndsslægtskab med Christiania hymnen “I Kan Ikke Slå Os Ihjel”. Der er ingen tvivl om, hvor Harboe’s sympati ligger rent politisk og samfundsmæssig, han synes jo også “den fede er nice”, som han formulerer det på den frihedshungrende “Hvor Solen Ikke Skinner”. Et nummer der er en hyldest til retten til ikke at passe ind, at være anderledes og gøre som det nu passer en. Hippie-fristads romantik? Måske, men det er også på tide den slags besynges og hyldes igen, inden alt der er skævt og anderledes tænkende er blevet normaliseret og puttet i en kasse. Det sygt skingre kvindekor, der bakker op i omkvædet, er jeg stor fan af, det lyder som noget fra en dansk tegnefilm fra slut 60’erne/start 70’erne, men trods de meget lyse toner, kan man ikke lade være med at vugge og synge med.

I det hele taget slipper Lars & UHøRT helskinnet fra at tage en sving om med banaliteter og bagateller rigtig mange steder på albummet. Ord der i denne forbindelse ikke behøver opfattes negativt, Kim Larsen har eksempelvis bevist utallige gange, at det banale ikke behøver betyde magert eller ligegyldigt.

Et nummer som den roligt, tilrøgede jazzy “I Regnbuens Skygge” viser en klædeligt afdæmpet og mere tilbagelænet side af Lars & UHøRT, der sender mine tanker i retning af Baggårdspumaen, Otte Brandenburg, i egen luskede person. Her er violinen, der optræder jævnligt i flere forskellige doseringer og lydstyrke i løbet af albummet, også i et mere diskret hjørne et sted i baggrunden, mens gulvbas får lov til at luske rytmen fremad i forgrunden. Hvis Lars & Uhørt andre steder forsøger at råbe deres budskaber igennem på gadeplan, så er de her trukket ind på den snuskede natklub og underholder et stampublikum, der skyr dagslyset og foretrækker natten.

I skærende kontrast står den efterfølgende “Ingen Grænser Her”, der gennemstrømmes af en rastløs energi og sitrende atmosfære, bakket op af en mere pågående og konfronterende tone fra instrumenterne, ikke mindst violinen der her får lov til at hvine og skære igennem.

SkRåT er på den måde en konstant kontrastfyldt, musikalsk afsøgende og nysgerrig størrelse. Det er ikke alle idéer der er lige gode eller lige elegant udført, men vi holder os hele tiden på vejen på grund af Lars & UHøRT’s smittende energi, troen på projektet og følelsen af at lytte til noget ægte, der ikke er kørt igennem et filter – det har om noget sjæl og ånd. Det er kort og godt et gennem sympatisk album, som ikke forsøger at skjule sine mangler eller svagheder, men faktisk, på en måde, kommer styrket ud på den anden siden netop FORDI det ikke er perfekt eller alt for finpudset.

Det gør det både interessant, vedkommende og på en måde ganske livsbekræftende at lytte til, i en tid hvor det virker som om man helst ikke må træde lidt udenfor normen.

4 uregerlige og skæve stjerner for det!

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Lars & UHøRT på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.