Krøyer (Vulvatorious) solo-debuterer med en uforsonlig omgang industriel rave-metal, der er bedre at smadre end plukke æbler til. Der bliver renset ud og raset igennem, men hvad er der tilbage, når stormen har lagt sig?
Ditte Krøyer kender man måske bedst, som den hanekamsvingende grumme growler i front for det feministiske metalband Vulvatorious. De har skabt overskrifter de senere år, både for deres fine debutplade og en række roste koncerter – blandt andet på Roskilde og Copenhell. Nu er der andre boller på Krøyer-suppen.
Og boller af stål er der at høre på Towering Iron, både fra Krøyer og selve den industrielle rave-metal, som serveres på albummets 10 kradse numre. Det er vist næsten overflødigt at sige, at det her ikke vil være for alle… men jeg gjorde det alligevel.
Således advaret er I velkommen til den kompromisløse rave-fest på eget ansvar, Krøyer er ikke kommet for at please. Godt nok er make-uppen droppet og hanekammen barberet af, men det betyder ikke at Krøyer er mindre krigerisk eller dramatisk. Tværtimod. Hun er bevæbnet med tunge rytmer, skarpe toner og tekster, der kredser om opvæksten i Nakskov.
Because I Like it
I Destroy it
Så er vi ligesom i gang med Towering Iron med åbningsalven “Cover It’s Mouth”, stemningen er slået an og stilen lagt. Det er ikke et skønmaleri af opvæksten og Lolland, der er forbundet med tab, sorg og traumer af forskellig slags. Og nu skal der ryddes op.
Og brydes ud og så man endelig kan komme væk fra det her hul.
“The World Is a Rotting Disaster”, lyder det på “Gas Station”, der var den første single fra albummet. Midt i det infame lydbillede af forvrænget rave, elektronik og Krøyers hjemsøgende skrige-sang gemmer sig en fortælling om ønsket om at bryde mønstre. At komme ud og væk fra Nakskov og ikke “ende” på fabrikken, som alle de andre.
Det er sådanne steder at Towering Iron bliver relaterbar. Her gemmer der sig små sprækker og åbninger, hvor man kan smutte ind og føle man kommer lidt tættere på. Det gør det ikke nødvendigvis til en nemmere lytteoplevelse, men man kan prøve at overbevise sig selv om, at uforsonlig ikke er lig med utilnærmelig.
På den efterfølgende metal-rave-rockende “Fucking Harvest” bliver det igen mere relaterbart, når Krøyer med egne ord forklarer, at sangen handler om mødet mellem jern og vand. Her i forbindelse med den lokale sukkerfabrik, der var den ovennævnte honningfælde for lokalbefolkningens unge bier. Det beskriver også en af de mere overordnede stemninger og tematikker, der løber igennem Towering Iron.
Et sammenstød mellem det industrielle og landlige, beton og stål kontra naturen. Noget menneskeskabt og på mange punkter ødelæggende, men også noget, der gennem tiden har skabt liv for de lokale. Andre steder vinder naturen, som når Krøyer har ladet sig inspirere af en stor og ødelæggende stormflod, der ramte Lolland i 1872.
Jeg stammer fra og er vokset op i et hjørne af Sønderjylland, der jævnligt blev ramt af stormfloder af større eller mindre slags. Og hvor de største gik over i lokalhistorien, som en blanding af brutale fakta og skrøner, så de største nærmest antog mytologisk karakter. Det var den slags historier, der gik i arv fra generation til generation. På min bogreol står endda en bog, der handler om stormfloden i 1976.
Hundrede år efter den på Lolland, men som stadig blev definerende for mine forældres og bedsteforældres generation. Vandet stod sgu helt op til stuehuset og mine bedsteforældre boede altså 2-3 km. fra Vadehavet! Den slags skabte vilde billeder i en barnehjerne og en urovækkende stemning.
Det formår Krøyer at sætte lyd til. På en overraskende måde, hvor man normalt nok ikke ville forbinde den slags følelser og minder med industriel rave-metal.
Mere mening giver det måske at musikken fremstår så hadsk og fjendtlig, når Krøyer skriger sig igennem sange om at være “anderledes” – at blive dømt pga. ens udseende. Som på numre som “Ordinary Girl”, “Mikroplastik” og “Doom Plasma”, der synes at kredse om at føle sig udenfor, trangen/kravene om at ændre på sig selv for at passe ind.
YOU HAVE BEEN SELECTED TO JOIN THE PROGRAM
WE ARE PROUD TO HAVE YOU WITH US
Eller blive tvunget til at passe ind.
Hvilket leder over i et af pladens andre centrale temaer: ønsket om at komme væk!
Jeg kunne heller ikke komme hurtigt nok ud af Sønderjylland. Uden helt at kunne sætte ord på hvorfor. Jeg skulle bare ikke ende på “fabrikken”, som alle de andre pjok.
Dermed siger jeg ikke at mine oplevelser er at sidestille med Krøyers, eller andres, men der er noget her, som mange burde kunne nikke genkendende til. I en eller anden udstrækning.
Også i større skala, når Krøyer i glimt, som på afslutningssalutten “Grid” kigger længere ud og hiver USA og især ICE ind i lidelses-ligningen. Eller “A white house of flies // Who follow orange lies”, som Krøyer så poetisk beskriver Amerika. Inden bredsiden fyres af:
The concept of freedom
A promise of life
Do you disagree
Fuck Ice
Do you disagree
Det er nok ikke tilfældigt, at der ikke er sat spørgsmålstegn i ovenstående tekst. Og så vidt jeg kan se, heller ikke andre steder i de medfølgende tekster. Krøyer er ikke kommet for at forhandle eller søge kompromisser.
Sammenholdt med den hårde tone i musikken gør det også, at Krøyer kan føles som en meget overlagt knytnæve i fjæset. Det her ER ikke til forhandling, det er hendes fortællinger, oplevelser og følelser. En mental tømning, der nok vil skide dig et stykke, hvis du har en anden opfattelse.
Pladen lyder som fragmenter af smerte og vrede, der støder sammen. Og mange stemmer (Krøyers), der i frustration og indignation råber af, til og munden på hinanden.
Det vil nok frastøde nogle, og gør også Towering Iron til noget af en udiplomatisk lytteoplevelse. Omvendt er det også dens store force og vil tiltale ligesindede, hvis de kan komme gennem de voldsomme musikalske blæsevejr og ind i orkanen og pladens øje.
Krøyer fremstår i det hele taget som lidt af en naturkraft. “Become the storm”, som punktummet lyder i “Glass Storm”.
Som et lille ekstra aber dabei, Towering Iron er en klar anbefaling og en vild plade. Jeg føler dog også, at jeg har fået udleveret nogle “snydekoder” i form af lyrikken og pressematerialet, der forklarer en hel del. På egen hånd ville jeg jo ikke ane, at der spøger en stormflod fra 1872 i baggrunden eksempelvis.
Det viser også en kunstner, der trods udtrykket og stilen har et ønske om at blive hørt og forstået – i en eller anden udstrækning. Er man som lytter på egen hånd, er det muligvis et andet indtryk pladen kommer til at efterlade. Og skræmme nogen væk – men det er måske også en del af hensigten?
Af Ken Damgaard Thomsen
