Konvent: Puritan Masochism ★★★★★☆

0
499
views

Den danske doom-kvartet Konvent er klar med et grumt debutalbum, der måske ikke flytter bjerge hvad nyskabelse angår, men lydtrykket alene er nok til at forårsage massive stenskred.

Konvent har rumsteret i den danske undergrund i nogle år efterhånden, hvor de blandt andet har fået det til at rumle fordi bandet består af 4 kvinder. Det er jo et alt for sjældent syn indenfor metal og måske især doommetallen, der som udgangspunkt bare virker som en ret muskuløs og “mandig” genre. Med koncerter på blandt andet Copenhell og Roskilde Rising har de dog for længst bevist, at der er meget mere at komme efter end “bare” en eller anden nysgerrighed grundet noget så ligegyldigt som køn.

De gange jeg har oplevet Konvent live har jeg måske savnet noget variation i materialet og generelt lidt stærkere sangskrivning, så et helt sæt ikke kom til at fremstå en kende ensformigt. Jo, ensformighed og en vis monotoni er ligesom indbygget i genren og kan, når den hænges op på nogle medrivende riffs og sange, være doommetallens helt store force – for ikke at sige pointen med det hele.

Derfor kunne et helt album, i dette tilfælde bestående af 9 numre, måske også virke som lidt af en mundfuld. Det er det også, men ikke på nogen dårlig måde, for jeg synes faktisk netop sangskrivningen har fået et nøk opad og er blandt pladens styrker. Selvfølgelig er der en knusende og slæbende rød tråd, der løber gennem Puritan Masochism, og heldigvis for det da, men rundt om den dundrende puls, som er pladens epicenter, er der faktisk en hel del afveksling.

En af de helt store fordele Konvent har, er vokalist Rikke Emilie Lists ret alsidige brug af sit ru stemmebånd. Hun growler ondt og faretruende dunkelt, leverer spredte hæse skrig og slår af og til over i et lysere, flosset og forpint toneleje, som giver Konvent og deres numre en ekstra dimension. Der er kort sagt flere strenge at spille på hvad vokalen angår, hvilket i sig selv gør albummet til en interessant og konstant fængende lytteoplevelse. Men hun bærer nu ikke det tunge læs på egen hånd, rundt om drives pladen frem af en tuuuuungt huggende og brummende rytmesektion og en snurrende guitar, der finder en stærk balance mellem at underbygge fundamentet og hæve sig over det med nogle seje, skærende riffs. Der er virkelig noget vægt bag her, men samtidig en god fornemmelse af fremdrift.

Ikke at Puritan Masochism er en hurtig plade, eller doom på speed, men den konstante følelse af bevægelse, som en tonstung kampvogn på larvefødder der ustoppeligt triller frem gennem landskabet, gør at man aldrig sidder og sumper hen. I slutningen af “Worlds of Gone”, midt på pladen, er det lige før Konvent bremser op, de ruller dog aldrig til fuldkommen stilstand, og i stedet for får man fornemmelsen af, at de har placeret en støvle, størrelse 46, lige i solar plexus på en og står og presser med hælen så luften pumpes ud. Presset forøges i den efterfølgende “Bridge”, hvor det nu føles som om de har parkeret begge fødder ovenpå én og laaaangsomt vugger frem og tilbage og klemmer først luften og senere indvolde ud af én, når tempoet forøges. Klemme, klemme, klemme, så ens krop føles som en tube tandpasta. Og så lige det sidste…

Fra ende til anden har Konvent mig faktisk i lidt af et jerngreb, som jeg ikke engang har lyst til at slippe ud af. Pladen åbnes med det fremragende titelnummer, “Puritan Masochism”, der med savende rytme æder sig ind i kødet på lytteren fra start. Åbningsnumre er selvsagt uhyre vigtige og her formår bandet altså at indfange mig fra start, finten er så naturligvis at fastholde én, men den stemning Konvent slår an her og det voldsomt tillokkende mørke de får fremmanet, er altså mere end rigeligt til, at jeg er parat til at overgive mig til deres doom-univers fra start.

Det er ikke en kapitulation jeg endte med at fortryde. Den er måske ikke betingelsesløs i den forstand, at Konvent ikke genopfinder stålet, men indenfor netop metal, og en niche som doom, er det heller ikke så vigtigt for mig. Hvis sangene er gode nok og lydbilledet så nærende at jeg ikke har noget imod at smage på noget velkendt, er jeg glad. Konvent har både sangene og rigeligt med næring til en sulten bassemand som undertegnede. Mod slut skruer de endda yderligere en smule op for ambitionsniveauet med den todelte “Ropes”, hvor de for alvor får demonstreret at de har et solidt greb om opbygning og forløsning.

Jeg bøjer mig i støvet, lader mig gerne køre over og sender 5 imponerede stjerner efter Konvent for et ganske respektindgydende debutalbum.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.