Home Artikler Koncerter i Aarhus, uge 51

Koncerter i Aarhus, uge 51

2410
0

Så er det saftsuseme lige oppe over med julen. Meeen, der er nu en uges tid endnu, hvor du kan få dig et skud rock, inden den står på ‘På loftet sidder nissen’, og hvad de ellers hedder. Her kommer tre bud i Aarhus. 

Tirsdag d.16. december

Vi starter ugen tidligt, hvor HeadQuarters inviterer på to svedige og potente rocknavne. Slagelse-bandet The Rambling Vibes er det ene, og deres debut-EP anmeldte jeg tilbage i marts måned. Dengang indledte jeg anmeldelsen med disse ord: “Lad os bare lige slå det fast med det samme: The Rambling Vibes er ikke ude på at opfinde en ny genre, tværtimod losser de bare liv i rock’ n’roll, som den lød i 60’erne og 70’erne. To guitarer, bas og trommer, en forsanger, og så ellers ikke så meget pis. Det, som The Rambling Vibes formår, som mange andre, der bevæger sig i samme musikalske territorium ikke gør, er at skrive nogle umiddelbart fængende og velspillede sange“. Det blev til 5 stjerner og hele anmeldelsen kan du læse HER.

En enkelt stjerne mindre blev det til for aftenens andet band, lokale TurboChild, da de røg gennem anmeldermaskinen sidste efterår, meeen, det skal man ikke lægge så meget i. Det er et band, der har trykket den af en hel del gange på scener rundt omkring i landet de sidste måneder, så mon ikke de er tirsdags-varme? I min anmeldelse fra oktober sidste år skrev jeg: “Bandet gør sig i hård svedig rock, der efter eget udsagn kombinerer 70’ernes musikalitet og groove med 80’ernes rockscenes hårde riffs. Det beskriver egentlig stilen ganske godt, for bandet formår at blande de to årtier til en kombination, der ikke lyder uddateret, omend man sagtens kan høre hvor inspirationen kommer fra“. Hele anmeldelsen kan læses HER. Jeg har såmænd også oplevet bandet live en enkelt gang (uden anmeldelse til følge), og det kan bestemt anbefales.

HeadQuarters, døre kl. 19, 50 kr. 

http://youtu.be/5_tQfegRix4

Torsdag d.18. december

I den anden ende af aldersskalaen finder vi Niels Skousen, som besøger Voxhall torsdag – det er også Ugens Anbefaling. Den rutinerede sangskriver er aktuel med et nyt og meget rost album, Smil eller dø, som jeg desværre ikke er nået at gå ombord i endnu. Men den står på listen over albums, der skal tjekkes ud. Jeg oplevede Skousen live for halvandet år siden på Radar, dengang kompetent bakket op af guitaristerne Rune Kjeldsen og Jonas Struck, og kvitterede dengang med 5 stjerner: “At dømme ud fra denne aften er Niels Skousen bestemt ikke færdig med at berige den danske musikscene med sine skarpe betragtninger og poetiske tilgang til hverdagslivet og nyhedsstrømmen, og selv om der måske ikke kommer en ny ‘Isabel’ eller ‘Herfra hvor vi står’, er det nye materiale både spændende og vedkommende og fungerer fint live“. Hele anmeldelsen finder du HER.

Tidligere i år fangede jeg også Skousen sammen med den gamle kumpan Peter Ingemann og det var bestemt også værd at høre de to herrer genforenet (en anmeldelse derfra finder du HER). Til koncerten torsdag bakkes Niels Skousen op af Mads Brinch Nielsen, Anders Mathiasen, Kristoffer Munck Mortensen og Bjørn Hebøll. Skousen har en særlig evne til at skrive tekster, som hudfletter blandt andet tiden (og fortiden) og manderollen, og alene derfor bør du ikke snyde dig selv for at opleve en af dansk rocks vigtigste sangskrivere gennem tiden.

Voxhall, døre kl. 20, start kl. 21, 185 kr. 




Fredag d.19. december

Vi runder ugen af på Backstage, der har samlet en buket bestående af 4 hårdtrockende bands. Beneath The Silence, Seizing Blackwater, Kings in Exile samt Five Dollar Justice. Sidstnævnte har jeg både oplevet live, samt for relativt nylig anmeldt EP fra. Broken Hearts’n Bottles udkom i november, og jeg kvitterede med 4 stjerner og skrev blandt andet: “(…) den sætter fint Five Dollar Justice i scene som et band, der spiller hård og ukompliceret rock, uden svinkeærinder og med de nok så vigtige cojones. Ikke sådan Marvel-helte, fyld-spandex-dragten-ud størrelse, mere sådan blue collar baggårdspuma-nosser”. Resten kan læses HER. Trænger du til at blive rocket godt og grundigt igennem, så drøn ned i Mejlgade fredag.

Backstage, døre kl. 20, start kl. 21, 80 kr.




Og så er der vist ikke så meget andet end at sige: God jul! Ønsk dig noget rock. Aarhus-koncertguiden holder pause frem til første uge i januar.

Af Jonas Strandholdt Bach 

Previous articleMagnolia Shoals – Western Whereabouts – 16/12 – 2014
Next articleHexis: Abalam ***** (5/6)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.