Radar lagde lokaler til både reception for Vender Rigtigt Om Natten og koncert med Kom Vi Løber 30. januar.
Det var en rørende aften med sangerens levering i centrum.
Hvordan kom denne anmeldelse til verden?
Jo, min kone skulle også ud i aften, så det endte med barnepige til arvingen. Både min kone og jeg var småskidte, så hun tog heldigvis hjem fra sit arrangement, så jeg fik det hele med (tak for det! <3). Jeg tog til gengæld lidt tidligt ind til byen, så arvingen fik lidt tid sammen med sin barnepige – hvilket betød at jeg både fik besøgt en Döner-bar i høj klasse og min gamle stam-bar, før jeg troppede op på Radar.
Her var der reception, hvor jeg blev venligt modtaget af promoter/booker, fik snacks og drinks og en smule kontekst på pladen. Altsammen rigtig fint og Radar er god til det mere intime…
Jeg fik både hilst på Lone fra Kom Vi Løber og en hyggelig snak med Karl Kristian (se anmeldt her), der spillede guitar i KVL-bandet. Det ser ud til, der kommer noget fra Karl Kristian i 2027…
Nå… Nok om det!
Inden hovednavnet var to drenge fra Vejle, Monsun, blevet booket af Radar.
Kæmpe tip of the hat for at Radar på den måde har læst hvor vigtig vokalen er for Kom Vi Løber – og hvordan det tilsvarende var det bærende hos Monsun!
Monsun.
To mand. Synth og henholdsvis en akustisk og en elektrisk guitar. Danske tekster…
Ja, det er Monsun og det fungerer overraskende godt – ikke mindst når vi erkender, at der er tale om to 3.g-drenge fra Vejle på hver 19 år. Da jeg var 19 år stod jeg ikke på en scene og spillede inderlige sange for 50-100 mennesker, men det gør Monsun. Og det gør de godt!
Der er sket noget med dansk inden for de sidste år, hvor musikken har ændret sig:
Vejle er notorisk kendt for ikke at have dialekt, men der er stadig noget i måden at starte ord og hele musikken i sproget på: Vi hører det i bands som Barselona, Apacha og andre – men også Monsun. En hård start på ordene, der giver en vis overbevisning i leveringen.
Det får de ret meget ud af i Monsun og oplevelsen er da helt klart også vokalen, mens teksterne så afgjort også er mere modne end hvad man kan forvente af 19-årige. Om end de stadig kredser om det svære følelsesliv, der endda er en sang der handler om at udvikle sig og have en tristhed over at forlade det gamle, vandte… Noget, der på en gang er meget reelt for den unge, der måske ikke har prøvet det så mange gange. Men også lidt sært fordi det er en ung, der jo ikke har prøvet så meget?
Nå. Det er rigtig fint, det de får ud af deres lille setup og først i sidste og femte nummer bliver det lidt sært, da det starter sart med stærk vokal, så går over i pumpet beat med vocoder – for så at slutte sart igen… Mum.
Hvis vi renser fra hvor imponerende det er, at 19-årige stiller sig op og performer overbevisende over fem numre og måske fokuserer lidt på, hvad det var for nogle numre og hvad de sagde os, så var det måske ikke den helt, helt store oplevelse.
Men rigtig fin opvarmning, fedt at 19-årige kan lave noget, der virker nærværende i øjeblikket…
Og så videre til aftenens højdepunkt…!
Kl 20.58 går Kom Vi Løber på.
Karl Kristian på guitarer, bassist, trommer og så selvfølgelig Lone i front med et udvalg af elektriske og akustiske guitarer og den der stemme!
Det er en øm aften. Det er tydeligvis vigtigt for hende at fortælle denne historie om pludselig at måtte bryde sin kernefamilie med to børn op, for at indgå i et queer forhold og udleve en anden seksualitet med styrtende forelskelse.
Vildt nok, og i virkeligheden så intimt at det i andres hænder vil virke lidt for tæt på.
Men ikke i Kom Vi Løbers. Flere gange skifter ansigtsfarven lidt, når der fortælles mellem numrene og der kommer lidt publikum-feedback under Morgensol og Skød, er der både røde kinder og et hint af lidt generthed.
Det kan være, det er fordi jeg er lidt på under 100%, helbredsmæssigt. Det kan også være de der drinks. Men øjenkrogen er lidt fugtig under de tre åbnende numre, Skriften På Væggen, Engine Malfunction og Japansk. I sig selv stærke numre fra den første del af pladen, der stort set spilles som på pladen – men pladen er også ganske fremragende.
Mellem numrene får Lone Slot Nielsen rammesat koncerten som en beskrivelse af det frie fald, hun oplever og som de fleste mennesker jo nok oplever på et tidspunkt i deres liv.
Det bidrager også til at bygge broen: Hendes meget personlige og intime sange får dermed en almengyldighed. Smukt!
Men det fortsætter: Jeg tror snart, jeg har ’slidt’ Japansk lidt, og Terapi er nu ét af mine yndlingsnumre fra pladen. Elsker humoren, og lidt western-vuggende frem med violinbas og rock 1 bliver den aldrig tung, men netop frisk og på én gang lidt happy-go-lucky med en dybereliggende, næsten uartikuleret melankoli. Wow.
Vi fortsætter i den mere western-agtige stil med Morgensol og Skød, der introduceres som en sang om lesbisk sex og også bobber derudaf mens bandets hoveder bobber med.
Som nævnt kommer der lidt callback fra publikum i de naturlige mellemrum, der bliver efter titlen er sunget, hvilket er første gang at Radars publikum kommer lidt ud af skabet.
Det virker til, folk er kommet for at lytte og fx under Engine Malfunction hvor der spilles med lidt rocket kant er det kun et ungt par oppe foran, der får gang i dansebenene.
Velsign Det cementerer at vi jo står foran en præst og for den eneste gang på aftenen er det næsten som om, bandet får overdøvet vokalen, der ellers hele aftenen står knivskarpt.
I øvrigt rart at vi nu er et lidt andet sted: Det er et andet udgangspunkt end de mest personlige numre (Velsign Det er skrevet til et salmeskrivnings-event).
Titelnummeret falder herefter før Lone står alene på scenen og med sin guitar fremfører I Kraven, I Knoglen med en humoristisk intro om, at man som solist da lige bliver nødt til at vise bandet, hvem der bestemmer…
Rigtig fint, der er endda plads til en lille fejl på guitaren og det hele virker meget veldisponeret.
Vi får også et nummer fra Sct Hans før Byen Ender sætter gang i fødderne – i hvert fald oppe foran.
Fravær rummer noget af alt hvad der er godt ved Kom Vi Løber, da det på én gang er et meget intimt nummer med en nærmest lakonisk ironisk afslutning på stroferne: ”Og ellers sker der ikke så meget for tiden”.
Tyngde tilføjes med Det Håb Jeg Mærker, Der Ikke Vil Dø før vi igen er på seneste plade med Jeg Siger Ikke, hvor Karl Kristian får lov at agere saxofon med en guitarsolo. Wahey!
Hendes Ansigt introduceres som den mest spillede sang på P6 under Corona, og vi mindes alle om at det er der faktisk en grund til – før der endelig lukkes af med Min Længsel Er Gammel, Min Længsel Er Ny, som runder endnu en tematik i koncerten og Lone Slot Nielsens liv af og binder en sløjfe på en rigtig fin aften på Radar.
Det var en stor aften på Radar.
Som jeg før har beskrevet har Kom Vi Løber en evne til at levere tekster, så de bliver vedkommende og står stærkt. Læg dertil det / de ret intime temaer og heldigvis en god portion humor og selvironi og vi har en aften, der virker vigtig, rørende og vedkommende.
Men oven i alt det, er Kom Vi Løber jo også ’bare’ et gudsbenådet indie-pop navn, der altid har fat i hooket – melodisk, sprogligt, leveringsmæssigt.
Masterclass!
Temaerne er der og er nu udgivet og den store fortællelyst, aftenen også har båret præg af, kan måske skabe en angst eller nervøsitet om, hvor vidt Kom Vi Løber vil kunne følge op på det her… Det er dog ret store temaer!
Det må vi se – for nu var det en aften af de helt store på Radar, hvor et velspillende band fik leveret og både opvarmning og hovednavn udviste en dygtighed og sikkerhed, der i sig selv var seværdig!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
