KOKS: Skyskraber (EP/Mini album) ★★★★★☆

0
605
views
magenta

KOKS! Godt ord og et passende bandnavn til denne trio, som på deres 7 numre lange debut mini-album både kokser lidt ud og kokser rundt i genrer, hvor alt fra punk, alternativ rock, 80’er pop og ikke så lidt andet udforskes, blandes og vendes og drejes. I bund og grund lidt af en rodebutik, men en som det er dejligt opløftende og overraskende at gå på opdagelse i.

Trioen er godt nok en ny konstellation, men det er nogle garvede musikalske kræfter der gemmer sig bag KOKS navnet. Gruppen består af Birk Nevel (producer og trommeslager, har blandt andet spillet med Shaka Loveless), Carl-Erik Riestra (sang, guitar, bas, har spillet med blandt andet Marie Key) og Birk Abenth (bas, tidligere Let Me Play Your Guitar og A Key Is A Key).

Som man kan se, så er det tre baggrunde der trækker i nogle forskellige musikalske retninger, og måske også nogen der kommer med ret forskellige referencerammer og inspirationskilder – i hvert fald er KOKS lidt af en spraglet og heldigvis også sprudlende legeplads for de tre. Meningen har også været, at KOKS ville lave det, som de selv synes er “det fede pis”, uden at skæve så meget til en større sammenhæng.

I bund og grund er det her måske to temmelig forskellige EP’er, der er smeltet sammen til et mini-album. Det vil sige, nogle af numrene ville man nemmere kunne fordele på hver deres udgivelse end andre, for der er også perioder, hvor det hele flyder lidt sammen, eller mikses på kryds og tværs hos KOKS, så man alligevel ikke helt kan skille det ad. Det er her udgivelsen kommer til at give mening, og ikke falder fra hinanden, som den ellers kunne være faretruende tæt på, hvis man lytter til yderpunkterne lige efter hinanden. Men det er måske at foregribe begivenhederne lidt…

Skyskraber åbnes og lukkes i det punk-rockede hjørne, med henholdsvis “Gid Tagene Var Bjerge” og “Gennem Tusind Stjerner”. Smag lige på førstnævnte titel, den har sgu’ noget der pirrer ens nysgerrighed, ikke? “Gid Tagene Var Bjerge” indledes med noget der kunne lyde som poppede verdensmusik rytmer og”ah ah ah” kor, så lyner en støjende punk-rock guitar, inden poppede vokaler for alvor får nummeret i gang. Noget klaver dukker op og forsvinder igen, mens melodi og rytme sender mine tanker i retning af noget Henrik Hall. Det trækker i mange retninger, men fungerer overraskende godt, ikke mindst fordi det er forbandet fængende. “Gennem Tusind Stjerner” rummer nogle af de samme elementer og referencer, og så alligevel helt anderledes. Vokalen er klart pop, men instrumenterne trækker i en pumpet elektro-rocket retning.

Næstsidste nummer, “Vredens Dag”, er KOKS i deres mest udfarende og tempofyldte hjørne, med en form for febrilsk og manisk alternativ-punk. Et nummer der næsten virker som om det er blevet speedet op, så stemningen bliver ekstra stressende. I den anden ende af spektret finder vi titelnummeret “Skyskraber”, en kun to minutter lang skæring midt på udgivelsen. Her sprænges genre-betegnelser og -rammer for alvor, så jeg ikke rigtig ved hvilket label man skal sætte på. Vokalerne er højstemte og svævende, mens bunden af nummeret holder jordforbindelsen med en snurrende og tempofyldt omgang “rock”. Ikke rigtig en melodi som sådan, den sørger vokalerne for, mere noget flimrende baggrundsstøj. Det burde rive nummeret fra hinanden, men ligesom med udgivelsen generelt, så fungerer det på sin egen skæve måde.

Lige inden finder vi de mest poppede stunder på udgivelsen i form af “Klarsyn” og “Videre”. Førstnævnte kunne betegnes som 80’er pop, men spillet som rock, med en sjov rytme der får det til at føles som om der er noget bølgende tovtrækning i gang om dominans. Samtidig har det noget Kristian Hjelm’sk over sig, især i måden vokalen leveres lettere hakkende og kantet på. “Videre” befinder sig stadig i den poppede ende, men her med en lidt jazzy feeling, som får mig til at tænke på et nyere orkester som Aksglæde. Vokalen lyder her mere som om lyrikken læses op, end egentlig synges, inden der går rendyrket lys og opløftende pop i den i det fine omkvæd.

Så mangler vi kun “Tidens Visere”, der stikker snotten frem på anden halvdel af Skyskraber. Det er en slags råbe-synth-punk, kunne man måske kalde det? Vokalen har noget 80’er Steffen Brandt møder Lars H.U.G. over sig i leveringen, ligesom nummeret egentlig lugter en smule af Kliché… der møder Pixies? Måske?!

Som man måske kan fornemme, så er KOKS og Skykraber svær at sætte i bås og komme med en helt præcis beskrivelse af, hvilket jo ligger fint i tråd med trioens hensigtserklæring. Hvad der mangler af en tydelig rød tråd kompenseres der til fulde for med den skæve og smittende energi, hittepåsomhed, modet til bare at kaste sig ud i det og lade sig styre af indfald og impulser og, ikke mindst, en virkelig stærk fornemmelse for, at binde det hele sammen med en gennemgående catchyness.

Slutresultatet er noget der lyder som alt muligt genkendeligt, sat fri til kreativ leg ude i en skov, hvor man selv må må finde på legene og bruge hvad man lige falder over til at udfolde sig – så det ender med ikke rigtig at lyde som noget man har hørt før. I hvert fald ikke på denne måde.

Ofte trækker det opad, når man fornemmer en sammenhæng og noget samlende over en hel udgivelse, her forholder det sig nærmest omvendt. Her er fællesnævnerne mere diffuse og helhedsindtrykket trækkes op af en “alt kan ske” følelse, der ender med at være en meget smittende og energigivende oplevelse.

Det trækker os op på 5 stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg KOKS på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.