Kogekunst: LALA ★★★★★☆

0
407
views

Hamrende originalt og hamrende stærkt. Kogekunst har igen rørt i gryden og brygget et album, som er fjollet, fængende og fabelagtigt i deres reflekterende og nysgerrige stil.

At beskrive duoen Kogekunst ud fra et genremæssigt eller fagligt synspunkt, hvor formålet er at gøre musikken håndgribelig og forståelig for en lytter, som endnu ikke har lyttet, er ikke en let opgave. Faktisk vil jeg påstå, at det ligeledes er totalt irrelevant, hvad vi kalder denne musik, og hvilke termer vi kan klistre på deres nye album, LALA. Det skal høres.

Bandet består af Oskar Krusell og Simon Mariegaard, som hver især byder ind med et hav af vokalnuancer og utallige prøver på diverse instrumenter pladen igennem. Som bandnavnet indikerer, bliver vi præsenteret for et stort samsurium af elementer, der i sidste ende udgør kunst af en meget sjælden kaliber. En kunst som balancerer mellem det barnlige, uskyldige og til tider fjollede, samt det voksne, syrede og intelligente univers. At lytte til Kogekunst er hele tiden en oplevelse af, at noget er ved at gå galt, hvorefter man igen og igen bliver forsikret om, at det hele er lige præcis som det skal være. Lad os tage åbningsnummeret som første eksempel på dette. ”LALA”, som ligeledes er titelnummeret, starter netop i en fjoget stemning, hvor de to medlemmer skiftes til at trancebinde lytteren i uendelig strøm af ”lalalala”. Bedst som man tænker, at det ikke helt holder i længden, bliver lydbilledet overtaget af et stort og fængende kor, som overtager ”lalalala”-rollen. Nummeret lever igen og overbeviser egentlig kun mere og mere, som det skrider frem.

Opfølgeren, ”A4 FLUE”, minder lidt mere om et ”traditionelt” nummer i forhold til opbygning. Her bliver vi for første gang introduceret til Oskars hæse og enormt dragende vokal, som på samme tid fremstår ærlig, behagelig og i øvrigt ret pisse ligeglad. Nummeret indeholder et hav af instrumenter, og jeg sidder som lytter og sender tankerne afsted til en filmscene, hvor et hold af fabriksarbejdere sidder og groover ufortrødent i arbejdstiden, mens de funderer over tilværelsen. Om dette billede har været hensigten, skal jeg ikke gøre mig til herre over, men den minimalistiske musical-vibe er bestemt til stede her.

Generelt set har vi at gøre med et knap så syret og lydtungt album her, end forgængeren, SEXEDE, som i højere grad legede med de skærende synthesizere, og subsoniske passager. På en måde er LALA lidt mere folkeligt. Dertil skal det dog nævnes, at både ”HONEYMOON” og ”MENNESKEKENDER” afslører, at drengene stadig har en forkærlighed for det industrielle udtryk, hvor det tunge, mørke og dragende er i højsædet. Som på pladens forgænger viser de igen deres unikke evne til at mixe ovenstående ingredienser med noget forfærdeligt smukt og fængende, som på mærkværdigvis altid indtræffer på tidspunkter, hvor lytteren ikke forventer det.

Som på enhver anden ”pop”-plade skal det afsluttende nummer selvfølgelig være en følsom ballade, som for alvor får det til at knibe i tårekanalerne og får tændt et hav af lightere. Plat som det lyder formår Kogekunst dog at undvige klichéen fuldstændig, og minder os om, hvorfor denne slags numre sagde os noget i første omgang. Et komplet ømt og rent afslutningsnummer, som traditionens tro besidder et ekstremt fængende omkvæd, og et dragende c-stykke.

Kogekunst er indehaver af et lydbillede, som er utrolig svært ikke at holde af. Selvom der er passager på pladen, som ikke nødvendigvis indeholder samme kvalitet som topniveauet, er duoens originalitet og kvalitet en sjældenhed i dansk musik.

Skrevet af Jacob Mignon

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.