Der kan være meget at hente i et naivistisk udtryk, der læner sig op af den barndom, vi alle kender.
Da de første to (og i øvrigt også det sidste) numre refererer til barnesange og -lege, trykprøvede jeg musikken på min seksårige.
Det var ikke den store succes: Han fandt det på én gang for kedeligt med det ’blå’ udtryk. Men ikke uhyggeligt nok til at det var Halloween, som ellers er i høj kurs.
Fair. Det er nok ikke børn, der er målgruppen – og heldigvis skal vi ikke alle lade os dirigere af en seksårig.
Der er dog noget at hente i det naivistiske udtryk!
Første nummer parafraserer over Jeg Gik Mig Over Sø Og Land, og starter i drømmeland, så i en situation hvor der leges gemme hjemme, herefter en mere vrøvlet strofe, hvor titlen Havets Sand nævnes og endelig en strofe om at være i bur. Måske en beskrivelse af angst, der udvikler sig til noget værre og endelig en indlæggelse?
I så fald: Tak for kaffe. Kom, børnlil og lyt!
Alle Mine Kyllinger er anderledes åben og dansende, vi vender jætter og kommer generelt langt omkring.
Der er en version af vrøvl, vi kalder poesi. Der er også én, vi kalder børnevrøvl. At operere i feltet mellem de to er ret godt set!
Og for lige at runde børnene af så slutter pladen med noget, der er sat op som et børnekor mens der jammes over Dans Rundt i Ring… En sløjfe på pladen.
En cementering af at det faktisk også gerne må blive lidt fjollet, det hele. Og så også afsluttende fast, at det her lydbillede minder lidt om et soundtrack til Bennys Badekar. Og det er en jo stor cadeau!
I denne sound ligger der så øvrige fire numre og en vende-vignet. Det hele er meget finurligt og tekster, der det ene øjeblik vrøvler om fiskehud – det næste sætter poetiske spor.
Jeg må dog erklære mig delvist enig med den seksårige: Den let-jazzede, ofte blå stemning gør ikke så meget godt for mig.
Jeg er helt med på præmissen og finder det også godt set, at der her er et felt, man kan skrive noget i.
Problemet for mig er dog, at jagten på mening, humoren og de poetiske sniplets bliver lidt for udfordrende.
Den næsten klagende vokal gør også, at jeg kan blive en smule irriteret og jeg synes især den sarte Du Har Blomster… starter lidt for skrøbeligt for min svag og jeg får associationer til en svunden tids pædagogiske rundkredse, hvor meningen nok i lige så høj grad fandtes i det, der var stoppet i piben, der i øvrigt også gik på tur rundt i kredsen.
På den måde er der også lidt museum over projektet.
Jeg tror, Spøgelsesunger er et meget ambitiøst projekt. Jeg er bare bange for, at det ikke er for mig.
Det har været spændende at lytte til, prøve at finde mening i – men i den sidste ende har jeg bestemt ikke lyst at sætte pladen på igen, når jeg er færdig med anmeldelsen.
Men! Jeg vil med garanti komme til at nævne albummet i en sær bisætning eller som en obskur popkulturreference om noget tid. For det er NOGET!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
