Kira Skov + Bisse, Atlas, 28/11 – 2015

0
1210
views

Kira Skov havde taget særegne Bisse med som opvarmning lørdag aften på Atlas, og Bisse gav vores udsendte anmelder én på opleveren, mens Kira Skov’s koncert var vellykket – men måske ikke helt så god som potentialet berettiger til.  

Med et smæk-fyldt Voxhall til John Grant var der tilsyneladende ikke så mange, der havde valgt at slå vejen omkring Atlas for at se Kira Skovs turne-afslutning. Det betød at gulvet var tomt og folk sad ude ved kanterne, og da opvarmningen gik på, havde en stor del af publikum sat sig på gulvet foran scenen, hvor de blev siddende indtil de blev bedt om at rejse sig et godt stykke inde i hovednavnets sæt.

Piano Bisse
Piano Bisse

Bisse ★★★★☆☆

Bisses performance var en oplevelse i tre akter; først indtog Thorbjørn Radisch / Bisse scenen med en spoken word-ouverture, så en session, hvor Bisse sad med ryggen til publikum ved et flygel (primært materiale fra PMS og Umage), for slutlig at styre en laptop og lege med røgmaskine og stroboskob-lys i en næsten rappende tredje afdeling (materiale primært fra Bitchin).

Bisse er en halv-kejtet skolelærer-type, som klart brænder igennem med sin lyrik og fremførelse. Man er på den måde ofte i tvivl om, hvor vidt dette er humoristisk eller dødsens alvor.

Inden Bisse satte sig til flygelet, fik han sagt nøglesætningen ”Jeg har så meget på hjerte”. Bisse kan ikke beskrives bedre end med netop denne sætning; både i spoken-word, piano-satsen og den elektroniske tredjesats er der ord. Masser af ord.

Det er samfundsrevsende og uhyrligt kritisk overfor forbrugersamfundet. I spoken-word-sessionen får Mærsk det glatte lag, mens McDonnald’s og meget andet også tildeles drøje hug. Selv i pianosessionen er der mere tale om recitering af tekster end egentlig sang og teksterne fremføres med vrængende indignation som vi kender det fra C.V. Jørgensen – eller måske i virkeligheden Michael Strunge?

Der er i hvert fald ikke meget håb for menneskeheden at spore, når Bisse bokser klaver og synger om action yoga (et af de mere sarte numre). Desværre er der så mange ord, der fremføres så hurtigt, at de drukner og bliver mudrede. Det er lidt sært at være til en koncert på sit modersmål og så have lange passager, man simpelt hen ikke forstår. Ærgerligt nok, for i al sin syre og bitterhed er nogle af sprogblomsterne ikke bare sjove og underholdende – men faktisk skarpe og gennemtænkte. Det er i hvert fald tydeligvis ‘heavy’ for Bisse at fremføre det her og tilsvarende vigtigt at kommunikere sin indignation ud.

Spoken Word Bisse
Spoken Word Bisse

Desværre bliver det bare endnu værre i tredje sats, hvor laptoppen lægger forskellige elektroniske spor, hvor Bisse så mere regulært rapper ind over. Men lydbunden gør også at den i forvejen lidt mudrede tekst bliver endnu sværere at høre.

Det er dog hele vejen igennem en særdeles underholdende oplevelse at opleve Bisse. Der bliver i den grad brændt igennem og det hele virker utrolig underholdende, om end det også af og til primært er smilebåndet, der bliver trukket på – især fordi det er en ret absurd oplevelse at lytte til Bisses udladninger. Så… Kongelig underholdning! Men også lidt sært ikke at kunne høre ordene ordentligt, når de nu er så vigtige for kunstneren at få kommunikeret ud.

Kira Skov ★★★★☆☆

Kira Skov er noget så sjældent som en dansk rockmusiker, men inden for de sidste år – både på hendes sidste par plader og i The Cabin Project – er er lagt noget mere vægt på stemninger og i virkeligheden hendes fremragende stemme.

Dette betyder, at da hun går på scenen med sit band bestående af guitarist, trommeslager, bassist (hendes husbond, der nærmest får lige så meget fokus på scenen som Kira selv) og en tangent-mand, så er det oftest ikke guitaristen, man får soloer fra: Det er oftere synth-soloer, der sættes ind med i de stærkt fremførte numre. Vi er altså ret langt fra 3-4-derudaf rock, og mere i retning af sfærisk singer-songwriter-musik. Og der er i den grad tænkt i lyd og stemninger.

I den første del af sættet står Kira Skov bag mikrofonen og dansker i bare tæer og lyssætningen og den musikalske stemning gør, at man som tilskurer både kommer rundt om en Twin Peaks’ Roadhouse-stemning – og endda måske også et smut i The Lodge?

Hvor Bisse var en lidt sær opvarmning til koncerten, passede den Nick Cave-CD, der blev spillet mellem de to acts noget bedre til den stemning, Kira Skov og band leverer. At publikum stadig sidder på gulvet foran scenen her, bidrager også til den lidt særegne oplevelse.

Kira Skov nyder tydeligvis den mere diva-prægede fremtoning og hele koncerten virker virkelig kontrolleret, mens hendes performance og smådans dermed kan svæve oven på vellyd. Der er noget tidsløst over performancen, og jeg når både at tænke Piaff’sk vibrato, tidlig Tori Amos og noget Patti Smith’sk over det hele. Men samtidig er Kira Skov selvfølgelig sin egen og leverer også sine egne sange (pånær et Nina Simone-cover).

Selv om lyden er helt i top, så savner jeg nok i virkeligheden en form for nærhed eller at bandet og Kira for alvor brændes igennem. Det vil være totalt unfair at sammenligne med den små-råbende Bisse, men når Kira Skov synger “you’ve got a smile to remember” så brænder det bare ikke helt igennem for mig.

Kira Skov
Kira Skov

I al den fine lyd, der dydigt er skruet ned, så de ellers vilde nok guitargains ligger lidt i distancen, så bliver det hele lidt rigeligt café-agtigt. Som at gå ind i en film, hvor der er et band, der spiller i baggrunden. Måske er det også en effekt af at sidde på gulvet, for koncerten ændrer en smule karakter, da vi bliver bedt om at rejse os og Kira selv griber en guitar. ‘Hard Rain’ leveres med lidt mere rocket kant end de tidligere numre, og selv et julenummer (!) bliver leveret ganske fint uden alt for meget sukker.

I den sidste ende er det bestemt også en fin oplevelse at høre Kira Skov, og da hun vender tilbage til et encore, understreges bandets dygtighed og hvor fine evner, der har været i sangskrivningen i en Sting-lignende evne til at bruge skæve taktarter, uden at man som lytter nødvendigvis lægger mærke til det.

Der er – med andre ord – masser af overskud. Men da det sidste nummer – ‘My Love’? – klinger ud, kan jeg ikke lade være at tænke, at selv om Kira Skov har en fantastisk stemme og et lige så fantastisk band, så kan jeg alligevel ikke lade være at tænke at den udmærkede plade May Your Mind Explode a Blossom Tree ikke helt bliver forløst på denne aften, og potentialet til en stor diva-koncert bliver ikke helt forløst. Måske fordi det er sidste koncert på turneen? Måske fordi vi sad så meget ned?

Tilbage står man dog med et indtryk af et dygtigt spillende band, og en dygtigt syngende sanger. Og jeg er oprigtigt spændt på at høre, hvad hun finder på næste gang!

 Af Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.