Home Upcoming & Rockin' November 2019 - U&R Kill Trip: Bury The Sky ★★★☆☆☆

Kill Trip: Bury The Sky ★★★☆☆☆

576
0

10 sludgede rocksange på 36 minutter, det lyder måske ikke af så meget, alligevel bliver det lige i overkanten på Kill Trips debutalbum.

Det er bestemt ikke fordi Kill Trip ikke kan grumse-rocke godt og grundigt igennem, eller ikke har styr på genrens virkemidler og værktøjer. Alligevel føles 10 numre i bandets ruskende selskab som en lidt for lang udflugt, hvilket skyldes en masse småting, der kaster grus i maskineriet.

Først og fremmest er jeg ikke helt solgt på bandets lyd og produktionen visse steder på pladen. Den har ellers været i kompetente hænder hos Jacob Bredahl i Aarhus, så måske skyldes noget af det også blot personlige præferencer fra mine side? Et problempunkt for mig bliver blandt andet den konstant forvrængede vokal, så det lyder som om der synges ud af en gammel, ramponeret transistorradio. Det havde været fint i mindre doser men over en hel plade bliver det hurtigt noget monotont og trættende. I det hele taget er det samlede lydbillede noget “rustikt” og goldt, det er nok et helt bevidst valg, men også her kunne jeg have foretrukket lidt mere variation.

Variation får man så til gengæld i sangene, hvor Kill Trip sådan set på ganske vellykket vis får banket nogle ret forskelligartede numre af. Derfor er det, trods min nævnte forbehold, heller aldrig en plade der går helt i tomgang. Stilen spænder over det sludgede, stoner og nogle mere metalliske tiltag, som giver et dejligt hårdtslående lydbillede, hvor jeg dog godt kunne savne lidt mere tyngde og “opff” i lyden hist og her. Beskidt og gustent er det, men det måtte gerne rykke endnu mere i mellemgulvet.

Kill Trip er på mange måder ret klassisk, eller kunne man sige konservative, teksterne kredser om velkendte temaer som fattigdom, samfunds- og systemkritik, religion, stoffer og døden. Det er nærmest pladen fuld, hvis man spillede metal-bingo. Det er jo ikke i sig selv en garanteret hæmsko, det bidrager dog alligevel til en følelse af, at Kill Trip godt kunne overveje at kaste klichéerne overbord og prøve at styre mod mindre sikre farvand.

Et lille intermezzo som “New Media Disease”, et knap 30 minutter langt sample af nyhedsudsendelser, som leder over i “Go For Death!” midt på pladen, virker en kende fortærsket og i sidste ende også overflødigt. Det bliver bare lidt for udpenslet og “on the noose” for mig, når man i forvejen kredser om ret velkendte tematikker. Man behøver ikke nødvendigvis sige noget nyt for, at det er relevant, men måske kunne man prøve at finde en bare lidt ny måde at få sine budskaber igennem på?

Når det kører for Kill Trip, som eksempelvis på den tempofyldte og riff-tastiske “Smoke Will Follow Me”, der indledes med et meget Bombus-klingende riff, så er det dog svært ikke at sænke paraderne og bare tage imod Kill Trips musikalske hug. Åbningsnummeret “Eyes Of The Lake” indeholder nogle af de samme kvaliteter, her går det over stok og sten, det rumler og bumler på herlig vis, skidtet holder sig lige og lige på skinnerne på den fede måde. I det hele taget oser bandet af en ret smittende selvtillid og coolness-faktor, hvor det bare lyder godt gammeldags fedt og sejt – godt med vind i håret, en god bredstående og derudaf.

Allerede på andet nummer, “Bones of Winter”, løber jeg dog ind i de første bump på vejen. Vokalens klang  går mig allerede en lille smule på nerverne, men værre er, at jeg synes melodien bliver noget tung i røven, det lyder meget af tiden som om bandet virkelig skal slås for, at bagdelen ikke bliver hængende og nummeret ender med at slæbe sig noget afsted. Det er et eksempel på et nummer, hvor jeg tænker at det ikke helt har været besværet værd og det samlede indtryk havde været stærkere, hvis den bare var blevet undladt.

Sådan veksler pladen lidt mellem numre, hvor Kill Trip virkelig har tur i den og andre, hvor tingene ikke helt går op i den der højere enhed og helhedsindtrykket mudrer noget til. Der mangler måske kort og godt en fornemmelse af at bandet holder momentum et helt album igennem. Ærgerligt, for når man rammes af lydtrykket fra et nummer som den grumt snerrende og knurrende “The Bane of Man”, pladens næstsidste, så er Kill Trip sgu’ et dejligt kradsbørstig bekendtskab.

Over en hel plade bliver det samlede indtryk dog lige en kende for ujævnt, derfor ender vi også på en middel karakter. Der følger dog en anbefaling med til, at man selv smager på sagerne, hvis man er til de nævnte genre – i glimt gemmer der sig godter på Bury The Sky.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.