Kenneth Thordal: Den tid. Den sorg ★★★★☆☆

0
589
views

Med en lille plade, Den Tid. Den Sorg, skriver Kenneth Thordal sig ind i en dansksproget, underfundig singer-songwritertradition. Baggrunden er tragisk, da pladen cirkler omkring nummeret ‘Vi Slår Døden Lidt Ihjel’, skrevet til Thordals datter ved hendes død i en alder af 16 år. Den balladetunge plade gør egentlig ikke meget væsen af sig, men passer fint ind i op til flere singer-songwriter-traditioner.

I Danmark har vi en etableret tradition for leg med sproget. Dobbelttydigheder, mystiske metaforer og særheder falder inden for denne genre inden for begrebet ’poetisk’ og Thordal lægger sig fint i slipstrømmen af folk som Tobias Trier med café-venlig, underfundig pop.

Den musikalske side af sagen er fin, nedtonet og på mange måder klassisk: Akustiske instrumenter, der bærer sangene stille frem – typisk via klaver. En varm træblæser hér, en støvet trompet dér – det hele er meget afdæmpet og fint.

Dynamikken bliver dermed også lidt mere subtil, men i et nummer som ‘Evig Rejse’, hvor der bygges op i bridgen til et storladent refræn og der spilles på alle tangenter med ritardando og release, da man kommer ind i refrænet – Det er ganske, ganske fint!

Thordals stemme er forklarende og fortællende – og har et lidt særegent præg ikke ulig Trier. Også det fungerer fint – om end stemmen udfordres til bristepunktet under den langsomme ballade ‘Hvor Er Du Nu’. Nummeret falder dog netop inden for kategorien dybfølt. Så effekten fungerer.

Vi er dermed i gang med pladen, der som nævnt ovenfor indeholder den rørende, lille sang, ‘Vi Slår Døden Lidt Ihjel’. Konteksten er lidt hård, men sangen er i virkeligheden en fin, lille sag, hvor der også leges med sproget: vendinger som ”Og du taler til mig i min fantasi /Danser fjollet med mig selvom alting er forbi” skærer der, hvor det gør ondt, men bliver sobert fremført.

Og flere gange kan Thordals tekster – og ikke mindst fremførelsen – blive helt Unmack’sk og der kan gå næsten (igen sober) teater-musik i den i et nummer som ‘Glip’, som i klassisk by-æstetik går ”Jeg går aldrig mere / Glip af det der sker. Jeg bor i hver en lejlighed / Men aner ikke en skid / Om hvem min nabo er / Og hvad hun laver her”.

Som nævnt: Små, underfundige tekster med fine beskrivelser og billeder – ofte refererende til byen.

Som andre, jeg har anmeldt, benytter Thordal også lejligheden til at genbruge en højskolesang: Afslutteren ‘På Østerbro Gik Solen Ned’ parafraseres der over ‘I Østen Stiger Solen Op’ og – tjah – det er en sjov idé, som jeg nok trods alt må sige at have hørt bedre andensteds.

Hverdagspoesien får også en tur i møllen og ‘Hey Det Okay’ åbner med en spidsfindighed som ”Vi bader i pasta med kødsovs fra morgen til aften / Og du spiller Heroes med Bowie og han har en kat”.

Og disse spidsfindigheder og leg med subgenrer såvel som sproget er egentlig ret typisk for Den tid. Den sorg:

I pressematerialet skrives der måske lidt beklagende over, at Thordal aldrig er blevet sådan rigtigt spillet på radioen. Og et langt stykke hen ad vejen forstår jeg det godt: For der er fine ting på pladen, den er både sympatisk i tekst, musik og falder næsten perfekt ind i en form for cafe-pop.

Men der er også andre, gode sangere derude. Konger af hverdagen, etablerede poeter, der hylder København.

Og det er faktisk lidt synd. For Den tid. Den sorg er en fin plade som ikke bare gør sig godt, men også har ikke bare én men flere historier.
Jeg vil i hvert fald anbefale den på det varmeste til folk, der holder af leg med sproget!

Anmeldt af Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.