Keema: Rise Up ***** (5/6)

0
1336
views

Lad det være sagt med det samme, Keema’s musik er ikke lige min kop kaffe, er personligt til stærk sort, hvor Keema lander på en stor latté. Det er såmænd ikke fordi musikken er dårlig, for det er den langt fra, men den rammer et stykke fra hvor jeg normalt bevæger mig i rock og metal, og åbenbart også kaffe.

Keema spiller, ja hvad skal man kalde det, pop ‘n’ metal, selv kalder de det “det tungeste pop du nogensinde har hørt”, så betegnelsen er vel ikke helt off. Keema lyder som en blanding af mange bands og genrer, og at nævne nogen vil næsten være synd for alle dem man ikke nævner, men jeg smider da lige et par referencer alligevel. Volbeat, Breaking Benjamin, System Of A Down, Linkin Park og en bette snas Pantera, og en helvedes masse amerikanske hardrock bands.

Netop udlandet, og USA, kunne jeg forestille mig, er bandets store drøm, og Rise Up er skabt til at ramme, især det amerikanske (hard)rock publikum. Og nu hvor Volbeat har åbnet døren med deres boogie ‘n’ metal, hvorfor så ikke bare smide bandbussen ind i deres slipstrøm, og indtage The Land Of Dreams? Materialet er ihvertfald klar.

Speaking of, Rise Up er som sagt titlen på Keema’s debut album, består af 9 hårdtpumpede sange, og en knap så hårdtpumpende, ledt an af forsanger Kim Hesselberg’s kyndige vokal (sanger, guitar) og bakket op af Rune Buck (guitar, kor), Fyssy Korsholm (Bas, kor) og Jack Andy (trommer, kor).

Albummet sparkes i gang af det hidsige titelnummer “Rise Up”, en hårdtrockende melodisk skæring, der har masser af bund, aggressive guitarer, hårdtslående trommer, råben og lidt growl. Altsammen perfekt afbalanceret, disponeret, og forsanger Kim Hesselberg’s vokal er som skabt til denne genre, et perfekt match.

Det samme kunne jeg sige om resten af albummet, uanset om bandet skruer ned for tempoet, som det sker i “Something About You” og “Bliss”, som nok er det der kommer tættest på “ballader” (når man ser bort fra “The Burden”, mere om det senere), ja så kommer man aldrig til at kede sig som lytter. Det er ikke for kompliceret, ikke for poppet, ikke for tungt, men varieret nok til at man aldrig keder sig.

Et godt eksempel er “Embrace”, der lægger stille og roligt fra land, med lidt skønsang og alt er uh så rart, med “ahh-ahh kor” og hele svineriet, sødt – her bliver lattén næsten til en stor cappucino med sukker. Og lige som man skal til at tage første slurk af den, ja sørme om det søde ikke bliver afbrudt af et stykke med growl, jo jo, og sangen slutter med en fin blanding af sødt og surt. Dejligt forfriskende, ikke at det ikke er hørt før, men det fungerer upåklageligt, det er sgu god pop-metal.

På “Hate”, “God’s My Lady”, “Goodbye” og “Here We Stand”, bliver der skruet lidt ned for aggresiviteten, bevares, der er da stadig et par råb hist og et growl her, men der er dømt mere poprock end metal, mere mainstream. Det gør dog ikke det store, det giver luft og variation på en action-packed plade.

Videre til “The Burden”,  ja, her snakker vi for alvor ballade og sukkersød musik, og må ærligt indrømme, at det trods alt bliver en kende for sødt til min smag. Det er måske nok et meget fint nummer, men det skiller sig gevaldigt ud, og der er i den grad dømt stadionrock’ish lighter ballade.

Vi skynder os videre fra stadion og til albummets sidste sang “Fighting Everything” Det afrunder på fineste vis et varieret album, indeholder alt man som lytter lige har været igennem på de 9 foregående skæringer, og trækker fint den røde tråd hele vejen i land. Og sammen med “Rise Up” er “Fighting Everything” samtidig albummets stærkeste sange.

Jeg kan ikke andet end bøje mig i kaffegrumset over Keema og deres evne til at skrue fængende og melodiske sange sammen. Omend teksterne er en anelse banale og de i den grad ikke opfinder den dybe tallerken, har de styr på deres håndværk, de ved hvad de vil og hvorfor. Det ender med et stilsikkert, hårdtrockende og overbevisende pop ‘n’ metal album, der har fortjent at blive hørt af rigtig, rigtig mange mennesker.

Anmeldt af Bonde

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.