JustinHate: Marrow ★★★★☆☆

0
414
views

JustinHate er aktuelle med et nyt album, udsendt lige inden vi gik på ferie, som vi nu får samlet op på. Der er tale om velkendt metallisk københavner hardcore, med et solidt bundniveau, hvor der måske lige mangler de sidste numre, der løfter det hele.

Og så begår JustinHate sig i en genre, der måske efterhånden trænger til lidt fornyelse og nytænkning. Det er egentlig ikke noget man kan klandre bandet her for, de gør det godt, men man har efterhånden hørt den københavnske hardcore scene i mange udgaver – af flere omgange – så der skal en hel del til at overraske.

JustinHate spiller ikke lige så hurtigt som grindcore-grenen med repræsentanter som UxDxS eller Piss Vortex, det er ikke lige så iørefaldende som hardcore/crust punkere som eksempelvis Halshug. Mørket er ikke så omklamrende og knugende som hos Redwood Hill, udtrykket ikke så psykotisk som hos et band som Hexis, eller genremæssigt grænsesøgende som hos LLNN.

Skulle man nævne en slægtning kunne det være et band som Barricade, med noget af Hexis’ vanvid dryppende ned af væggene. Men hvorfor overhovedet disse sikkert, ikke mindst for bandet selv, irriterende sammenligninger? Jo, måske savner jeg bare at JustinHate for alvor får pisset deres territorie af og slået fast hvem de er med en knytnæve lige i fjæset, som ikke er til at komme udenom.

Marrow byder på bundsolid sangskrivning de ti numre igennem, fordelt på lige under 40 minutter. Der er ikke meget fedt at skære fra, albummet flyder godt og det er “nemt” at lytte til. Men måske også lige for nemt at styre udenom i længden, hvor jeg savner lidt flere numre som drager mig til gentagende lyt, eller som bare er så fede at de insisterer på at blive hørt. Igen og igen!

Der er enkelt numre der stikker ud, hvor JustinHate virkelig har fat i noget der fungerer og som begynder at hive i mig og trække mig tilbage mod pladen. Cirka halvvejs får vi mit personlige højdepunkt, “Evigheden Skal Knuses”. Den skiller sig ikke kun ud fordi titlen på dansk, som eneste nummer på Marrow (andre numre, som den onde åbner “Infantem” har så vidt jeg kan høre også dansk tekst). Stilistisk er der også andre dyder på spil her end størstedelen af de resterende numre. Tempoet sættes ned, der skrues op får det mere episke og storladne metalliske i lyden og i det hele taget spilles der mere med muskelkraft end fart og raseri.

Det klæder bandet virkelig godt, ligesom det danske islæt måske var en vej de skulle drage længere ud af næste gang. Det har et eller andet over sig. Nu er det jo ikke noget nyt med hardcore (jeg bruger udtrykket i bred forstand) på dansk, et band som Czar hærger også løs på modersmålet, men JustinHates bud i form af dette nummer er nu et af de mere vellykkede jeg kan mindes.

En sang som titelnummeret “Marrow” rummer noget af det samme mere episk anlagte i indledningen, inden der losses igennem, tempoet ryger i vejret og temperamentet ryger op i det mere rødglødende felt. Der har JustinHate det, dømt ud fra ikke så få af numrene på denne udgivelse, rigtig fint med at opholde sig.

Det er der sgu heller ikke det mindste galt i, og med fine numre som “Wittennoom”, Apostasy” eller “Aphopsis” lægger man også gerne ører til bandets frådende tæv. Men man sidder også med en fornemmelse af, at det er lidt velkendte prygl og måder at afstraffe lytterne på, som bandet disker op med. Isoleret set, så er det gode numre, men efter endt lytning har jeg lidt svært ved helt at huske hvordan de egentlig lød enkeltvis.

Derfor ligger Marrows største styrke måske også i helheden, og fornemmelsen af, at det er et album som hænger ret godt sammen, aldrig mister fremdrift og som bør høres ud i et. Så snyder man heller ikke så sig for den effektive lukker “Nyctophilia”, hvor bandet lige uddeler det sidste rumlende hug til mellemgulvet, så man alligevel ikke forlader lytningen med al luft i kroppen.

Det er bare ikke helt nok til, at jeg føler mig sendt til tælling. Måske har jeg bare hørt lidt for mange af de her kjøwenhavner bands de seneste par år, så mine sanser er blevet lidt lammet og kræver-genet lidt for grådigt? Om ikke andet, så ville det her uden tvivl være et godt sted at hoppe på hardcore linjen gennem byen, hvis man ikke har taget turen så ofte – og det var ment som en kompliment.

Vi ender derfor på 4 velnærede men lidt velkendte stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg JustinHate på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.