Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Jens Jepsen: Fool ★★★☆☆☆

Jens Jepsen: Fool ★★★☆☆☆

1496
0

Jens Jepsen album-debuterer  med en omgang country/folk værtshusrock og rul af den gamle skole, hvor den personlige fortælling Jepsen har med i bagagen ikke helt kommer til sin ret, på grund af for mange lange numre og en vokal der ikke resonerer hos denne anmelder.

Den helt store fejl, lige ud af starthullerne, er for mig, at Jepsen synger på engelsk og ikke dansk. De engelske gloser lyder aldrig naturlige eller specielt troværdige i Jepsens mund, og hæmmes desuden af en stemmepragt der hurtigt går fra skæv og personlig til enerverende og mildt sagt ujævn. Det er helt klart acquired taste, og jeg vil ikke udelukke at nogen vil falde pladask for den lidt skærende, brægende og udkrængende stil Jepsen lægger for dagen. Men den sætter altså i den grad en stopper for mig som lytters engagement, indlevelse og emotionelle forbindelse til teksterne. Og så er der, desværre, ikke så meget tilbage at hænge sin lidt slidte hat på.

Udgangspunktet og universet er ellers lovende, med fortællinger fra værtshusets tilrøgede kroge, om modgang, om at stå imod og være trodsig. Altså et ganske sympatisk fundament, om end et der er blevet bygget oven på mange gange i musikhistorien, og desværre også med mere prangende resultater. Jeg kan sgu’ ellers godt sluge en ordentlig stærk sjus med outsider rock, og kønt skal det helst ikke være, men i dette tilfælde bliver oplevelsen for mig beklageligvis distancerende, i stedet for inkluderende, og vi ender med et album der ikke rigtig giver mig noget – eller som jeg nogensinde føler mig tiltrukket af.

Her er det, som nævnt, vokalen der er et af de helt springende punkter. Nogen vil sikkert finde noget charme og kvaliteter ved den, den er i hvert fald sin egen og er om ikke andet udtryksfuld, men lytter jeg til mere end et par numre af gangen, så får jeg ganske enkelt nok. Og selv hvis jeg isolerer numre som “I Was Dead”, så står jeg af overfor vokalen allerede i løbet af det første minuts spilletid, hvor det ganske enkelt kommer til at virke noget marineret og forceret i mine ører. Nummeret gennemstrømmes ellers af en fin, lidt Johnny Madsen’sk blålig trampefods blues-rock, der muligvis er slidt lidt tynd af Madsen selv og derfor ikke ligefrem overvælder med nytænkning – men det er velspillet og kompetent udført.

Det er generelt Fool‘s absolut største force, instrumenteringen, der også tæller kontrabas, lap steel og banjo, og brugen heraf, er lækker og varm det meste af vejen, og rammer fint den traditionelle landlige sanger/sangskriver stil der sigtes efter. Ærgerligt nok mangler der nogle lidt mere mindeværdige melodier blandt de 9 numre til at løfte helhedsindtrykket yderligere. På den anden side kan man sige, at det heller ikke virker som om bandet er ude i noget hit-relateret ærinde, der er mere tale om “sidde med en øl og vippe med live” musik.

“I Was Dead” lider også under et andet problem, der viser sig som albummet skrider frem. Med en spilletid omkring 5 ½ minut føles den noget lang i forhold til hvad den egentlig kan bære. Det er en tendens der præger pladen fra cirka halvejs og resten af turen. “Moving On”, 5 ½ minut, “I Was Dead”, 5 ½ minut, “Your Trace Is Gone”, 6 ½ minut, “Pay”, 5 minutter og så den forholdsvis korte lukker, “Just Let Go” på 3 minutter og 50 sekunder. De 4 numre der følger inden bliver lidt en kamp at sidde igennem, da jeg ikke rigtig synes at nogen af dem, hverken lyrisk eller melodisk, behøver være så lange.

Da de tempomæssigt heller ikke ligefrem sprudler og spjætter, så hæmmer det albummets fremdrift en hel del, så man nærmest føler man begynder at sidde lidt for godt fast på barstolen. Så kan man jo argumentere for, at det er et lytte-album. Helt klart, men så er vi tilbage til de problemer jeg har med at lægge ører til vokalen i mere end et nummer eller to af gangen.

Den fine, nedbarberede afslutter, “Just Let Go” har ellers fat i et eller andet der fungerer, hvor også Jepsens vrængende stil kommer mere til sin ret – måske er det fordi han er alene med sin guitar og ikke virker som et friktionsskabende element blandt de mere vellydende instrumenter i de andre numre? Her vil jeg især fremhæve guitar-arbejdet og klangen, eksempelvis lap-steel’en i den sydstatsveranda stemningsfulde “Banjo Man” (måske albummets bedste nummer), eller den blues-sjælfulde passage i den lange “Your Trace Is Gone” – lækkerier!

Man kan i samme åndedrag heller ikke anklage Jepsen og band for ikke at variere deres lyd i løbet af Fool, udover de nævnte indflydelser fra country, folk og det bluesede, så har numre som “Sweet Marie” og “Wall of Shame” også et lidt jazzet præg, hvor især kontrabassen bidrager til den jazzy feeling. Pluspoint for at prøve nogle forskellige ting af, men samtidig ikke sætte grundstemningen over styr.

Jeg ender med at være lidt i vildrede over hvordan jeg skal fælde en endelig dom og smide stjerner efter Jens Jepsen. Den personlige oplevelse ligger et godt stykke under middel, men det er ikke sådan at jeg automatisk trækker stjerner når noget ikke er nyskabende, eller nødvendigvis falder i min personlige smag. Men på en måde kommer de ting, der ikke falder i min smag til at fremhæve det faktum, at der ikke er meget nyt under solen her – jeg mangler simpelthen noget mere end “de spiller godt” til at vi skal længere op på skalaen.

På den anden side, så opfylder Jens Jepsen og band jo den målsætning de havde, den var nemlig ikke at komme med et nyt bud på den country-rockede værtshus-rock, men at bruge det klassiske udgangspunkt til nogle personlige fortællinger. Sympatisk, bestemt, men som nævnt ikke noget der rører mig i nogen nævneværdig grad.

Jeg ender på 3 vejledende stjerner, er du til genren og en vokal der er helt sin egen, så giv det et lyt – så lytter jeg til Sturgill Simpson i mens.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg jens Jepsen på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.