Jacob Faurholt: Super Glue ★★★☆☆☆

0
839
views

Produktive Jacob Faurholt, som ud over at udgive flittigt under eget navn, også har udgivet en del musik som Crystal Shipsss, er klar med et nyt album. For første gang har den ellers DIY-orienterede Faurholt været i et rigtigt studie og indspille – det er dog stadig umiskendeligt Faurholt, men desværre mangler der noget dynamik. 

Vi har tidligere anmeldt Jacob Faurholt 3 gange under Crystal Shipsss-navnet og 2 gange under eget navn, så måske er han faktisk den kunstner vi samlet har anmeldt flest gange? I hvert fald på plade. Faurholt holder altså et imponerende output, i hvert fald hvad angår kvantitet.

Det starter nu også ganske stærkt på Super Glue med den både langsomt spacede og catchy lo-fi sag, ‘Floating In Space’, hvor Faurholts lyse stemme, korstemmer, keys, repetitiv guitar og trommer danner en fin helhed. Det afløses af det mere uptempo-titelnummer, som også er i den fængende ende, uden helt at nå højderne fra første nummer.

Det er der faktisk ikke rigtig nogen af numrene på resten af albummet, der gør. Den dæmpede ‘Guided By Voices’ gør et fint indtryk, men hvor over 5 minutters spilletid virkede passende på åbneren, føles de knap 4 minutter ‘Guided By Voices’ varer en smule for langt – og det er desværre tilfældet på en del af numrene. Samtidig går den næsten umærkeligt over i ‘On Top’, og selv om det bestemt også kan opfattes som en kvalitet, at numrene flyder sammen, bliver det det ikke rigtig for mig som lytter.

Faktisk flyder denne del af albummet lidt for meget sammen for min smag, også ved tredje og fjerde gennemlytning. Det bliver simpelthen for stillestående, uagtet at Faurholt har et godt øre for melodier – de måtte bare godt få lov at kigge mere frem. Eller måske skulle der bare skæres lidt i de atmosfæriske klange og afveksles med mere dynamisk støj, noget som Faurholt tidligere har vist at han kan.

Det atmosfæriske fungerer ellers stemningssættende og godt på åbningen af ‘Holy Mother’, hvor man får fornemmelsen af at flyde vægtløs rundt mens man betragter en solstorm, men det er atter som om det går i stå efter de indledende øvelser. Her begrænses spilletiden dog til under 2 minutter, som også er hvad kompositionen kan bære.

Efter en lidt for lang stillestående periode sætter ‘Future Wife’ en smule liv i kludene igen med friske synths, en fin melodi, og i koncentreret form. Her ville endnu mere tempomæssig variation have været kærkommen, men uanset at ‘Pictures of You’ bestemt har sin egen charme, punkterer den det momentum man anede kunne indfinde sig med sit relativt nedbarberede udtryk og langsomme tempo. Nu er langsomt tempo ikke en hæmsko i sig selv, og nogle vil givetvis føle sig i fint selskab med Faurholt (det gør jeg sådan set også), det handler mere om at tempo og kompositioner kommer til at minde lidt for meget om hinanden, og når samme type numre så følger efter hinanden, ja, så får jeg simpelthen lidt svært ved at holde fokus på at lytte.

Således er ‘Stars’ et godt stykke af vejen ret tæt på det foregående nummer i stemning og tempo, men heldigvis tilføjer percussionen, der dukker op knap to minutter inde, lidt ekstra nuancer, ligesom melodien står lidt skarpere. Dæmpede tangenter og ekko-effekt er virkemidlerne på ‘Sad World’, og selv om der kommer lidt synth og kor på, så er det altså stadig begrænset hvor meget min interesse bliver fanget. Det er lige før man bliver lidt sørgmodig over det, for Faurholt kan bestemt noget – man sidder bare med fornemmelsen at det ikke helt bliver indfanget på Super Glue.

Det gør det dog delvist på ‘One Last Goodbye’, som er i den gode ende, med gode melodistykker og en simpelt dunkende, men velfungerende rytme, og en afslutning, hvor der endelig bliver tilføjet noget dynamik til lydbilledet. Det måtte der gerne have været mere af undervejs, for det falder simpelthen for sent til at redde albummet fra det relativt søvndyssende. Det er i og for sig ikke dårligt, det Faurholt har skruet sammen og selv om produktionen (af Brian Batz fra Sleep Party People) har sine gode sider, så bliver overvægten af relativt stillestående og ensformigt lydende sange, simpelthen for tung, til at albummet nogensinde letter, efter en ellers lovende start. Det er heller ikke en jordstryger det her, men vi kommer ikke højere end 3 stjerner.

Tjek Jacob Faurholt på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.