Interview med Jesper “Yebo” Reginal, Crunchy Frog, del 1

0
1844
views

Crunchy Frog fejrer snart 20 års jubilæum og i den anledning har vi fået os en snak med medstifter/ejer og daglig leder Jesper “Yebo” Reginal Petersen, om selskabets historie og opskriften bag den knasende frøs overlevelse i to årtier. Del 2 af interviewet er online og kan læses HER

Det der mødte øjet, da jeg trådte ind i de hellige, uafhængige gemakker hos Crunchy Frog, var på mange måder som forventet. Reoler med stakkevis af alternative albums, væggene prydes af plakater og gamle pladecovers af nogle af de kunstnere der er blevet udsendt på selskabet de seneste 20 år. Lokalet er et åbent kontorlandskab, med en række mere eller mindre “rodede” skriveborde. Der signaleres både åbenhed, travlhed og lidt nørderi – 3 af de ting, der har været med til, at holde selskabet flydende i 2 meget omskiftelige årtier for pladebranchen generelt.

Det var også hovedspørgsmålet der rumsterede i skallen på mig i dagen op til mit besøg og interviewaftale med medejer/stifter og daglige leder Jesper “Yebo” Reginal Petersen – hvordan har de gjort det? Overlevet 20 år som lille, med al respekt, uafhængigt selskab i en branche, som de seneste 15 år (plus/minus) har været presset af internettes muligheder og vanskeligheder ved at tilpasse sig de skiftende vilkår. Svaret skulle vise sig at være lige så simpelt, som det er logisk, i hvert fald essensen af det: Ved at være fleksible og omstillingsberedte, men uden at sætte grundprincipperne, eller “dogmerne”, som Yebo kaldte dem, over styr.

Han snakker meget og stadig med masser af drive og passion i stemmen, ham Yebo, faktisk så meget, at fra jeg starter diktafonen og indtil jeg (eksklusiv enkelte afbrydelser) trykker stop 70 minutter senere, så har han faktisk svaret på samtlige de 20 spørgsmål jeg havde på min blok – vel at mærke uden, at jeg nåede at stille mere end 2-3 af dem. Så enten var de dybt forudsigelige, han var forudseende, eller også fornemmede han hurtigt hvad det var jeg var ude efter. Måske lidt af det hele, hvor om alting er, så fornemmer man dog stadig en stor fortælle- og forklaringslyst.

Han må have fortalt denne, eller dele af, historie rigtig mange gange efterhånden, men man fornemmer det ikke, når man sidder overfor ham. Der er stadig vægt og tyngde bag ordene og det virker ikke bare en remse der fyres af på autopilot og man føler ganske enkelt, at han stadig brænder for det her projekt. Og det er nok også en stor del af “hemmeligheden” bag succesen.

Historien om Crunchy Frogs tilblivelse tager sin begyndelse med bandet Thau, hvor Yebo styrede trommesæt og fungerede som hovedsangskriver. Bandet havde 3 demo udgivelser på samvittigheden, der som Yebo påpeger, dengang var at sammenligne med fuldlængde albums. Bandet gik til Cloudland Records (der allerede havde udsendt et andet band Yebo spillede med i, Trains and Boats and Planes), som Yebo kalder “det efter vores mening ENESTE fede danske label”, men selskabet var på daværende tidspunkt ved at afvikle sig selv, men tilbyder en distributionsaftale. Med det krav, forklarer Yebo, at bandet selv oprettede et selskab til at lave pladeselskabsarbejde som markedsføring m.m.. Promovering og booking var ikke helt fremmede for Thau-folkene, der havde samlet en del erfaring med den slags fra upcoming arrangementer på Stengade 30, fortæller Yebo videre.

Her var eksempelvis Mew og en tidlig inkarnation af det der blev til Speaker Bite Me på plakaten, og med Yebo’s egne ord “en helvedes masse bands der aldrig blev til noget”, pointen var, at Thau havde erfaring med at promovere sig selv og andre bands, og prøve på at se på sig selv og andre med lidt mere objektive forretningsmæssige øjne.

Så skridtet mod at lave deres eget pladeselskab føltes ikke uoverskueligt stort.Thau’s første udgivelse på det nystartede selskab kalder Yebo en succes, første oplag blev udsolgt, et nyt trykt og det nystartede selskab kommer godt fra start. Jeg spørger ind til, om det fra starten var meningen, at selskabet skulle udsende andre bands end “dem selv”, “det lå ligesom i præmissen”, forklarer Yebo og forsætter, “for at undgå, at labelet bare var bandet selv (og omvendt), så var det også meningen, at finde anden musik, som vi fandt egnet eller god”.

THAU, Crunchy X-Mas, 2002
THAU, Crunchy X-Mas, 2002

Thau’s 2 første udgivelser på det nystartede Crunchy Frog skete uden kontrakt, “det var jo ligesom bare os selv”, forklarer Yebo, men med efterfølgende udgivelser fra Death Tothe og Learning From Las Vegas, kom den mere formelle del ind i selskabet. “Nu var der jo pludselig andre folk en bare os selv involveret, så det blev meget fornuftigt at få styr på, hvad er det egentlig var vi lovede hinanden”, som Yebo forklarer pladeselskabets udvikling de første 2-3 år.

“Vi havde ikke nogen penge, Crunchy Frog havde ikke nogen penge – vi var jo bare 4 drenge på SU”, som Yebo beskriver udgangspunktet, så lån i banken og 50/50 deals med bands blev vejen frem. Aftaler hvor bands og Crunchy Frog deler udgifter og indtægter ligeligt, en kontraktmodel der stadig bruges den dag i dag og som Yebo kalder “the backbone” i forretningsmodellen.

Fordelene er åbenlyse, at engagere begge parter og skabe en form for samhørighed og “vi er sammen om det her” mentalitet, hvor det er i begge parters interesse, at arbejde for sagen. Eneste forskel er, at dengang skulle bands komme med pengene upfront, det er ikke længere tilfældet, men på bundlinjen når alt gøres op, så deles der 50/50 i porten når alt er betalt, “det er vores fælles røv”, påpeger Yebo, “det giver en høj grad af solidaritet bandet og label imellem, vi arbejder naturligvis i princippet FOR bandet, men mangler der f.eks. 20.000 kr. når regneskabet gøres op, for eksempel hvis bandet går i opløsning efter 5 års samarbejde, så skriver vi en faktura på halvdelen af beløbet til bandet”.

Han forsætter, “at vi hæfter sammen for beløbet, gør naturligvis også, at bandet har stor medindflydelse på hvad der bruges penge på, vi går ikke bare lige ud og bruger 20.000 kr. på et eller andet vi synes er smart, uden bandet er med på den”.

I det hele taget er det tydeligt, at Yebo gør meget ud af at fremhæve og påpege, at Crunchy Frog har et meget tæt samarbejde med deres kunstnere, og selv om de ikke har prøvet en anden forretningsmodel, så er det også der tilsyneladende er en del af selskabets succesopskrift.

“Der er mange af de beslutninger vi har taget, der er taget på baggrund af, at det simpelthen bare virkede fair i situationen”, forsætter Yebo, “og ofte har det så vist sig at, hey, det er sgu heller ikke en dårlig måde at gøre det på”. Som eksempel på hvor 50/50 aftalen (frem for en mere normal fordeling, hvor pladeselskabet tager en større del af kagen), fungerede rigtigt godt for bandet, nævner Yebo, ikke overraskende, Junior Senior.

“Vi endte med at udbetale hundredetusindevis af kroner, millioner faktisk, til bandet, over årene – jeg tror, nej jeg ved, de var meget tilfredse med den aftale” smågriner Yebo. En anden fordel er, selvfølgelig, at man ifølge chefen undgår “band mod label” situationer, hvor samarbejdet af den eller anden grund kuldsejler og de 2 parter ender med at modarbejde hinanden.

“Og det er nu heller ikke sådan, at vi kommer og tager folks fjernsyn, hvis et band skylder os penge når alt er gjort op”, påpeger Yebo, “men folk de ved, at der er den her gensidige forpligtelse, hvilket i sidste ende resulterer i, at alle parter er indstillet på, at finde en eller anden form for løsning”.

Powersolo på Popkomm, 2004
Powersolo på Popkomm, 2004

“Snake and Jets Amazin Bullit Band er et godt eksempel på et band jeg er skide stolt over at have udgivet. De har nok et eller andet sted altid været, og jeg siger det med kærlighed, vores dårligst sælgende band. Det er musik der er svær at forstå, det er ikke et band der har lyst til at promovere sig selv, de har ikke lyst til at turnere særligt meget, og så videre. Ved udgivelsen af deres anden plade følte de ikke at vi skulle brugen nogen som helst penge på marketing – det viste sig heller ikke at være nogen god strategi. Til gengæld har det vist sig, at det er pissegod musik til film og reklamer”.

Herefter blev undertegnede taget lidt i business school og fik et verbalt grundkursus i forlag, sub-forlag, rettigheder til sange/værker, hvem ejer hvad, hvordan man kan tjene penge på sin musik i lande, hvor den ikke engang officielt er udgivet og andet der, selv når jeg lytter optagelsen igennem et par gange bliver lidt sort for mig. Pointerne jeg tog med mig er, at Crunchy, ud over et pladeselskab, også er et forlag (Crunchy Tunes), som det på sigt er værd at bruge tid og kræfter på, så der på den måde kan genereres flere indtægter – crafty frog!

Det, og så at enhver idiot nok ikke kan drive et uafhængigt pladeselskab, og slet ikke holde det flydende i 20 år. Og så kræver det også en god portion købmandsskab, det kunne man nok godt have sagt sig selv, men som jeg sidder og høre Yebo forklare og blive mere og mere teknisk omkring det, selvom han prøvede at dumb it down for sit blåøjede publikum, så er det ikke nok “bare” at være en ildsjæl med idealer.

“Vi reformulerer hele tiden hvem vi er, netop fordi vi er nødt til at tjene penge. En gang om året sætter vi os ned, hele banden, og siger ‘hvis vi startede et pladeselskab i dag, hvordan ville vi så gøre det?’. Vi har ikke nogen vilde planer om at blive meget større. Det havde vi heller ikke da vi lavede million deals, selv om andre måske sagde ‘hey, hva’ så, hva’ skal i så nu?’….. ikke noget, altså?”, siger Yebo med et lille kækt smil. På 20 år, har Crunchy Frog udgivet plader med 26 kunstnere, cirka 80 albums, svarende til godt 4 om året, det agter de at forsætte med, “vi har ikke ambitioner om at blive større, og vi ser ikke nogen grund til at have et større output”.

Sidste koncert med Superheroes, London 2004
Sidste koncert med Superheroes, London 2004

Hvis man læser andre artikler om Crunchy Frog, så falder man ofte over formuleringer som at deres kunstnere har “fuld kreativ frihed”, det har de også, men med Yebo’s egne ord, så betyder kreativ frihed ikke, at han ikke har meninger om alt. “De ved godt, at jeg elsker deres band når vi har signet dem, så jeg siger det jo for at gøre det bedre, fordi jeg tror at der er noget mere i det, måske mere end det de selv lige ser – og måske hører de lidt mere efter, netop fordi de ved jeg kan lide deres musik”. Det kunne også være som producer på nogle af Crunchy Frogs udgivelser, at Hr. Reginal kommer med input, og så er rollen jo straks en anden, som han selv påpeger.

Det er tydeligt, som snakken skrider frem, at det er Yebo meget magtpåliggende, at få forklaret, at dette samarbejde med de respektive bands, er den absolutte kerne i hele Crunchy Frog projektet. “Vi har da hørt fra bands, som har været på andre labels, at de der pladeselskabsfolk, det er edddermame bare nogle idioter, det ved jeg naturligvis ikke noget om, men at vi har kunnet skære sådan et lille hjørne af branchen ud, hvor det bare er sådan lidt mere…. rart…. at være, og arbejde sammen med mennesker vi godt kan lide, og respekterer, det er en luksus vi har kunnet give os selv”.

Når chefen skal “efterrationalisere”, som han selv kalder det, så er det også grunden til, at selskabet overhovedet overlevede de første 6-7 år, hvor der “overhovedet ingen penge var i det”. De 3 andre partnere i selskabet supplerede med andre jobs, i mens Yebo, i kraft af sin rolle som sangskriver også havde det han kalder “andre indtægter”, havde mulighed for at hellige sig arbejdet med Crunchy Frog.

“Hvis vi alle sammen skulle have trukket en løn, så havde pladeselskabet ikke bestået, og under sådanne vilkår gider man altså kun at arbejde, hvis man virkelig tror på musikken og kan lide de mennesker man arbejder sammen med”, fortæller Yebo og fortsætter, “hvis man ikke får nogen penge for det, eller måske i virkeligheden går og taber lidt penge på det, så gider man jo kun gøre det fordi man har hjertet med – det tror jeg i hvert fald på”.

Vi forsætter snakken med Yebo i del 2 af interviewet, hvor du kan læse om selskabets kommercielle succes lige efter årtusindeskiftet, håndteringen deraf, hvordan tiderne ændre sig og selskabet forsøger at følge med, det visuelle aspekt af den musik Cruchy Frog udsender og mere. Læs anden del lige HER.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto ved overskriften: Shiny Darkly og Yebo underskriver kontrakt, taget af Søren Solkær.

Fotos i artiklen: Jessica Tolf Vulpius (tak for hjælpen)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.