Ilt: Ilt (EP) ★★★★☆☆

0
182
views

Ilt er et forholdsvis nyt post-rocket band, der består af sanger og guitarist Mikkel Konyher, trommeslager Troels Dankert og bassist Piotr Fronek. Deres debut-EP er en omkring 30 minutter lang, svævende sag, som kræver en vis portion tålmodighed og tilvænning. Spørgsmålet er, om tålmodigheden belønnes?

Og det vil der nok være flere meninger om, jeg er heller ikke selv helt sikker. På den ene side er det et veludført album, med 5 forholdsvis lange kompositioner. Bandet tager sig tid, der forceres ikke, lynes i glimt, men ellers sigtes der efter en tilbagelænet og nærmest meditativ atmosfære. En der kræver, at man er lidt i humør til, at få pulsen ned og tage imod.

Er man det, så er det en periodevis smuk og også betagende rejse Ilt tager en med på, men jeg er ikke nået et punkt, hvor jeg giver mig helt hen og forsvinder ind i musikken. Om det så skyldes min egen smag, temperament, dagsformen, eller at musikken lige mangler det sidste et eller andet, er svært at afgøre.

Måske tager de sig næsten FOR god tid? De første to numre, “She Must Be A Cloud” og “Astral ” sniger sig op på næsten 10 minutters samlet spilletid, uden at der, i hvert fald på overfalden, sker nogle voldsomme udsving i stemningen. Behageligt er det, når man mødes af den roligt svævende guitar på “She Must Be A Cloud”, der elegant smyger sig omkring en med sin lidt shoegaze/drømmelignende klang. ikke helt ulig lyden hos Slowdive. Vokalen er her manipuleret eller tilføjet en effekt, der gør den lidt vanskelig for mine ører, at komme ind på livet af, men det matcher godt den lidt elektroniske understrøm, der løber gennem sangen. Flot lyder det, når elementerne smelter sammen i nummerets anden halvdel, men jeg mangler personligt lige det allersidste skub mod himlen for, at det letter.

“Astral” stiger ikke væsentlig i tempo, men der er noget mere behageligt vuggende over melodien end det udsvævende åbningsnummer. Vokalen er her mere “ren” og straks føler jeg også, at den bliver mere vedkommende og vil mig noget. Sangen er muligvis lidt mere konventionel i stil og form end åbneren, men også en sang, som er det tætteste Ilt kommer på noget, som muligvis ville kunne gøre sig i radioen. Ikke, at det er et kvalitetskrav på nogen måde…

Det samme kan ikke helt siges om den efterfølgende “Beaming Light”, hvor tempoet fra start er i bund, instrumenterne holder sig i skindet og der er kun antydningen af melodi og fremdrift i form af nogle elektroniske pulsslag. Guitaren kommer luskende og får sat lidt kulør på, men kun med lette penselstrøg. Bandet virker i første halvdel af sangen meget påpasselige med, at smøre for meget på, men langsomt vokser sangen og tager til i fylde og volumen, pulsen stiger og sangen virker som om den ønsker, at smide lænkerne og bryde ud af rammen. Men, når det i sidste ende ikke helt. Selvom et egentlig klimaks udebliver, så synes jeg nu stadig det er et nummer med en stærk udviklingskurve, idé og udførelse.

Ilt skruer yderligere op for ambitionsniveauet og spilletiden på de resterende to numre, der varer henholdsvis lidt over 8 minutter og 7 ½. Så, man kan roligt slippe hvad man har i hænderne og læne sig tilbage. “Infinite” er endnu et nummer der åbner afdæmpet og kontrolleret, vi er mere ovre i det antydende og udsvævende hjørne igen og nærmer os noget der har præg af, at være et lydlandskab, som foldes ud i panorama format. Der er både brede og dybe i billedet her, selvom der umiddelbart ikke sker det store, men nok til, at man lige hænger på og ser hvad der mon dukker op derude på de åbne vidder. Efter knap 5 minutter går der instrumental opbygning i den og det er et af de tidspunkter, hvor man begynder at overveje om der mon kommer en belønning?

Det gør der, det sidste minuts tid gives der endelig lidt los, ikke så det hele eksploderer, men musikken stiger flot og begynder at hvirvle mere rundt inden vi rammer den afsluttende “Monochromatic Fields”. Hey, endnu en tur ud i et mark/landsskab! Mere af det samme? Nej, heldigvis ikke, for HER kommer der endelig noget payoff, hvis man har gået og savnet den. Og allerede 2 minutter og 40 sekunder inde i det knap 7 ½ minutter lange nummer, hvor Ilt for alvor skruer bissen på, slipper de opsparede og i lang tid antydede kræfter og energier fri. En ret massiv mur af lyd slippes herefter fri, desværre dog kun lidt over et minuts tid inden luften igen bliver mere imødekommende og mindre fortættet. Mod slut bliver der endda plads til en fræk lille saxofon i lydbilledet, inden Ilt toner ud.

Og så er vi på en måde tilbage ved udgangspunktet. Personligt kunne jeg godt bruge endnu flere peaks og “belønninger” hen af vejen, på den anden side, så kan jeg godt se fidusen i det Ilt gør. Det virker som en nøje overvejet balance og dosering af virkemidler, og på sin vis kunne man anskue hele EPen som en form for tålmodig opbygning til det korte klimaks, inden det stilner af igen. Nu lyder det næsten som en form for musikalsk samleje…

Men var det så besværet værd efter den korte forløsning? Det kommer nok an på hvem man er og hvordan man anskuer det, Lad os kalde det 4 “vejledende” stjerner, hvor oplevelsen kan virke større eller mindre, alt efter modtageren.

Af Ken Damgaard Thomsen

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.