Tusindkunsteren Flemming Lund, som også gør sig som både kunstmaler og forfatter til digte og prosa, har et nyt album på bedding som Slagger Lund. Noias Ark er opfølgeren til 2024’s Nygade & Væk. Vi fik en snak med Slagger Lund forud for udgivelsen.
Efteråret er lige så stille begyndt at ruske og alt er lidt mere gråt end det var i august, da jeg mødes med Flemming Lund, manden bag aliaset Slagger Lund, på en stille café i Aarhus.
Vejret er ikke helt til at afkode, så efter at have indledt snakken udenfor med en kølig vind der smyger sig om hushjørnet, finder vi i stedet et hjørne indenfor med Journey’s ’Don’t Stop Believin’’ som backtrack fra caféens højtalere.
Slagger Lund er ikke typen, der går og putter med ordene, så vi har knap sat os, før han halvvejs er i gang med at interviewe sig selv.
”Jeg er sindssygt spændt på, hvordan pladen bliver modtaget. Der er nogle ting, der er lidt anderledes end de plejer at være,” indleder Flemming.
Hvad er det for nogle ting?
”Det er nyt, at der er meget, der er optaget samtidigt som band, med analoge trommer, og det har jeg ikke prøvet siden jeg var ung. I 90’erne var det meget lagkage – trommer først, så bas, men her har vi prøvet at gøre det samtidig, men selvfølgelig også med noget dubbing. Vi er jo heller ikke otte mand til det.
På en eller anden måde er der også et koncept – eller et anti-koncept, kan man også kalde det. Jeg har haft den her idé med Noah, som har to af hver dyreart ombord efter syndfloden, så der er noget dommedagsstemning over det, og noia, som jeg også oplever generelt i samfundet pt. Og så har jeg prøvet at arbejde lidt med at alle stemninger og følelser skal med ombord på skibet til eftertiden. De behøver ikke være i par, der skal bare være én med af hver. Der er noget patos, og noget alvor i det, men selvfølgelig også pakket ind i min måde at skrive på.
Der er også mere tekstarbejde. Teksterne fylder faktisk begge sider af innersleevet denne her gang – på de to andre albums, der har de kunnet stå på én side. 90% af gangene har teksterne været skrevet først, og så er jeg ikke gået på kompromis med, hvad der kunne komme med – det har jeg gjort før, fordi det blev for langt eller for kringlet. Men det har jeg ikke gjort her”
Du er også stadig i gang med at lege med populære referencer og sproget i det hele taget – måske endnu mere end tidligere?
“Ja, men jeg tænker faktisk ikke engang over det, det der med at man leger med det. Men der er selvfølgelig nogle oplagte, men det er jo også bare en del af vores fælles kulturarv, de her ting. I ’Flixbus’ er der både noget ud og hjem, den er nærmest bygget op som en roman, det er meget den måde jeg tænker på, at bygge ting op på. Men i ’Flixbus’ er der jo alle de der referencer til populærkulturen, Kim Larsen’s ’Joanna’, og Bamses Venner, men igen er der meget mellem linierne.
Folk griner når jeg spiller den live, og det må de meget gerne, men der er også meget ensomhed og eksistentiel tomhed i den. Den opstod da vi sad nogle stykker og fejrede da Nygade & væk var kommet ud og jeg kunne føle en eller anden tomhed – man er bare en sangskriver blandt mange sangskrivere, og jeg fik den der følelse af, at jeg lige så godt kunne sælge badetøj til overvægtige eller brugte biler. Så samtidig med at det var en glædens dag, var der noget vemod, sådan en følelse af, hvad så nu. Som hvis den store stygge ulv fanger de tre små grise – hvad skal man så?”
Jeg tror faktisk også du talte lidt om det, sidst vi snakkede sammen (i forbindelse med Nygade & væk, red.), at du kunne mærke den her tomhed, eller vemod snige sig ind?
“Ja, men altså, så sidder jeg jo hele tiden og skriver, og så bliver det jo lige pludselig til en sang. Og så er det jo små iagttagelser generelt af verdenssituationen jeg skriver på, nogle sætninger fra en samtale, så det er også sådan lidt på sprogets præmisser. Jeg synes ofte, med kunst, sange og bøger, at så kommer man til at tale om det som et appendix til tilværelsen. Der vil jeg gerne, selv om det kan lyde lidt højtravende, have at det kan være sin egen verden.
Jeg mener heller ikke at sange nødvendigvis løser noget, hverken i samfundet eller hvis man går med en smerte og skriver en sang, så forsvinder smerten jo ikke. Det er ikke brugskunst, men hvis der er nogen blandt tilhørerne, der får en reaktion, bliver glade, eller hvad ved jeg, så har det jo opnået det, det skal. Men det er ikke en løsning.
Jeg synes jeg har oplevet gennem lang tid, at det er som om musik og kunst skal noget. De her debatter om højrefløjsdigtere, venstrefløjsdigtere og…midterdigtere! Det var et begreb jeg hørte her for nylig, og jeg var helt færdig af både grin og gråd. Over at man skal definere sproget på dén måde.
Jeg har haft den der tanke med, hvad vil sproget selv. Så kan det godt være jeg skal skubbe det på vej og hjælpe det lidt, men den der tanke om, at sproget er autonomt. Det vil jeg gerne slå et slag for, at sproget ikke bare skal understøtte en teori eller en politisk holdning, det skal det helst ikke for mig. Så bliver sproget taget som gidsel, og man skal bekende kulør, men jeg vil stadig hellere synge om det, vi er fælles om, for jeg tror det kan rykke os tættere sammen. Man kan tage sangene og bruge dem som man vil, og hvis det er et grineflip, så er det også fint.
Nogle af teksterne opstår også af en samtale, for eksempel var der en der sagde til mig, at den unge generation har det jo også svært i dag, og så sagde jeg, at vi havde det jo også svært i 90’erne, hvor margarine var en stor ting og vores forældre smurte det på alt, og det er jo på en måde sjovt i den kontekst, for hun snakkede jo om Gaza-striben og jordens undergang, og jeg snakkede om margarine.
Der er nogen, der vil sige at alt er politisk, alt kunst er politisk, og der vil jeg jo hellere sige, at alt er poesi eller ikke poesi. Jeg tror sgu, der var hulemalerier før der var én der stillede sig op på en sten og ville bestemme over andre”
Der er sådan et lille klistermærke her på pladen, hvor der står at den er fremstillet 100 % uden AI – det er måske alligevel en slags politisk statement?
“Det synes jeg jo mere handler om noget almenmenneskeligt. At folk står og kigger sig i det digitale spejl og spørger AI om de har overscoret og hvor de skal tage hen på ferie. Når selv de mest kreative mennesker begynder at sidde der og lege med AI og pakke det ind i hygge, det synes jeg er det mest sørgelige i hele verden.
Det har været vigtigt for mig, at det hele er lavet uden hjælp fra AI. Nu er jeg jo inde over en hel del af det selv, men ind i mellem sidder der jo én, og laver noget uden jeg er inde over, så alle de andre, der er med, har også lovet ikke at bruge AI.
Men teknologi er jo selvfølgelig en del af hverdagen, og jeg bruger jo også min telefon og vil gerne have kontakt med andre og være social. Men man kan jo godt ind i mellem sidde og tænke, at det ville være det fedeste at flytte ud i en skov… men det er nok ikke så sjovt den dag man bliver sparket ned af et egern.
Så når jeg for eksempel synger om ”Buddha på Jensens Bøfhus/mange måder at overleve på/En er at grine/En anden er at gå i stå”, så er peger pilen jo også mod mig selv – og samtidig er det også mere løsrevne sætninger end afrundede essays”
Er der nogle af numrene på albummet, du vil fremhæve?
“Det er jo lidt ligesom at skulle vælge mellem sine børn… altså, der er jo en grund til at jeg har valgt singlerne, og ’Flixbus’ har været med mig, også live, i lang tid. Men jeg ved sgu snart ikke… Jeg kunne jo nok knytte en særlig kommentar til dem alle sammen.
’Whiskas in the Jar’, det er jo sådan en bromance, som handler om, at der ikke helt er tid til at lave de samme ting med en ven, som dengang man skrev digte, og høvlede øl, og rendte rundt ved nattetide og var rodløs, og jagtede et eller andet, man ikke vidste, hvad var. Og selv om man ikke vil tilbage til den tid, så kan man godt savne den. Ting kan blive så alvorlige lige pludselig, og man har ikke rigtig tid til at ses.
’Slår smut med Jellingstenen’ og ’Bruce Lee prøver at få MitID’, de har jo sådan et tema, der går igen. Og det med MitID, det er en true story, Bruce Lee, fordi det er den der fra barndommen med at slå en kolbøtte på græsplænen og så være klar, og så kontrasten til tre gange på en uge at skulle ned til Borgerservice fordi jeg ikke kunne huske min kode…og tænke, hvad fanden, er det overhovedet min virkelighed mere?
Og så have lyst til at gå ud i den der skov, fordi jeg kan blive helt arrig når jeg ikke forstår ting. Anden gang, så giver hun mig sådan en pind, den velmenende dame fra Borgerservice, men der skulle jeg også bruge en kode for at komme ind på den, så jeg kunne se min kode. Og det kunne jeg jo heller ikke, og så måtte jeg derned for tredje gang. Det er jo helt hovedrystende.
Men det bløder så lidt op igen med ’Der er virkelighed nok til alle’; vi behøver ikke at være éns. Men der er et eller andet med splittelsen, og samtidig kan vi ikke udholde, at andre ikke mener det samme som os. Der er nogle fronter, der er trukket op, og der så meget aggression, så der har jeg det sådan lidt, vi deler virkeligheder ud, der er nok til alle, vi behøver ikke have den samme. Det er ikke sådan, at der kun er én, vi alle sammen skal have fat i. Det lyder meget tungsindigt når jeg fortæller om den, men der er også masser af glæde og dur-akkorder og skæve indfald.
Og så er der ’Ved ikke hvad jeg skal mene om himlen’, og det er måske den, hvor jeg er mest glad for teksten. Men den handler også om det med, at det nærmest forventes at man skal have en holdning til alt, og man skal vise den, og man skal ytre den, og hvis man ikke gør det, så er det stiltiende accept. Og som kunstner kan godt opleve at man kan blive lidt påduttet at man har en pligt til at ytre sig, men det er ikke mere min pligt end det er stilladsarbejderens. Jeg ser ikke mig selv som højere hævet, jeg har sgu ikke noget belæg for at mene mere end du gør. Så kan jeg godt have mine holdninger, men det behøver ikke være i mine sange en til en.
Det bærende element på albummet, det er nok det her med at være fremmedgjort og have nået en alder hvor man har nogle skavanker, og der er kommet en splittelse i forhold til hvordan de unge oplever verden og hvordan man selv gør. Man vil gerne hjælpe dem over, men måske er det egentlig én selv, der har brug for at blive hjulpet over, for man har ikke teknikken til at kunne komme over. Det bedste man kan gøre, er måske at lave et forældrekøb på en plejehjemsplads eller betale forud for en hofteoperation”
Apropos fremtiden – Hvad skal der ske i forbindelse med udgivelsen?
“I første omgang er der jo en koncert på Track, som er en del af det nye Train, på udgivelsesdatoen (d.24. september). Det glæder jeg mig meget til”
Noias Ark udkommer 24. september på Melodika.
Af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Jørn Erslev Andersen
