Høxbroe – Langkilde – Anderson: Køligst af alle katte ★★★★☆☆

0
916
views

Claus Høxbroe er Køligst af alle katte på et album, hvor hans lyrik bakkes gennemgående godt op af Morten Langkilde og Jon Anderson musikalsk. 

Ind i mellem dukker der udgivelser op, hvor det i højere grad er ordene, der er i centrum end musikken. Sådan en udgivelse er Køligst af alle katte (fantastisk titel, i øvrigt), hvor det er Claus Høxbroes beatpoesi der indtager centrum, og beat-bakkes op af Morten Langkilde og Jon Anderson på keys.

Ikke at det musikalske ikke også svinger – det gør det faktisk. Det er relativt minimalistisk musikalsk, men alligevel virker det fyldigt og pulserer, som det bybillede, der ofte også er afsættet for Høxbroes lyrik. For eksempel på ‘Hyrevogn’, der repetitivt lyrisk og musikalsk beskriver hvordan Høxbroe tager til Leipzig, kører til digtoplæsning med hyrevogn, “drikker øl, snakker, kører hyrevogn til efterfest, drikker øl, snakker”, og sådan går det både lidt i ring men også fremadskridende (han kommer tilbage til København), efterfulgt af en fin keys-improvisation og fint understøttet af Langkildes basspil og andre opfindsomme finurligheder.

De to første numre, ‘Flyvende hjulkapsler’ og ‘Dine kys’, flyder nærmest umærkeligt sammen, og fungerer glimrende som soundtrack til byvandring, krydret med refleksioner og tanker om den elskede, hvis “kys snart er indenfor rækkevidde”. De fungerer som en god introduktion til albummet, og følges op af førnævnte ‘Hyrevogn’, som er første del af albummets højdepunkt.

Der går lidt mere fesen 80’er keys/synths lyd i den på ‘Raflebæger’, men den dynamiske bas, der lyder som noget Gorillaz kunne have serveret på Demon Days, trækker i en positiv retning. Det understreger også meget godt, at selv om lyrikken fylder meget, så er det altså stadig en symbiose med musikken, det her. Den symbiose fungerer bedre på ‘Første gang’, hvor bassen igen er særdeles livlig, og hvor en kvindelig vokal fint supplerer Høxbroes recitationer (og et moment hvor det minder om decideret rap), og trommebeats og lyden af en elektrisk guitar er med til at understrege dynamikken.

Vi skal også en tur ned ad Memory Lane på ‘Analogbilleder’, hvor Høxbroe mindes tiden, der er gået, og hvad der ellers ligger bag os, “Dem der ikke kom med over vejen//Dem, der gik i forvejen”, mens ‘Gummer summer’ indgående beskriver en bytur infuseret med alkohol og stoffer, som samtidig også er en form for kærlighedsfortælling – men her er det lige ved, at repetitionen af linier og manglende temposkift musikalsk gør, at man lidt får følelsen af at stå lidt i stampe, også fordi nummeret kommer op omkring 4 1/2 minuts spilletid. Høxbroes lyrik fungerer bedst når den præcist og skarpt leveres i lidt kortere bidder, synes jeg.

Det er ‘Plastikhelt’ et godt eksempel på (omend den kun er godt et halvt minut kortere), hvor bas og guitar giver et cool bagtæppe til Høxbroes lyriske søgen efter sin generations manglende helte, og harcellering mod tidens underholdningstrang: “Uvidenhed som underholdning//Kunst som underholdning//Alt er underholdning//TV’et flyder over med det//Internettet flyder over med det//Politik flyder over med det//Under holdning//Alt uden indhold//Alt uden holdning//Letfordøjeligt//Dumheder//Mod noget//Aldrig//For noget

Albummets længste nummer, ‘Fælder tårer’, fældes til sidst, og det er, som titlen antyder, et af de mere melankolske, og tematisk følger op på ‘Plastikhelt’, og videregiver en følelse af forstemmelse over den politiske, administrative og mediemæssige dårskab, og os danskeres dårskab sådan helt generelt. For eksempel over at store koncerter skal foregå på stadions, at folk brokker sig over larm når de bor i midtbyer, over narcissistiske forfattere, og mere til.

Igen er Høxbroes lyrik kritisk over for udfoldelsen af magt i forskellige former, og sympatiserer med dem, magtudøvelse går ud over – om det er små værtshuse, autencitet, gode lydforhold eller indvandrere. Det er en sympatisk tilgang, og det er i mine ører et plus at Høxbroe godt nok ikke pakker sin kritik ind, men heller ikke påtager sig en rolle som prædikant med retfærdighedens galde stikkende i halsen. Han beskriver blot verden som han ser den.

Der er ingen revolutioner på Køligst af alle katte, men albummet er en solid størrelse, og musik og lyrik supplerer hinanden godt – man kører ikke kold i den musikalske side, når man først har lyttet til hvad Høxbroe har på hjerte. Vi lander derfor på 4 neonblinkende stjerner.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.