Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer How To Lose Face: Nice Tries ★★★★☆☆

How To Lose Face: Nice Tries ★★★★☆☆

176
0

How To Lose Face kommer vidt omkring på det 9-numre lange album Nice Tries, hvor indie-musikeren Peter Fjordbak nysgerrigt afsøger mange nuancer af “genren”, fra sange om den perfekte robot-kvinde til en frygt for at barndommen overtages af en iPad.

Peter Fjordbak har tidligere været med i indie-kvintetten King’s Light Infantry, der var fremme i slutningen af 00’erne og har siden huseret som tekniker, producer og musiker i en række projekter. Han er rykket fra kælderen i et kollektiv, til villa med kone og børn og en tilværelse som efterskolelærer, men nu er de sange, der har presset sig på, blevet sendt ud i verden.

Og det er en ret afvekslende samling sange Fjordbak har samlet under navnet How To Lose Face på Nice Tries. Det er både en styrke og i sidste ende også noget, der gør det samlede indtryk lidt flimrende. Det stritter i mange retninger, selvom det meste af materialet med lidt god vilje kan tvinges inde under en “indie”-betegnelse. Samtidig svinger sangskrivningen en smule, så jeg ikke altid er lige meget revet med, men det skyldes måske også at pladens højdepunkter er så stærke, at de numre lidt kommer til at overskygge de resterende numre. For at illustrere hvad jeg mener, så går jeg mere slavisk og kontinuerligt frem med numrene end jeg plejer.

Der lægges virkelig godt fra land med “Self-Discovery”; der åbner Nice Tries med en boblende og smittende indie-melodi, der elegant og ubesværet flyder afsted og hiver en med. Der er noget cyklende og friskt over nummeret, der giver én lyst til at slippe styret, række armene mod himlen og se om man kan rulle ned af bakken uden at ende i grøften. Umiddelbart kan det med sine over 5 minutter virke som et langt åbningsnummer, men jeg synes ikke sangen mister pusten, der er tilpas med indlagte spurter og temposkift til, at det aldrig bliver for ensformigt. En rigtig opløftende booster-start på pladen.

Der følges op med den mere dystre “Memory”, hvor skuldrene er trukket lidt mere op og blikket sænket. Det er stadig ret fængende og melodisk, men en noget anden stil og tone end den opløftende åbner. Tvivlen sniger sig ind på Nice Tries i kraft af en fortælling om den indledningsvist nævnte tilsyneladende perfekte robot-kvinde, men også selektiv hukommelse og problemer med at være tilfreds med det vi har. Fjordbaks kritiske sans overfor det moderne liv og menneske begynder at melde sig på banen, og nu virker det pludselig som et godt tidspunkt at putte hænderne på styret igen.

Ikke på grund af farten, den sænkes nemlig yderligere på den efterfølgende “Speed Limits”, men fordi pladen nu styrer i en mere eftertænksom retning. “We never needed speed limits until they trashed our homes”, lyder det fra Fjordbak og hans lidt lidende vokal, her kun bakket op af en akustisk guitar. På den ene side er der noget af et spring fra den energiske og “fuldt instrumenterede” åbner til denne nedbarberede tredje sang på pladen, men på den anden side virker udviklingen heller ikke så voldsom at pladen knækker. Men det begynder at mudre lidt mere til når der følges op med den mere elektronisk funderede og mekanisk klingende “Going Through The Motions”; der isoleret set ikke er et dårligt nummer, men måske det mindst fængede på pladen indtil det punkt. Og så stikker det stilmæssigt bare lidt ud, samtidig med at man lidt sort/hvidt stillet op er på 4. stilart på lige så mange numre. Den røde tråd begynder at føles mere og mere utydelig.

“Going Through The Motions” bygger dog op og som sangen skrider frem munder det nærmest ud i noget Arcade Fire-klingende desperation og udfrielse, der som isoleret øjeblik er blandt albummets mest medrivende øjeblikke. Så skal vi ned i tempo igen på “Simple Sailor Song”, der ikke har travlt og i stedet flyder lidt rundt på rolige farvande. Det ulmer i det fjerne, måske trækker det op til storm. Vi når aldrig til det store sammenbrud, selvom sangen varer næsten 5 minutter. I det hele taget begynder pladen måske også at lide lidt under at kun to numre, nummer 2 og 3, varer under 4 minutter og resten mellem 4 og 5. “Paper-Maché Sword” trækker pladen lidt op i fart igen og tilbage i et mere lyst, indie-univers men nu er jeg ved at blive hægtet lidt af, selvom det 5 minutter lange nummer gennemstrømmes af lyse stråler og en varm energi.

Den afsluttende tre-trins raket bestående af endnu en omgang Arcade Fire’sk “Goodbye”, den mere bølgende og roligt brusende “sjæler” “Lights Out”, nok pladens mest gribende og smukke stund, og lukkeren, den vuggevise, “farvel og tak” lydende “With The Lights Out”, får lukket pladen ned på flot vis. Men efter en midterdel, hvor jeg både følte mig lidt stilforvirret og begyndte at føle min kondi svigte lidt overfor sangenes spilletid, så er det ikke helt nok til, at albummet trækkes op over 4 solide, men lidt flakkende stjerner.

Der ER flere virkeligt glimrende numre på Nice Tries, især i begyndelsen og på pladens sidste del, så forsøget her er mere end godkendt. Der er måske bare sluppet lidt for mange idéer med.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.