I 2023 vendte Hotel Hunger tilbage efter en pladepause på næsten 20 år med albummet SLUT. Det blev dog ikke enden, men derimod en ny begyndelse, for det rutinerede orkester er klar med DIY-opfølgeren No Means No. Og den er go’e!
Mange forbinder (og husker?) nok Hotel Hunger med deres største hit, 90er pop-baskeren “Sitting In A Room”. Det nummer er dog nok mere undtagelsen end reglen i deres diskografi, og måske en klods om benet?
Jeg husker en gammel DR udsendelse, Dansk Kabel & Tråd, hvor en række danske bands, der var hotte i midt-90erne viste sig frem på en livescene. Hotel Hunger var et af dem, og noget mere rockede og mørke end “Sitting In A Room” måske kunne antyde. Det er den version, en moden version, af Hotel Hunger vi får på No Means No i 2025
42 trimmede minutter, 12 sange, og et band, der har valgt at stå på egne ben, uden et stort pladeselskab i ryggen (efter eget valg). Fuld kreativ kontrol over hele processen, ikke så meget pis.
Om det er det, der har smittet af på sangskrivningen på No Means No, skal jeg ikke kunne sige. Men det er et overraskende vitalt og melodisk stærkt udspil fra et aldrende band, som man KUNNE mistænke for at være låst fast i gamle vaner og være blevet lidt stive i leddene. De lyder både tændte og spændstige.
Det er rock af den voksne og til tider mørke og dunkle slags. Der er ikke de store overraskelser og nybrud at finde her, hvilket man nok heller ikke kunne forvente – det ER helt klassisk. Men godt. For sangene er med få undtagelser stærke, stilmæssigt er det ganske varieret uden at det bliver rodet. Lyrisk er det måske lidt mere en blandet landhandel, men intet graverende.
Måske med undtagelse af den afsluttende “The Last of the James Bonds”. Den har jeg ikke så meget fidus til, som bandet lyder som om de har. Egentlig er idéen om ikke andet veludført, hvor forskellige James Bond titler og referencer flettes sammen til en tekst. Men det føles også noget konstrueret og som en skriveøvelse, der stil- og stemningsmæssigt bare ikke helt passer ind på pladen – måske derfor den ligger sidst?
Op til det punkt har Hotel Hunger til gengæld godt med medvind. Der lægges sikkert ud med “Back In Therapy”, en rolig, men alligevel dramatisk dirrende midt-tempo voksenrocker. Fra start mindes man om, at forsanger Jimmy Jørgensen er udstyret med lidt af en potent rockvokal. Han er altså langt mere end “bare” et poppet Peter Frödin sidekick i “Vent på Mig”.
Her, og en del andre steder, er der ekkoer af noget Bowie’sk i hans vokal. Klangen, det lettere teatralske og evnen til ganske problemfrit at skrue op og ned for registeret. No Means No er ikke en Jørgensen-plade, resten af bandet kan sagtens følge trop, men vokalen er naturligt i centrum pladen igennem.
Noget der (igen måske) kan overraske er, at Hotel Hunger, når de vil, også kan skrue bissen på og godt op for tyngden. Numre som “Hair of the Dog” og “Moving Slow” viser et band, der stadig besidder masser af bid – og et kraftfuldt et af slagsen. Her knurrer og rumler bandet ret tungt igennem uden at overdøve sig selv eller deres forsanger.
De glemmer heller aldrig at have fokus på den gode melodi, selvom der spilles mere med muskler og bidske attituder. I det hele taget er det musikalsk en ganske alsidig plade, hvor det lyder som om at Hotel Hunger har valgt at se hvor de bringe dem hen, hvis de følger en idé eller melodi. Her skinner det muligvis igennem, at meget af pladen er skrevet på landevejen under deres forrige tour.
Numre som den stemningsfulde og vellykkede “Slowly Goes the Night”, og den mere fræsende “Love Can Mend Your Heart”, drejer tourbussen i en mere goth-rocket retning. Det bringer både hvad vokalen angår og bandets klang mindelser om et band som Sisters of Mercy.
Selvom der er disse sving mellem genrer, hvor der også lige et plads til et mere stille øjeblik “Mother” (den obligatoriske eftertænksomme semi-ballade), så føles No Means No ikke rodet. Der er en nogenlunde rød tråd i tone og stemning pladen igennem.
Titelnummeret og “Super Rich Bitch” er regulære storbyrockere, det minder mig lidt om da Baal gik storby på “Copenhagen Streetlights”. Hvor der lægges ud med noget tempofyldt glam-goth rock, mens det så klarer op og bliver lidt lysere og mere anthem-poppet i omkvædet. Hotel Hunger skal ikke anklages for at hente inspiration fra denne side af årtusindskiftet, men ligesom nævnte Baal trækker de naturligt på hvad man må formode de selv lyttede til da de var unge.
På en underlig måde lykkes det dermed faktisk Hotel Hunger ikke at lyde bedagede på No Means No. Deres referenceramme er, eller har været, oppe i tiden igen, og kunnet anes mere eller mindre udpræget hos mange nyere navne. Bowie, glam, goth, 80er post-punk, 90er rock osv. i en her ganske klassisk indpakning leveret af nogle rutinerede herrer.
Bevares, det er måske også det der i sidste ende gør, at Hotel Hunger nok ikke vinder mange yngre fans med No Means No. De har, og skal have, deres egne, yngre helte. Hotel Hunger lyder ikke unge, rebelske og vilde i 2025 – de lyder voksne.
En udgivelse, der emmer af godt og sikkert håndværk og rutine. Når den slags ikke medfører at et band lyder rustne, så resulterer det ofte i en plade af denne slags. Hvor man føler sig i sikre hænder, og bliver taget med på en lytteværdig tur, der bare glider velsmurt af sted uden de store bump på vejen.
Af Ken Damgaard Thomsen
Hotel Hunger er i gang med en større tour landet rundt, og har følgende datoer tilbage i kalenderen:
26/09 – Folkets Hus i Struer
27/09 – TRAIN, Aarhus
03/10 – Musikkens Hus, Aalborg
04/10 – Rampelys, Silkeborg
09/10 – Amager Bio, København
17/10 – Kulturhuset Frem, Svaneke
24/10 – Byens Hus, Jelling Musikforening
25/10 – Godset, Kolding
31/10 – Pavillonen, Grenaa
01/11 – Bramming kosmorama
