Himmelrum: Himmelrum ★★★☆☆☆

1
575
views

Himmelrum lader sig ikke sådan indfange genremæssigt. Men der er tale om instrumental musik, der i et eller andet omfang refererer til rock. Lange kompositioner og uigennemsigtig mening kendetegner en overvejende vellydende plade, som havner i bås med kuriøse projekter.

Hvor starter man? Jo måske med sangenes titler, som ‘Morild’, ‘Purpur’, ‘Gul’, ‘Symphisodon’, ‘Kongeblå’ og ‘Mørkegrøn’. Ikke mere forklaring – bare disse titler. Alright ‘Morild’ giver mening i et vidst omfang, da nummeret starter med bølgeskvulp. Og – tror jeg – Dobroguitar.

Men ellers er det nok meget sigende om hele projektet, at der i flere numre forsøges at beskrive farver gennem musik. ’Det kan man da ikke!’ vil nogen indvende, men kunst har nu altid haft for vane at beskrive det svært beskrivelige, så vi giver det lige en chance.

‘Purpur’, den første farve på pladen, er så små 13 minutter startende med chorus-guitar som virker om ikke tilfældigt, så måske en smule ufokuseret. Langsomt improviseret. Nummeret får dog lidt form nogle minutter inde, hvor der dukker trommer op i ligningen. Først som bækkener, siden hen med en regulær rytme. Denne for øvrigt dubbet med en flækkende trompet på ét-slagene.

Pludselig groover ‘Purpur’ og får form – med et nyt tema, der bidrager til højere grad af form. Og som et post-rocknummer bygger det op for at blive stadig mere intenst; trompeten stikker lidt af i noget halv-improvisatorisk i en periode, for blot at vende hjem til temaet.

Det kunne godt være jazz, men det er det altså ikke – det er der alligevel for meget form til. Og for fast et groove. Midtvejs igennem nummeret skifter det så karakter igen til et marchtromme-drevet sted, som så også introducerer distortion på guitaren, nyt tema og længere, mere egale toner i trompetstemmen. Tredje ’sats’ er så igen en stille passage med guitar i halv-improvisatorisk akkord- og fingerspil.

Ikke ubehageligt, men også særdeles ’langhåret’ at lægge ører til noget, hvor meningen er så svær at gennemskue.

Der er noget underligt over projektet: For det kræver ikke de store evner – for eksempel er trompeten langt fra perfekt, men fungerer det til trods OK – men der synes at være netop en sats-tænkning ind over projektet. Det er ikke jazz, det er ikke klassisk, og det er heller ikke rigtigt rock. Så det er åbenbart Himmelrum. End of.

‘Gul’, ‘Symphisodan’ og ‘Mørkegrøn’ er ligeledes lange numre, der nærmest kan kaldes satsopdelte. Kongeblå er dog overstået på 2 minutter og 48 sekunder. Så det er altså ikke snor-lige, det her.

‘Symphisodon’ er i grove træk en lang, langsom kollage med lange trompet-toner og lange pauser. Og ‘Gul’ følger også en satstænkning – om end på noget mere dyster vis, end de øvrige numre.

‘Mørkegrøn’, der slutter pladen starter med et højenergisk tema – lidt jazzrodet – som nedtones for at starte igen og slutter så i en toppet, metallisk guitar, der alene bare høvler en åben akkord i en tre minutter, inden trompet og guitar kort melder sig igen – for så at slutte stykket i et tilsvarende høvle-stykke med masser af distortion på guitaren.

Det må have give anledning til nogle interessante udvekslinger i studiet under indspilningerne, når en guitarist først vil spille det samme i fire minutter, så få lidt støtte af andre instrumenter – og så tage en række minutter derefter med en ditortion/fuzz-pedal aktiveret.  Det virker i hvert fald igen ’langhåret’ og er formodentlig enten en fuck-finger til spekulativ programmusik, der søger at beskrive ting med musik. Eller også er det dødsens alvorligt. Måske begge dele.

Det er ikke godt, det er heller ikke skidt. Og man skal ikke have hørt mange Mogwai-plader, før man må konkludere, at der er en tradition for i instrumental-rock at navngive numre efter noget, man ikke nødvendigvis kan høre i kompositionerne. Det er udfordrende musik, men jeg har om noget svært ved at finde et tidspunkt, hvor jeg skulle tænke ”jeg smider sgu lige ‘Gul’ på afspilleren”.

Det føles alligevel også forkert at sable projektet ned, for der laves nogle stemninger, som på sin vis er ganske fine. Men mere end tre stjerner kan jeg ikke finde til projektet.

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

1 COMMENT

  1. Endnu en djæveligt indsigtsløs musikanmeldelse. Jeg har svært ved at finde en musikblog der faktisk kan noget udover at sammenligne og genreklassificere nyt musik – soundvenue, undertoner, gfrock.. der er lang vej igen.
    Det er åbenbart svært for mangt en musikanmelder at forstå, at man i en anmeldelse (det er et svært job!) bør gå på kompromis med sin egen smag (som i mange aspekter af (musik)verdenen må man udfordre sit perspektiv for overhovedet at komme nogen vegne) samt ikke mindst prøve at – og jeg ved det er svært for gamle hoveder som dit – bruge anmeldelsen til andet end vurdere noget musik ud fra, OM det kan puttes i kasser, og OM det lyder nok som gode gamle pink floyd.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.