Dansk/tyrkiske Hilal Kaya er klar med sit debutalbum, en samling folk-inspirerede og klingende numre, der trækker på hendes musikalske og kulturelle arv sat i en nutidig kontekst. Og det slipper sangerinden og samarbejdspartnerne rigtig godt fra.
De senere år har set en opblomstring af tyrkisk folkemusik af forskellig art, navnlig den anatolske, som man også finder hos eksempelvis AySay. Der nok er det navn, der er slået bredest igennem med denne form for folkemusik herhjemme. Man har også set Roskilde Festival have et fokus på “scenen” med en række stærke bookinger gennem de seneste år.
Der er et eller andet ved den tyrkiske folkemusik, navnlig den anatolske, som, i hvert fald for mig, harmonerer godt med vestlig og også dansk musiktradition. Selvom det klang og rytmisk kan føles anderledes og fremmed, er der alligevel nogle fællestræk. Eller nogle følelser, som bare spiller godt sammen – måske er det bare mig?
Således også hos dansk/tyrkiske Hilal Kaya, der har taget sig god tid med debuten og varmet op til den med en række singler over det seneste års tid. Allerede sidste år lagde hun stærkt ud med singlen “Sultan”, der også er at finde på pladen. Både den og Kaya selv blev i kølvandet nomineret til et par priser ved Danish Roots Awards.
Det kunne lyde lidt smalt med “roots”, og selvom rødderne er solidt plantet der, så er mulden ganske frodig og mangfoldig. Hilal Kaya synger på modersmålet og samtlige 11 numre på Sümbül er sunget på et sprog jeg ikke forstår, alligevel fremstår pladen dog ikke svært tilgængelig. Det er kort sagt ikke nogen smal udgivelse, trods nomineringer til mere nichéprægede priser og fundamentet der er baseret på en anden kultur.
Når der er en sprogbarriere som her, så må man føle sig frem gennem musikkens sprog og det, den forsøger at kommunikere. Samt tone og klang af vokalen, hvor man ikke behøver forstå ordene for nødvendigvis at kunne fornemme følelser, stemninger og atmosfæren. Og her er Sümbül på bedste vis ret nem at afkode.
Om det er sorg, smerte, længsel, følelser som er genkendelige uanset kulturel baggrund og oprindelse, så er der nogle menneskelige og musikalske fællesnævnere, som man kan læne sig op ad. Så når Kaya folder stemmen ud i den længselsfulde og vemodige “Harabe”, der danser langsomt og sært dragende fremad, så dannes der om ikke andet billeder. Billeder, der rummer følelser, farver, dufte og andet, der gør det levende og på en eller anden vis relaterbart.
Kayas stemme og musikalske univers ER følelsesladet og emotionelt, grænsende til det (melo)dramatiske hist og her. I hvert fald, hvis man er en ret afdæmpet eksil-sønderjyde som undertegnede, der normalt ikke har følelserne ude på tøjet. Alligevel skræmmes jeg ikke væk af emotionelle udsving, som på en anden single “Perişan”. Kayas vokal er sikker, selv i de største udsving i register og følelser.
På et nummer som “Fasl l Thrakien” er udtrykket markant mere rocket, med el-guitar og godt med fremdrift. Guitaren leveres her, og på resten af pladen af producer og medskaber af pladens lyd, Søren Bigum, der bakkes op af en Henrik Poulsen på trommer. Trods deres danske baggrund, så leverer de uden problemer et troværdigt anatolsk lydbillede sammen med oud- og bağlama-musiker Orhan Özgür Turan.
At Kayas udgangspunkt trods rockede og jazzede tiltag er traditionsbundet understreges af at 3 af pladens 11 numre er hendes versioner af traditionelle folkesange. Det giver også to af pladens stærkeste stunder, “Başındaki Yazma / Avşar Elleri”, en sammensmeltning af to folkesange og den rørende “Alma Attım Yuvarlandı”. En “klagesang”, sunget fra perspektivet af en mor, der sørger over tabet af et barn.
Det kunne lyde som et “problem”, at to af de stærkeste stunder dermed ikke er egne kompositioner. Men Kaya og hendes samarbejdspartnere tilfører masser af personligt aftryk og ved man det ikke, så tror jeg ikke man tænker over, at sangene er “covernumre”.
Skal jeg komme med et lille kritikpunkt, eller nærmere en forespørgsel, så er det at lyd og hele universet omkring Kaya og hendes stemme gerne måtte blive endnu større næste gang. Mere band, flere instrumenter og vildere udflugter. Men det er mest et ønske om at høre mere, og i mindre grad en kritik af det der leveres på Sümbül.
Der som plade fremstår som solidt håndværk og et glimrende sted at fortsætte sit ridt eller hoppe på den anatolske-bølge, såfremt man kan tale om en sådan. Det var et kompliment og en anbefaling.
Af Ken Damgaard Thomsen
