Henrik Olesen runder de 60 og ud over en planlagt turné med brormand Peter H. Olesen under Olesen-Olesen navnet, er Henrik også aktuel med en kombineret udgivelse bestående af et musikalbum og en essaysamling, prosaisk betitlet henholdsvis Sange og Essays.
Når jeg gennem årene har lyttet til forskellige Olesen-projekter – både Olesen-Olesen og brødrene hver for sig – har jeg tænkt Peter som ham med ordene, og Henrik som ham med musikken, lidt groft opdelt. Men her bliver det altså mere ordrigt fra Henrik, selv om sangteksterne stadig er mere ordknappe og repetitive end Peter’s. Til gengæld er der så godt 100 siders essays om at nærme sig de 60 år, om at være til, om at skabe, om forandringer i verden og tidens uomgængelige gang. Om stadig at føle sig som en musikalsk amatør (i ordets bedste betydning). “tro mig, det er jeg”, afslutter han essayet ‘amatør’.
Blandt de underholdende anekdoter, der ligger spredt ud gennem bogen, er der blandt andet én om dengang Olesen-Olesen var nomineret til en Danish Folk Award. Da prisen skulle overrækkes, var det det eneste nummer, brormand Peter H. Olesen havde skrevet musik til, der blev spillet over højtalerne. Det gjorde Henrik så forbitret at han måtte fingere en hovedpine og gå op og lægge sig. Et andet sted, der fik mig til at klukle, var i beskrivelsen af en drøm, hvor Henrik Olesen til en fødselsdag sad ved siden af Bruce Springsteen, og holdt en tale for fødselaren, som var stor Bruce Springsteen fan, om hvorfor Henrik ikke selv var stor fan. Hvilket gjorde Bruce så nedtrykt at han udvandrede fra festen, aflyste aftenens koncert og resten af sin turné.
De 51 essays holder sig mestendels under en side i længde og er struktureret kronologisk, opdelt i måneder, og gør det derfor overskueligt at læse. For eksempel mens man lytter til pladen, der, og det er igen ment på den bedst tænkelige måde, går godt som baggrundsmusik til eksempelvis læsning eller den type arbejde, jeg har, hvor man bruger meget tid foran computeren med at læse og skrive.
Sangene afspejler også elementer fra essays – eller omvendt. De store temaer er forgængelighed (‘alting forandrer sig, alting har sin tid’, ‘de faldende blade’, ‘gløder i går’, med fldere), og at finde fred i tingenes tilstand og være taknemmelig (‘fred være med alt’, ‘hymne (tak for alt)’.
Sange
Musikalsk virker Henrik Olesen også til at have fundet fred med sig selv, der er ikke de store eksperimenter, blot diskret fængende, stilfærdige og enkle sange bygget op om Olesen’s guitar og vokal og musikalsk hjulpet på vej af Søren Vestergaard, samt Nils Gröndahl på strygere, og Sigrun Gudbrandsdottir og Julie N. Fjord på korvokaler.
Som en ganske passende intro til albummet får vi ‘alting forandrer sig, alting har sin tid’, “Alting forandrer sig/Intet varer ved”, lyder de næste linier. Henrik Olesen har altid på sine soloudgivelser som Ukendt under andet navn også dyrket gentagelserne og de små variationer, og det gør han også her, men der er både mere umiddelbar tilgængelighed og en større afklarethed i lyden på Sange.
Mest catchy er det på et nummer som ‘hvert et åndedrag’, der har en øjeblikkeligt fængende rytme og melodi, selv om det er døden der “er til stede i hvert et åndedrag”. “Det er som det skal være”, og det er lige ved at man kan synge med, allerede første gang man hører nummeret. ‘altings blå’ er nært beslægtet, men ikke lige så umiddelbart fængende – ikke at det gør noget, for det er også en stille vokser.
Tidens og naturens uafvendelighed er omdrejningspunktet for den stilfærdige og fine ‘de faldende blade’, mens ‘fred være med alt’ runder første del af albummet af på lige så stilfærdig vis.
A-siden på albummet (vil jeg tro, det er ikke direkte markeret på vinylen, så jeg gætter ud fra rækkefølgen på sangene som de står på det medfølgende credits-ark) er den lyseste og indeholder de umiddelbart mest fængende skæringer, mens det bliver en kende mørkere tonet på B-siden, som lægger ud med ‘storhed står for fald”. “Der er ikke meget storhed her”, synger Olesen i en hyldest til det lokale, det små, og det at finde sin plads i tilværelsen og komme overens med sin halvdøvhed og alder. Eller er det egentlig overhovedet tilfældet at det er mindre catchy, tænker jeg så ved femte-sjette gennemlytning? For det fænger da også ganske godt her!
De elektriske guitarer kigger frem på ‘hymne (tak for alt)’, der er det mest rockede på albummet, uden det bryder med den gennemgående musikalske og lyriske stemning. Her er det taksigelserne der fylder, som titlen antyder, og igen bliver man næsten umærkeligt suget ind.
Om det hele blev som man ville, om man selv gjorde, er det lyriske omdrejningspunkt på ‘svaret blæser’, der langsomt ulmer og flammer lidt op mod slutningen, inden det hele rundes af med ‘gløder i går’, en linie der suppleres med “Aske i dag”, og det er så den lyriske side af sangen – igen, det er ordknapt, melankolsk, men det fænger.
I Essays forestiller Henrik Olesen sig i en af optegnelserne en anmeldelse i et “førende landsdækkende dagblad”, og i stedet for at parafrasere, får I her den forestillede anmelders ord: “et stort modigt og modent værk, hvor døden konstant er til stede i sangene, men som en smuk modvægt er ligeså poesien, skønheden og taknemmeligheden over livets små og store glæder. et foreløbigt højdepunkt i sangskriverens karriere”. Denne anmelder er stort set enig i ordene og kårer gerne Sange som bedste album i Henrik Olesen’s solo-oeuvre.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
