Heartland Festival, reportage & anmeldelser, fredag d. 1. juni 2018

0
570
views

Hov! I al min bettutethed over at Lykke Li skulle løbe med æren af den eneste gode koncert torsdag, glemte jeg helt at skrive om mit indtag af føde: Jeg startede lidt konservativt ud, men nu er jeg jo også på festival og dér hører burgeren og pommes frites også lidt til. Synes jeg.

Det lader til, at der har været holdt et hemmeligt møde inden festivalen, hvor nogen har sagt ”…og så tager vi i år mindst 75 DKK (€10!!!) for en burger. Det kan vi sagtens!!”, hvorefter alle har grinet ondt og gnæggende er fløjet ud til deres respektive boder på koste.

På den måde blev mit første måltid en flæskestegssandwich i smør-bolle fra Det Fynske Brasserie. Kvaliteten har jeg – bollen til trods – ikke rigtigt noget at udsætte på, og der var rigeligt med svær i produktet såvel som at svinet smagte af noget.
Men 75 DKK er sgu’ aggressivt – kvalitet koster vel bare… ★★★★☆☆



Andensteds har jeg i øvrigt set en ’gazoline grilled’ cheeseburger (!!) – det kan da ikke være sundt, men man får lov at betale ekstra 10 DKK (altså 85 DKK) for at blive forgiftet af dén.

I kombination med godt med gulerødder fra teltet holdt flæskestegssandwichen egentlig fint – og først da det blev natmadstid efter Patti Smith fik jeg en, well, ægte Heartland-oplevelse. Jeg mødte nemlig et ægte mad-koryfæ. Ikke en TV-kok, en Michellin-stjernedekoreret kok eller en stærk workshop-leder: Nej, hos Lejre Mikropølsemageri (!) står ingen ringere end silkeborgensiske McAllan! En mand, der har fået kultstatus af at gå op imod systemet – og tabe. Det kunne Patti Smith i virkeligheden godt have skrevet en sang om, men gårsdagen var ikke tiden…

Nå, men at møde en stolt taber fra Silkeborg er i virkeligheden ikke så ukendt (SIF skal nok rykke op næste år! Inshallah!), men McAllan er for øvrigt en mester og voldsomt flink. Han serverede en virkelig god kvalitetshotdog i fransk version med hjemmelavet ketchup og sennep og en ’buffalopølse’ til 35 DKK. Det er simpelt hen fair og godt! ★★★★★☆

Meeen kroppen ville nu gerne have det sidste udtræk, så jeg snuppede også en flok eddike-fritter med tartar på vejen ud. Gode fritter, tartaren kunne man godt have sparet. Og til 40 DKK for en lille bakke får det… ★★★☆☆☆

Nå. Tilbage til fredagen, hvor lidt sidden i presseteltet lægger i ovnen til en fin aftenkoncert med The The: Der spilles tre hele numre til lydprøve og det virker checket og professionelt – det skal nok blive godt.

Formiddagen er fri, hvilket betyder jeg går rundt og kigger lidt på faciliteterne. Fint er det på Heartland med omgivelserne, der bare bliver ved at være cute, labyrinten og den fine udsmykning i træerner, et børneområde og store yoga-arrangementer.

Workshop – “mal dit eget korn” er åbenbart et mantra

Jeg benytter også lejligheden til at spotte potentielle madsteder og kommer også forbi en workshop, hvor der tales om brød, brødets velsignelse, at male sit eget korn og andet, vi, der er vokset op på landet måske ikke er helt så begejstrede for, som det tydeligvis udkants-danske publikum fra Kongens København.

Yoga!

Igen: Der er MANGE ting på Heartland og noget af det kan selvfølgelig ikke undgå at have sådan lidt gøgler-præg.

Klokken bliver 13 og der er musik!

Kiriyama Family, Highland Stage, Heartland Festival, 1. juni 2018 ★★★☆☆☆



I stegende sol går det ret ukendte islandske band på scenen og lægger meget passende ud med chillet, elektronisk vuggende musik. Publikum søger mod skygge og generelt er der lidt sløv stemning – nok ikke så meget på grund af tømmermænd som på grund af varmen.

Bandet stiller op med tre gange keyboards/laptops, bas, trommer og guitar. Instrumenterne byttes rundt, men der er dog to tydelige forsangere: en mandlig og kvindelig.

Den kvindelige er glad for at ligge i det meget lyse leje, hvilket vi får anskuelsesundervisning i under afslutningen af første nummer, hvor bandet tight groover, mens hun ligger høje toner over. Hun synger også et par sange på lead eller i call-response med den mandlige sanger.

Denne kan til tider lyde som forsangeren fra Fanfarlo og har især i de knap så høje lejer en fin stemme. Tekstmæssigt bevæger vi os i pop-land, hvor der kræses om kærligheden.
Hele koncerten bliver lidt urimeligt sløv, da langt de fleste publikummer sidder ned i skyggen eller sidder helt stille i solen. Men selv hvis jeg renser for vejret, vil jeg stadig mene at man kan høre at Kiriyama Family er et dygtigt band, der spiller tight og har styr på lyden – men som nok også savner rigtige hooks og melodier, der gør at det hele ikke bliver lidt uforglemmeligt.

Når det går bedst for bandet, får jeg Fanfarlo-vipes, men for det meste bliver det bare lidt udflydende vellyd spillet pænt – men også ganske ufarligt. Efter 40 minutter beslutter jeg, at bandet nok ikke hiver nogen kaniner op af hatten og kalder det en koncert… Der spilles – så vidt som jeg kan høre på afstand – også kun ét nummer mere, som bestyrker dette indtryk.

Næste programpunkt er Soleima, som spiller på Prxject Stage, men da jeg også vælger at fourragere inden, viser det sig umuligt at se koncerten, der forgår i et intimt indelukke bag hække.

Det lød ellers til at være en fin, lille koncert med en kvinde med en fin, lille, spinkel stemme. En anden gang!

Til gengæld nåede jeg så omkring af Gothenborg Økologiske Fjerkræ, der serverer paella til 75 DKK. Jovel, portionerne har elementer af børnestørrelse, men det smager virkelig fint og med en vis mængde ris fylder det faktisk også OK.

Hæderligt måltid og selv om det er lidt noget snusket rod, så virker det velafbalanceret i smag og kunne meget vel få genvalg! ★★★★☆☆

Imens har Alex Cameron og Benal spillet – ikke noget, der har givet anledning til anmeldelse her, hvorfor jeg futtede i lunden, hvor jeg overhørte en talk om Yoga for Dignity og hvordan man bruger yoga i arbejdet med torturofre.

Desværre blev det flere gange lidt prædikende, men da der blev åbnet for spørgsmål fra publikum, blev det alligevel interessant at høre om, hvordan man kan arbejde med den stærkt udfordrede målgruppe.

C.V. Jørgensen, Greenfield Stage, Heartland Festival, 1/6 2018 ★★★★☆☆

Klokken 17 træder C.V.Jørgensens band på scenen efter at være blevet introduceret som værende inspirationskilde til samtlige danske bands på festivalen (!).

Med storisk ro tages der fat i roligt tempo og ‘Indian Summer leveres’ med roligt overskud. Hovedpersonen står i midten i en stor skjorte og fremfører sine tekster med præcision og rutine – der er styr på sagerne her.

Indtrykket fortsætter også under ‘Det Regner I Mit Hjerte’, som giver anledning til første sing-along fra de mange, mange publikummer. Ja, faktisk er det svært at bevæge sig fra den ene side af pladsen til den anden for alle de mennesker og flere steder er varmen overvældende.

På scenen står – ud over hovedmanden – et kompetent band bestående af Rune Kjeldsen på guitar, Knut Henriksen på bas, Gert Smedegaard på trommer og Gustaf Ljunggren på tangenter og pedalsteele. Det er kompetente herrer og selv når der laves en fejl, så inkorporeres den uden problemer i musikken – det er ret imponerende.

Det er primært ballade-materiale C.V. har taget med og ‘Lokomotivation’ afløses af ‘Spildte Bedrifter’, inden C.V. inden næste nummer udtrykker sin glæde over at være tilstede.
‘Elizabeth’ bliver herefter næsten rørende og synes at have en nærhed i leveringen, mens ‘Blåt Blod Til Alle’ ikke helt når samme højder. Publikum er også lidt ramt af varmen, men kommer dog med under ‘Babylon’, mens ‘Flik-Flakker’ bliver første gang, vi oplever at energien daler lidt: Hele vejen igennem har bandet holdt overskud og C.V. været på og endda sunget virkelig fint. Men til trods for det lidt højere tempo, falder det – som det eneste nummer – lidt på gulvet.

‘Rimer og Regner’ får dog hurtigt genetableret den storiske ro der ligger i talentet og overskuddet og ‘Sæsonen er Slut’ bliver tekstmæssigt malplaceret, men skaber dans og højlydt med-sang. Fin levering af et nummer, der ellers gøres seriøse forsøg på at slide op i radiosfæren.

Af scenen med bandet, og efter et par minutter returnerer de for at lever ‘Florafobi’ med en nærhed og vedkommenhed, så det bliver helt rørende helt nede på de bagerste rækker, hvor jeg har indfundet mig.

Som sidste ekstranummer spilles ‘Det Si’r Sig Selv’, som jeg anser som en personlig ode til mig: Født i Bjerringbro, bosat i Gellerupparken en årrække.

Nej, pjat, det er selvfølgelig klart at et så erfarent band spiller en ægte festival-koncert, så det populære stof lægges mod slut. Der er meget ballademateriale på sætlisten, men det levers storisk roligt, professionelt – og så lige et par gange decideret rørende.
Hvad mere kan man forlange på en svedig fredag eftermiddag med højt solskin?

Van Morrison, Greenfield Stage, Heartland Festival, 1/6 2018 ★★★☆☆☆



Lidt i 20.00 går det sortklædte band på scenen og der bliver over PAet sagt ’Ladies and gentlemen! Please welcome on stage: VAN MORRISON!”, mens der jazz-grooves. Ind kommer hovedpersonen, der med sin sax først får vist sine evner dér, men så også følger op med en stemme, der tydeligvis ikke er gammel og slidt. Fint!

Så er vi da i gang og bandet bestående af percussionist, korsanger, trommer, bas (el/kontra), horn og guitar ud over Van Morrison på sax og sang swinger fint og cool. ‘The Way Young Lovers Do’ følger op og det virker til, at vi får en lille dansefest her. Percussionisten udfolder i hvert fald sine evner på en xylofon og groovet er derudaf.

Men som vi kommer lidt ind i ‘Let’s Get Lost’, tegner et nyt billede sig: Ja, de er dygtige, men en tendens til rundesolo startes også. Og med det også et tab i energi og drive. Konsekvensen bliver også at snakken begynder at stige og færre dansefødder bevæger sig. Der går også lidt tissemandsjazz i sagerne (under ‘Someone Like You’?), selv om den kvindelige korsanger løfter med sin mørke stemme.

Laaaaaaang bliver ‘Got My Mojo Working’, hvor der også forsøges om ikke med decideret call-response med publikum, så i hvert fald internt i bandet. Jo, der prøves noget og Van Morrison har trods alt bygget sin karriere på party bands, så…

Men netop som det begynder tegne sig til at blive en koncert med lange soli, jazz/blues-rundgange – alt sammen dygtigt, men heller ikke farligt varieret – så får vi ‘Sometimes We Cry’ i en duet med korsangeren. Det er noget andet, og står som koncertens højdepunkt.

Dog faldes der tilbage i standarder og blues-jazz-numre, jeg efterhånden får både svært ved at kende fra hinanden og hidse mig op over. Igen: De spiller fint, men det er bare ikke voldsomt varieret sådan noget blues/jazz.

Snakken stiger og jeg er vist ikke den eneste, der har det sådan. Da ‘Party’s Over’ falder som 16. nummer, kommer det til at virke ikonisk. Men selvfølgelig har bandet et es i ærmet: ‘Brown Eyed Girl’ skal selvfølgelig fyres af – men bliver dette i en swing-version, der falder i ét med resten af sættet og for øvrigt munder ud i nok en gang lange rundesoli.

Og så er jeg altså den, der er skredet: Selv om der spilles videre, så vil jeg hellere nå lidt af Slowdive (ikke anmeldt), inden jeg skal få en god plads til The The. Lad mig fastslå at verden blev bedre, da Van Morrison i sin tid begyndte at lave musik. Men denne fredag aften mangler der lidt party – eller bare variation – i partybandet.

Et hurtigt smut omkring Slowdive på Highland Stage vidnede om, at de nok ikke var på toppen, sidst jeg så dem. Og selv om der den første halve time flere gange var lydproblemer på Heartland, så virkede det til at de leverede hvad jeg havde håbet de havde gjort på Voxhall.

Nuvel. Det blev et kort, men fedt indblik jeg fik af Slowdive, inden jeg gik til The The.
I øvrigt lidt ærgerligt, at Peter Sommer og Slowdive lå samtidig – og på et tidspunkt, hvor man ikke kunne nå at se bare den ene, hvis man ville være sikret en OK plads til The The.

The The, Greenfield Stage, Heartland Festival, 1/6 2018 ★★★★☆☆



Forventningerne var skyhøje til Matt Johnson med band, da jeg – som nævnt ovenfor – havde hørt lydprøve, hvor det stod klart at det var skarpe folk, der bød op.

Og over 18 numre leverede bandet varen, men var måske også mærket af, at dette var første koncert i 16 år (!) og i hvert fald første på denne tour, hvor Heartland er eneste indhop i Danmark.

Allerede fra start får vi slået fast at rytmegruppen i The The i 2018-udskæringen står stærkt: På trommer sidder et veritabelt tærskeværk, der synes at være tosset med at spille alt fra det mere avancerede til en Rock 1. Og oven på dette ligger en distinkt bas, der aldrig sovser. ‘Global Eyes’ bliver dermed en stærk åbner og ‘Sweet Bird of Truth’ følger op i samme, stramme og lækre stil.

I front prædiker Johnson klædt helt i sort og foran tre mikrofoner, hvoraf én har en kraftig compressor og de to andre vist er mere eller mindre egale. Og det bliver tydeligt over aftenen, at The The formodentlig aldrig har skrevet et ligegyldigt nummer. I hvert fald er Matt Johnson i den grad på og leverer tekster – til tider nærmest rappende, andre gange fint, dybt syngende, med en intensitet der ikke kan andet en at fascinere.

Som fjerdenummer falder ‘Heartland’, men her er lidt af skarpheden gået af bandet. Ikke at de er blevet sloppy eller sløsede. Bare ikke helt så skarpe som under åbningen. Men et langt stykke hen af vejen er et stramt band måske vigtigt nok, men det er teksterne og deres fremførsel, der er afgørende for The The. ‘Armageddon Days Are Here’ er stadig aktuel og bliver legende leveret – selv om emnet er dødsens alvorligt.

Vi får – naturligvis – også et smut omkring Dusk, hvor ‘Love is Stronger Than Death’ tilegnes Johnsons afdøde broder, og ‘Dogs of Lust’ leveres måske ikke knivskarpt og savner måske lidt sammenspillet rutine og kant i leveringen – noget, der til dels nok kan tilskrives at guitaristen flere gange var meget udfordret på elektronikken og der flere gange løb en stage hand rundt på scene og prøvede at udbedre løbende.

‘Helpline Operator’ fortsætter Dusk-afsnittet og har netop den coolness og det overskud, nummeret forudsætter – om end den blå trompet savnes. ‘This is the Night’ afslutter Dusk-afsnittet af koncerten og synges dybere en pladen – egentlig rart, da flere numre – og især soli – spilles ret meget som pladeindspilningerne.

Men så igen: Der synes af og til at mangle 10% – noget, jeg tør tilskrive at det er første koncert på turneen. Herpå følger et par stille ballade-numre, hvor især ‘Beyond Love’ bliver en intim, intens oplevelse.

Tempo og energi får så et vældigt skifte da ‘Slow Emotion Replay’ falder – et nummer, som jeg endnu ikke er blevet træt af. Det kan både noget for pop-øret og noget for den sokraiske erkendelse af, at man nok ikke rigtigt ved noget – til trods for at verden er fuld af folk, der giver udtryk for det modsatte. Stærkt nummer stærkt leveret og denne passage af koncerten når mindst samme højde som den stærke start.

Johnson graver så dybt i bagkataloget i et par numre, hvor ‘Infected’ leveres let støjende (endelig!) og med fed lyd på især guitaren men også med konstant stærkt tangent-arbejde i bunden.

17 numre, så ud med bandet og tilbage til et encore; ‘Uncertain Smile’, som munder ud i en lang klaversolo, der bølger op og ned og måske skulle have været overtaget af en guitarsolo, som ikke bliver pga maskinskade hos guitaristen, men det til trods leveres til bravour på klaveret.

Og det var så The The.

Personligt lidt skuffende, for jeg havde nok sat uhyggeligt høje forventninger. Og når man påtænker, at det er fredag aften, så var det nok en lidt teksttung kunstner at sætte på.
Men når det så er sagt, så var det et yderst velspillende band, en Johnson i front, som stadig har meget at sige og står ved sange, han efterhånden har skrevet for en lille livstid siden. Og på den måde stadig en stor oplevelse!

Mit gæt er, at hvis man rejste til England og fangede The The senere på touren, vil man trods alt opleve en bedre koncert, da tøjlerne ikke altid blev sluppet helt her til aften. Det skal nok komme med mere sammenspilstid – men det var på ingen måde graverende for en fin aften på Heartland!

Og det blev så fredag for mit vedkommende. Noget bedre end torsdag og havde der været mulighed for at høre enten Peter Sommer eller Slowdive også, havde der nok været et sæt høje stjerner mere. Nuvel, Slowdive har jeg anmeldt på Voxhall og Peter Sommer kan vel fanges en anden gang.

Morgendagen byder på en lidt blandet landhandel – men den tager vi til den tid!

Af Troels-Henrik Krag

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.