Heartland Festival 2019 – Reportage og anmeldelser, Lørdag

0
545
views
  1. Hey lørdag og Heartland, nogen chance for sol?

Efter en igen, halv kold nat (må hellere få købt en ny sovepølse), stod den heldigvis, på endnu en dag i Heartlands smukke rammer.

Første punkt på programmet var en smut forbi toiletvognene, en tandbørstning og så ellers afsted mod presseteltet. Men, inden da, skulle mit GFR sidekick lige redde en 6 årig, der var blevet væk fra hendes far. Det lykkedes heldigvis, og det gik mod presseteltet i fuld firspring.

Her blev vi igen forkælet med brød, juice og kaffe, og godt tanket op, blev fredagen nedfældet og publiceret, lige tidsnok til at tanke en bette øl og gå mod dagens første koncert, australske Hatchie.

Tiden mellem koncerterne blev brugt på at få pakke telt og bagage sammen, få det transporteret ud i bilen, udforske Heartlands omgivelser lidt mere, slappe af i solen, ja, solen var endelig kommet til Heartland, og blev denne gang. Nuddelsuppen blev skiftet ud med pizza fra Sørens Gård, den kan varmt anbefales. Den blev spist, til Hans Phillip’s første solo koncert nogensinde, i baggrunden. Umiddelbart er det ikke noget der skal bruges mere tid på. En god gang generisk dansk kedelig R&B, som de unge skal have den.

Det blev også til en meget lille snas Katinka, men heller ikke her er jeg på hjemmebane, så hellere pakke telt sammen.

Dagen og festivalen blev rundet af efter Smashing Pumpkins magtdemonstration på Greenfield Stage, der var ikke mere energi i anmeldertanken. Turen gik mod gratisparkering med Hot Chip koncerten som baggrundsmusik, og fik da lige kæmpe hittet “Over and Over” med, haps.

GFR-mobilen blev startet op, og turen gik mod Jylland, men én ting er helt sikkert. Det er ikke sidste gang jeg har sat mine fødder på Heartland Festival.

Hatchie, Highland Stage ★★★★☆☆

Musikalske godbidder fra Brisbane.

Klokken 13 sharp, gik Hatchie på Highland Stage, og forkælede de fremmødte med gode poprockede sange, fornemt bakket op af, det måske mest raffi backingband nogensinde, tre yngre mænd, der lignede nogen, der havde have været på rov i en genbrugsbutik, de var sgu meget cool.

Selv betjente Hariette Pilbeam bassen, og selvfølgelig vokalen, til UG. Og hold da op en vokal den 26 årige australier besidder, tryllebindende. Den er som skabt, til det poppede shoegaze univers, der blev fremtryllet på Highland Stage, og helt sikkert en artist, vi kommer til at høre mere til fremover.

Det var den helt perfekte start på tredje dagen, hvor solen nu var en anelse mere med på løjerne, hvilket nok havde trukket folk ud af teltene, for der var et helt pænt fremmøde. Selv mente Hariette, at de havde taget den med,fra deres seneste gig på Primavera i Barcelona, og tak for det.

Og man skulle være en værre gnavpot, for ikke at rocke med til sangene der blev serveret, på trods af, at det nok var de færreste der rent faktisk kendte Hatchies materiale.

Koncertens 45 minutter blev fint fyldt ud af sange fra hendes første EP, Sugar & Spice blandet med nye fra hendes kommende debutalbum Keepsake, der udkommer 21. juni. Numre der varierede fint, fra den helt simple og klassisk opbyggede sang, til sange, der løbende udviklede sig – en fin blanding, der alle blev løftet et niveau op, af vokalen. At komme nærmere ind på titler på sangene, rækkefølge og så videre, kender jeg dem simpelthen ikke godt nok til. Men det var i dette tilfælde ligegyldigt, når materialet blev leveret så fornemt som det gjorde.

En rigtig fin start på lørdagen, hvor man både blev forkælet af sanglærken fra Brisbane og de dejlig varme stråler fra solen, en rigtig fin kombination.

Richard Ashcroft, Greenfield Stage ★★★★☆☆

En mand og hans guitar.

Hvis man troede at Richard Ashcroft, var gået hen og blevet en lettere afdanket musiker, der ikke er hvad han har været, tager man grueligt fejl. Selv havde jeg frygtet, at den gode Ashcroft, ville falde fuldstændig igennem på Greenfield Stage, hvor han i selskab med sin akustiske guitar, skulle spille Heartland op.

Ene mand på den relativt store scene, iklædt forvaskede grå jeans, solbriller, armyjakke og cap, lignede han helt ærligt ikke en der kunne. Men han gik frisk og uimponeret til opgaven, og efter et hurtigt hej, startede ud med “Sonnet” fra The Verves hitalbum Urban Hymns. Det faldt i i god jord hos publikum, og heldigvis var der skruet godt op for både vokal og guitar, så lyden fyldte ganske fint.

Afdanket? Nix. lad det bare være sagt med det samme, mandens vokal er der stadig, hold nu kæft! Utroligt at en så spinkel en person, kan få så meget lyd ud, imponerende. Den er måske en anelse mere rå end tidligere, men den svigtede ikke en eneste gang under koncerten. Det eneste der svigtede, var de folk der ikke kunne respektere både kunstner og andre publikummer nok, og bare stod og kavlede læs. Gå nu bare et andet sted hen, ned bagved, any where, bare ikke lige foran scenen.

Nå, tilbage til musikken. Det var, ikke overraskende, når de gamle klassikere ramte, publikum for alvor vågnede op. “Sonnet” fik publikum med, det samme gjorde “Space and Time”. Herefter ramte tre af hans egne sange, og efter “Birds Fly”, fra hans seneste album, ramte “Lucky Man”.

Her skulle den gode Richard lige tage en dyb indånding, og knappe armyjakken op, før den blev afleveret med overskud og så hårde anslag, at man frygtede at den stakkels guitar ville falde fra hinanden. Publikum sang med, og var i det hele taget en del af Hr. Ashcrofts soloprojekt.

Efter en flot fremførsel, fik guitaren et kys og jakken blev smidt, og frem kom en T-shirt, med ham selv på. Genialt, det kan man sgu ikke andet end at elske. Endnu en solosang blev hevet op af rygsækken, “Music Is Power”, før det bedste nummer, i min optik, fra The Verve tiden, fik følelserne frem i publikum.

“The Drugs Don´t Work”, der for god ordens skyld, ikke handler om stoffer der ikke virker, men derimod om Richard’s alvorligt syge far, hvor medicinen ikke virkede, men gjorde alt værre. Igen, som hele sættet, blev sangen leveret med nerve og intensitet, og flere måtte lige tørre øjnene, da sidste tone ebbede ud.

Herefter startede han på endnu en sang fra solo-listen, men stoppede brat, og sagde noget ala, “no one knows this, so let’s skip to Bittersweet Symphony”. Og således blev det. Rosinen i pølseenden, var ikke overraskende, The Verve’s største hit “Bittersweet Symphony”. Der skulle dog lige lyde en tak til Mick og Keith, for at gøre sangen hans igen, efterfulgt af et lille grin.

Det hele endte med fællessang og en fin udgave af “Bittersweet Symphony”, og før han gik af scenen, lød der en tak til publikum, for at møde op til koncert med en mand og hans guitar, han var klar over at det kunne være en lidt anderledes oplevelse. De 55 minutter fløj afsted, og det var en fornøjelse, at spendere lidt af den tidlige aften med Richard Ashcroft.

Interpol, Greenfield Stage ★★★☆☆☆

En tynd kop sort New Yorker kaffe.

Det startede ellers rigtig godt gå Greenfield Stage, hvor det sortklædte rockorkester, lige bortset fra trommeslager Sam Fogarino, der brød dresscoden, med en lyseblå skjorte, gik på 19.30.

Det var da også den gode Fogarino, der skulle gå hen og blive skurken, i en ellers god koncert, der ikke overraskende, bød på meget lidt snak og publikumskontakt. Det skal man heller ikke forvente fra New Yorker bandet, der er notorisk introvert.

Nu har Heartland budt på tunge, mørke skyer stort set konstant, hvilket havde passet perfekt til Interpols dystre materiale. Men de var pist væk, og der var dømt blå himmel over festivalen. Man skal ikke klage over godt vejr, men det andet havde nu passet perfekt.

Og det ville ligeledes have været perfekt, hvis trommeslager Sam, havde hevet sit metronom op ad tasken, for det var en noget tempo-svingende præstation han lagde for dagen.

Det hele startede som sagt ellers godt, hvor “C’mere”, “If You Really Love Nothing” fra bandets seneste og fremragende album Marauder, “Public Pervert” og ikke mindst “Evil”. Bandet spillede Tight, guitarist Daniel Kessler lavede sine små karakteristiske hop, forsanger Poul Banks var stone cold, men et lille smil blev det til, og bassist Brad Truax holdte hele skidtet samlet.

Men så gik det galt. Altså tempoet. Brad Truax startede “Slow Hands” op på bassen, i det rigtige tempo, men da trommerne kom på, stak tempoet fuldstændig af. Der var lidt de samme tendenser, sidste år på Roskilde Festival, men sket ikke så udtalt, som i aften. Man kunne leve med det, det er jo live, men det gjorde intet godt for Interpols ellers meget stramme univers.

Sådan fortsatte det koncerten ud, dog med undtagelse af “Rest My Chemistry”, hvor tempoet er rimelig konstant. Men på “Rover” gik det helt galt. En ellers fantastisk sang, blev mere eller mindre, smadret af trommeslagerens hastværk. Det fortsatte på koncertens sidste sang “Obstacle 1”, og efter 47 minutter, forlod det næsten sortklædte band scenen.

Når det kommer til Interpol, skal man aldrig forvente den store publikumskontakt, der er fokus på musikken, men i dag på Greenfield Stage, manglede der det Interpol er mestre i. At være tight as hell. Det var desværre lidt for ukontrolleret, og det ødelagde en ellers god indsats, fra størstedelen af bandet.

The Smashing Pumpkins ★★★★★☆

Til hitparade med Fader Corgan.

Så var det blevet tid til hovednavnet på Heartland Festival, The Smashing Pumpkins. Kunne bandet, der så sandelig har nogle knap så gode liveoptrædener på samvittigheden, leve op til status som hovednavn?

Jeg havde mine tvivl. Har oplevet dem nogle gange efterhånden, og det har, helt ærligt, aldrig været en speciel god oplevelse. Den dårligste på Roskilde Festival i 1997, og deres afskedskoncert i Birmingham i 2000, var heller ikke noget at råbe hurra for. For dem begge gjaldt det, at bandet virkede uengagerede, lettere ligeglade, og fremførslen var heller ikke i top.

Det var ikke tilfældet i år på Heartland. Jeg havde placeret mig helt oppe ved scenen, og derfra kunne fange alle ansigtsudtryk, blik bandmedlemmerne imellem og så videre. Her var der mange gange, smil på læben og det virkede generelt til at de havde a bloody good time på scenen.

Det havde publikum for den sags skyld også. For der gik ikke mange øjeblikke efter bandet, og Billy Corgan, iklædt sort kjortel og ansigtsmaling, var gået på scenen, til der var gang i rockfesten.

“Siva” satte ild til det hele, og herfra gik det slag i slag med sange fra bandets enorme bagkatalog. “Today” ramte som tredje nummer, og fik for alvor folk med, og da “Zero” ramte lige efter, skal jeg love for at der var gang i sagerne. Der var generelt godt med smadder på, som man kan forvente, lydniveauet var godt højt, og lyden var, hvor jeg stod, lige i øjet.

Lydniveau og intensiteten fik en lille pause, da “Tonight, Tonight” blev fremført på akustisk guitar, hvilket ikke overraskende, startede en fællessang af det helt store foran Greenfield Stage.

Semi-elektroniske “Eye” efterfulgte, og herefter fik “Ava Adore” gang i rockfesten igen, og med “Bullet With Butterfly Wings” lige efter, tror jeg ikke der var en på pladsen, der ikke rockede med. “Tiberius” og “G.L.O.W.” blev serveret lige efter, og så var det tid til at komme ned igen, med “Disarm”, helt perfekt.

Her tænkte jeg, at det er sgu en helstøbt oplevelse det her. Bandet var på, glade, gav den alt den kunne trække, selv Billy Corgan vimsede rundt, lavede særprægede spjæt, gestikulerede til publikum og var, ja, generelt PÅ, en fornøjelse at være vidne til. Sjovt nok tænkte jeg på det tidspunkt, at det eneste der kunne tage intensiteten ud af koncerten, var et covernummer. And guess what. Det skete, desværre.

Om Billy havde brug for en pause, skulle tisse eller tjekke makeup ved jeg ikke, men af scenen røg han. Man kan sige mange pæne ting om James Iha, men synge, det er ikke hans spidskompetence, så det skulle da prøves. Af uransagelige årsager, skulle det gå udover The Cure’s “Friday I’m In Love”, og det var decideret forfærdeligt, og på grænsen til det grinagtige. Nej, det var sgu grinagtigt. Hvorfor spille covers, når man har så mange stærke sange? I don’t get it. Måske var det en joke?

Heldigvis kom Fader Corgan tilbage, og den forfærdelige cover oplevelse, blev blæst væk af aggressive “Superchrist”, hold nu kæft der var skrald på, det var helt Tool’sk.

Energien blev holdt oppe med “The Everlasting Gaze”, og stille “To Shiela” fik lidt ro på gemytterne, den gik dog over i “Wish You Were Here”, igen en lidt unødvendig cover-seance, men hvis det skulle være, mere passende end The Cure fadæsen.

Herefter løb en præsentation af bandet lidt af sporet, og det endte med lidt jokes om at James Iha havde købt Egeskov Slot, noget med krokodiller og tea parties and what have you not. Det var sgu meget hyggeligt, og nede på jorden. Men, de skulle videre, der var en stram tidsplan der skulle holdes.

“1979” og ikke mindst “Cherub Rock” rundede koncerten og årets største rockfest af, på dette års Heartland Festival, intet mindre. En koncert der bød på et yderst velspillende band, der var på og tilstede fra start til slut, en Billy Corgan hvis vokal stadig er ligeså stærk som for 25 år siden og ikke mindst, en sætliste, der var godt varieret og spækket med hits – hvis man lige ser bort fra cover fadæsen.

Skrevet af Thomas Bjerregaard Bonde

Foto: Maria Løkkegaard

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.