Greenleaf, Bombus & Clutch, Voxhall, 1/12 – 2015 ★★★★☆☆

0
1041
views

Første december bød på en tidlig julegave i form tredobbelt tungrock-brag på Voxhall. Det var en velsmurt rockmaskine, der indtog Voxhall – måske endda lidt for velsmurt. 

Voxhall var allerede pænt fyldt op til svenske Greenleaf, som gik på som første band. Mit forhåndskendskab til dem begrænser sig til enkelte youtube-lyt, men det gjorde nu ikke så meget, for Greenleaf brændte igennem med saft og kraft med deres tunge og potente blues-rock.

Især forsanger Arvid Jønsson, som lignede en trucker-udgave af Will Oldham iklædt vest og kasket, svedte igennem i front og med fagter, dans og mumlen i skægget når han ikke stod ved mikrofonen var han en oplevelse i sig selv at følge. Og så var bandets blues-rock velspillet og tilgængelig, med den svulstige rytmisk bund, stærke riffs og gode soli.

På den lange, tunge ‘With Eyes Wide Open’ brugte bandet intensitetsskift til stor effekt, blandt andet da Jønssons vokal et stykke tid var helt alene i lydbilledet, og i det hele taget leverede bandet en forbilledlig opvarmningskoncert.

Efter bandets 30 minutter på minutter på scenen hvor især Jønsson og guitarist Timmi Holappa satte fuldt tryk under kedlerne, kunne man ærgre sig en lille smule over at Greenleaf ikke stod højere oppe på plakaten og havde mere tid til at brage igennem. 4 store stjerner til svenskerne.

Arvid Jønsson var overbevisende i front for Greenleaf
Arvid Jønsson var overbevisende i front for Greenleaf

Bombus

Svenske Bombus skriver stærke hårdrock-sange, og de har et stort arsenal af fede riffs. Det kan man komme rigtig langt med, og Bombus vandt da også en lille arbejdssejr med deres godt 45 minutter lange sæt, der blev indledt af en bombastisk, båndet intro.

Der er dog ikke rigtig nogen af de to frontbrølere og guitarister, som har nogen synderligt storslået stemmepragt, men som sagt, med gode riffs og god sangskrivning kommer man langt.

Bombus er udover det også forbilledligt tighte og velspillende, men det er alligevel som om koncerten med Greenleaf har tappet lidt af intensiteten. Der er lidt mere plads i salen, og de fire Bombus-gutter spiller deres numre som de skal spilles, men det varer lidt før publikum begynder at leve med.

‘Let Her Die’ med dens tostemmige brølevers blev leveret tidligt i sættet, og blev fulgt af en trommesolo, men det var først efter Bombus havde luftet et måske lidt for melodisk, men meget velsmurt nummer, fra deres kommende album, at de for alvor kom ud over scenekanten.

Efter noget nyt, skal man spille noget gammelt, konstaterede den ene frontmand, og så blev den rå tungrockbasker ‘Biblical’ sendt afsted med fynd og klem – der blev skruet op for bevægelsen og fagterne på scenen, og salen begyndte at gynge med. Herfra sad Bombus solidt på salen koncerten ud, hvor især den stærke afslutning med dem både stemningsfulde og majestætiske rockhymne, ‘Into the Fire’, tog kegler.

Det var dog alligevel som om koncerten aldrig helt lettede og det potentiale, Bombus’ musik har til at udfylde en koncertsal som Voxhalls, blev aldrig helt opfyldt. Bombus spiller glimrende, men alligevel stod jeg med fornemmelsen af, at der var en hel del rutine involveret og at Bombus kunne spille det samme i søvne – derfor lander vi også på 4 jævne stjerner.

Bombus vandt en lille arbejdssejr
Bombus vandt en lille arbejdssejr

Clutch

Der begyndte for alvor at blive tæt i lokalet, og lugte en hel del af mand, efterhånden som det trak op til at Clutch gik på.

Amerikanerne blev modtaget med forventningsfuld jubel, og lagde fra land med ‘X-Ray Visions’ fra det nyeste album. Fra start var det forsanger Neil Fallon, som sørgede for liv på scenen, for de tre andre bandmedlemmer spillede bare – og det gjorde de sådan set ganske glimrende, omend det også lugtede lidt af en dag på kontoret.

Uptempo-rockeren ‘Firebombs’, ligeledes fra det nye album, fortsatte stilen fra udlægget, og Fallon gjorde med gestik og god vokal sit til at sætte liv i kludene – det kvitterede publikum for med temmelig pæn jubel og koncentration for en tirsdag aften.

Fallon i et roligt øjeblik i baggrunden
Fallon i et roligt øjeblik i baggrunden

For det meste sprang Fallon rundt indenfor et relativt begrænset område midt på scenen, men i de numre, hvor han også bevæbnede sig med guitar, gik det desværre ud over både den visuelle dynamik og i starten også vokalens styrke – det sidste blev der rettet op på undervejs.

Bedst var det omkring midtvejs i koncerten, hvor Clutch sendte et par potente numre fra Earth Rocker afsted, fulgt af ‘Our Lady of Electric Light’, et af de mere bluesede tracks fra det nye album. Og så var den 20 år gamle rable-spoken-word riffbasker ‘Spacegrass’, hvor Fallon kommer omkring universet, biler og Jesus, højdepunktet som næstsidste sang i sættet.

Efter den nærmest americana-rockede ‘Son of Virginia’, forlod Clutch scenen, og trak den et par minutter inden de vendte tilbage – det var lige ved at blive for neget, men publikum klappede insisterende og Fallon og Co vendte tilbage med kommentaren: “This is our first time in your great Metropolis – let’s do this more often!”, inden de satte gang i ‘D.C. Sound Attack!” med mundharmonika og fuld skrald på, og med et lille ekstra twist med en koklokke, som Fallon slog på, så publikums arme steg i vejret og enkelte publikummer sprang som laks i mængden.

Ingen tvivl om at Clutch er et band, der leverer på et internationalt niveau, og det er ekstremt tight, sikkert og velspillet. Men heller ikke andet og sidste ekstranunmer brød med den ekstremt sikre professionalisme.

Neil Fallon var det ubetingede midtpunkt hos Clutch
Neil Fallon var det ubetingede midtpunkt hos Clutch

Tilbage stod et indtryk af en uhyre velsmurt maskine, der kørte fuldstændig som den skulle denne tirsdag aften – men også et indtryk af at det nok også lyder sådan næste tirsdag. Og onsdag, for den sags skyld, i andre fine metropoliser end Aarhus.

Men professionalisme og tightness skal man også anerkende – langt de fleste i salen gik formentlig glade hjem, og stemningen var høj efter koncerten sluttede. Men for søren, hvor var det også kontrolleret. Det blev aldrig for alvor gribende og personligt involverende, og derfor nøjes vi med 4 stjerner for en gennemført kompetent og velspillet performance.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Fotos: Sebastian Dammark/Fonden Voxhall

 

 

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.