Home Artikler GFR’s favoritter: Danske album 2020

GFR’s favoritter: Danske album 2020

833
0

Det er blevet den tid på året! Ja, der skal kigges tilbage, endda i listeform!! Her er vores favoritplader fra 2020.

Betyder “favorit” så ikke bare “bedste”? Det er da muligt, men vi kalder det favoritter for ikke, at lyde for firkantede og definitive – vi HAR jo ikke hørt alt, så kan man kåre hvad der har været bedst?

Anyway, tag det for hvad det er, det er bare “meninger”, og for på en eller anden måde, at samle op på håret og give en lille ekstra hyldest til nogle danske plader. Og læg mærke til, at der ikke er nogen kvindelige kunstnere med her. Det er fordi vi ikke kan lide dem! Og fordi de ikke er lige så dygtige som mænd. Eller også er det et tilfælde? Og tænk så over: havde du skænket det en tanke, hvis jeg ikke havde nævnt det? Måske er det dig der har et problem så!

Ken Damgaard Thomsen

Jeg har på fornemmelsen, at dette kunne være den sidste album-liste, som jeg laver i GFR-regi? Så er det vel meget passende, at mange af dem handler om død, undergang og afslutninger, og lidt om Cocio og beton… Hvorom alting er, her er 5 favoritplader fra 2020, i vilkårlig rækkefølge.

Redwood Hill: Ender

Er det her slutningen eller begyndelsen på noget nyt? På tredje album, Ender, erobrer Redwood Hill muligvis ikke nyt, uudforsket post-metallisk land. Faktisk er meget ved det gamle, hos den stemningsfulde, atmosfæriske og olm ulmende gruppe, men sangskrivningsniveauet er tårnhøjt, ja, faktisk har de måske aldrig været bedre eller Så konsistente i sangskrivningen som her.

Der skal noget til, at holde niveau over 11 numre fordelt på næsten 70 minutter! Redwood Hill tager sig tid, næsten i provokerende grad i disse hurtige og nemme streaming tider. Det her er ikke en “hitplade”, hvor man bare kan skippe sig igennem, jo, der er numre der stikker ud, men det er helheden der tæller og imponerer i voldsom grad.

Det er lige før, at Ender er en slags Redwood Hill “greatest hits” plade, i den forstand at de har taget alt det de har lært på deres to første plader, justeret, finpudset, forbedret og blæst det op i endnu større format og længde. Så må det briste eller bære. På et tidspunkt kollapser Redwood Hill sikkert under deres egen massive vægt og skaber et sort hul i det danske metallandskab. Men det blev ikke på Ender, der på mange måder lyder som metal lige som jeg kan lide den aller bedst.




Sunken: Livslede

Sunken er kun på deres anden plade og sammenlagt med den 3 år gamle debut har de “kun” udsendt 10 numre i alt på album, det er måske ikke meget, men man kan se hvor pilen peger henad. Den peger ikke mod noget voldsomt nyskabende som sådan, det er kulsort, isnende kold black metal, men pilen peger opad i forhold til den fine debut.

Det kan godt være, at lyden er nogenlunde velkendt, men Sunken, hvis man giver dem tid til at folde deres lange numre ud, viser sig alligevel at lege lidt med form og strukturer i den måde de sætter deres sorte byggeklodser sammen på. Med en albumtitel som Livslede og sange med titler som “Forlist”, “Ensomhed”, “Foragt”, “Delirium” og “Dødslængsel”, så tror man måske man ved, hvad man får. Don’t judge a book by it’s cover og alt det der, jo, virkemidlerne, æstetik og indpakning kan virke bekendt, men Sunken har mere at byde på end “bare” endnu et black-band, som svælger i sindets mørkeste afkroge. Det gør de OGSÅ.

Og så har de bare skrevet en håndfuld stærke numre, som det er svært ikke at lade sig rive ind i med, blive flået rundt og muligvis druknet i koldt og ildelugtende havvand af. Verden er også et skod sted, så…




Afsky: Ofte jeg drømmer mig død

… elegant overgang, ik’? “Verden er også et skod sted, så… ofte jeg drømmer mig død”? Ja? Nuvel, vil kommer ikke ud af den dunkle del af metallen med optimistisk klingende titler endnu, for Afsky har udsendt en virkelig, virkelig stærk plade nummer to i år, der bygger ovenpå den solide debut Sorg fra 2018 (der er også en EP fra 2015 i bagkataloget).

Bagmanden er Ole Luk, som mange også vil kende som frontmand, guitarist og sangskriver i Solbrud. Og er man bekendt med deres nordiske black, så vil man føle sig hjemme i Afskys univers, man undgår ikke sammenligning for det musikalske slægtskab er tydeligt. Og så rummer Afsky alligevel noget andet… det er svært helt at sætte en finger på, det minder om Solbrud og så alligevel ikke helt, forskellene er måske nuancer og detaljer, to sider af samme sag, på en måde?

Ofte jeg drømmer mig død tager Luk afsæt i en række mere eller mindre kendte digte og tekster fra “H.C. Andersen, Jeppe Aakjær og Emil Aarestrup, men også fordi Afsky måske er endnu mere rå og gold i sin lyd end Solbrud. Hvor sidstnævnte har noget “middelalderligt” og mytologisk over sig i sit sangunivers med sange om den sorte død, dødemandsbjerge og klippemennesker, så er Afsky, i kraft af det lyriske udgangspunkt, rykket op i 1800-tallet”.

Pladen udkom i sommers, men går skide godt til regn, blæst, gråvejr og eventuel julekvalme og hygge-overdosis. Tag en pause, drøm dig død i tre kvarter med Afsky.




Marc Facchini: Ind I Evigheden

Livet, døden, verdens undergang, det der eventuelt kommer efter og andet godt, er omdrejningspunkterne hos Marc Facchini, som er nået til 4. fremragende soloalbum i streg. Hattrick for en af landets ypperst, og stadig uretfærdigt oversete sangere og sangskrivere. Sangere, sangskrivere og andet godt folk, der er halvt så gode og har endnu mindre på hjertet, er nået noget længere ud – men sådan er verden nok bare?

Jeg tror ikke Facchini klager, det gør brokhoveder som mig, der måske kunne være en karakter i en af Facchinis tænksomme sange. Måske ham der bygger et tårn af skrald for at få første parket og det bedste udsyn når verden går under, og ser frem til at opleve det der kommer efter? Ikke at jeg tror på, at der er noget “efter”, men på en eller anden måde kan jeg relatere til og genkende noget i den absurde situation.

Det er en af Facchinis store styrker som sangskriver og betragter, ud over at han har ordet og sproget i sin magt, så lader det til at kan “ser mennesker”. Måske er karaktererne fiktion, måske er de sider af ham selv, måske er det hele også en afsøgning af hans egen person, men det føles som om Facchini forstår et eller andet om menneskelig adfærd og tankegang. Nogen gange bliver det ganske grotesk, nogen gange meget hjerteligt og inderligt, andre gange filosofisk og spirituelt. Den rejse har Facchini været på, på de 3 foregående plader, men på Ind I Evigheden er det som om alle elementerne i hans sangskrivning smelter endnu bedre sammen og det hele blevet forfinet yderligere.

Jeg er ikke enig i alt, eller vil kalde mig selv spirituel eller andet i den dur, jeg skal ikke kloge mig på om Facchini er det, men det er emner og livsanskuelser han ikke er berøringsangst for i sin sangskrivning. Det gør den til interessant lytning, og gennem musikken og teksterne får man en idé om, at Facchini kunne være spændende at føre en samtale med – han fører den allerede med os gennem musikken.




ibens: Cocio & Beton

Har ibens egentlig altid været SÅ gode?! De har i hvert fald imponeret med de to plader, som den poppede trio har udsendt indenfor kort tid efter hinanden efter deres tilbagekomst. To plader på ét år ville være meget for de fleste bands, men ibens lyder revitaliserede og, måske lidt overraskende, underligt friske og relevante her i 2020?

Hvor deres blåøjede og naive univers tidligere var befolket med unge knøse, der savnede deres blå cykler og dagdrømte i Ølstykke i november, så er det nu skilsmisse fædre, mislykkede voksne, hverdagslivets kvælende tristesse, kulsejlede forstadsdrømme og en ungdom der er sivet “dem” af hænde, som er omdrejningspunkterne. På Cocio & Beton, en titel der både kan signalere noget blødt og noget hårdt, men også noget der kan give kvalme og som kan virke grå og kedeligt, har de tilmed lært lidt nye tricks med noget synth hist og her.

Men i sin kerne er ibens stadig ibens, og leverer her lidt over en halv times tænksom, iørefaldende, barokt morsom, selvironisk og velskrevet voksen-pop. Sjældent har nederlag lyt så fængende og sært opløftende, på sin egen nedslående og besejrede facon.

Har du ikke givet ibens en chance i mange år, så hop på her og arbejd dig lidt bagud i kataloget, der er ikke mange svage sange at finde på de seneste plader.





Troels-Henrik
Af frygt for at falde i akademiker-gryden med hvad deraf må følge af lange, snørklede forklaringer, har jeg sat mig for at min årsliste skal bestå af tre nedslag per plade.
De har til formål at klæde dig, kære læser, på med argumenter for hvorfor du skal investere (din tid på Spotify? Penge i et album? Bare tid?) i netop disse kunstnere.

2020 har været et godt år for albummet, hvor et par stykker kunne have banket alvorligt på døren til listen. Samtidig har jeg ikke opdaget den nye klassiker – men mindre kan også gøre det.

Her er tre argumenter for at investere i fem albums:

Falderebet: Falderebet
– Fordi den tager en singer-songwritertradition ind i rocken med stil
– Fordi teksterne er virkelig gode!
– Men også fordi pladen løfter arv fra 80’erne, 90’erne og tager dem ind i 20’erne

David Mølhede & Rundt Omkring: Sort
– Fordi det er dansk rock, der rører
– Fordi den langer ud, men også ligestiller i lortet
– Men også fordi den understreger at udtryk er gud!

Ego & I: Comprehensive Tenderness
– Fordi slacker er og bør være de nuværende generationers nihilistiske svar på verden
– Fordi stor lyd ikke er alt – men boxet lyd og enkle synths også kan noget
– Og fordi ironi og nihilisme trods alt ikke kan erstatte gode idéer, melodier og udtryk.

Sonja Hald: Supertransformer
– Fordi Sonja Hald altid har handlet om små-underfundige tekster og deres levering. Ikke mindst på Supertransformer!
– Fordi kunsten har brug, brug, brug for nogen til at udstille koncepter i tiden som ‘synseri’
– Og selvfølgelig på grund af DEN DER OVERRASKELSE, der viser sig at fungere.

Kristian Harting: The Fumes
– Fordi tekster og levering og tyngde aldrig går af mode
– Fordi der er stemning i efterår og vinter og Harting indfanger denne på luftig, men vægtig og vigtig vis
– Men også fordi: Den der pun!!




Jonas Strandholdt Bach

Der har været kamp om pladserne på min årsliste. Otte gange har jeg fundet 5 stjerner frem, og det betyder altså, at der er tre femstjernede udgivelser, der ikke blev plads til her. Select Captain sneg jeg i stedet ind på EP-listen (Comes In Waves albummet samlede 3 EP’er), mens tungmetalliske Alkymist også lander lige udenfor listen sammen med The Great Dictators, der ellers begik et ganske godt, men dystert, album i form af One-Eye Opener.

Så nåede vi ned på de 5 udgivelser, der fandt plads på listen, og de følger her, i uprioriteret rækkefølge (bagvendt kronologisk).

CS Nielsen: Pilgrims

Det er lidt et privilegium at vi har en sangskriver som CS Nielsen i Danmark. Hans omhyggelige omgang med og nænsomme opdatering af country/americana, med bibelske referencer i tekstuniverset og hvad dertil hører, gør at man spidser ører. Jeg var ikke færdig med Pilgrims da jeg havde skrevet anmeldelsen i begyndelsen af december, og det er jeg stadig ikke. ‘Judges 19’ er stadig et glimrende nummer, men en lidt atypisk CS Nielsen sang – det samme kan man sige om ‘Camel, Lion, Child’, mens mere “klassiske” country-sange som ‘Every Day I Aim (But Most Days I Miss)’ og den alvorstunge ‘Fool’ også stadig imponerer.

Anmeldelsen kan læses HER.

L.T. Valentin: Den Borgerlige Ro

L.T. Valentin fandt den borgerlige ro i de københavnske forstæder, og med en varm og livlig instrumentering og herlige blæserbidrag var Valentin’s voksen-album en fornøjelse at lytte til. Det er et album, der gør sig rigtig godt på vinyl, blandt andet på grund af de organiske arrangementer og så er der glimrende sange, som titelnummeret, ‘Amen (Hold Mig Oppe)’ og ‘I God Tro’.

Anmeldelse HER.

The Blue Van: From Responsible Sources

The Blue Van nærmer sig sølvbrylluppet som band, og From Responsible Sources viste, at de har fundet noget af den ungdommelige energi og kemi frem igen. Albummet er spækket med energiske rockhymner og gode melodier. Tag bare åbneren ‘Disaster’, den glimrende ‘The Singer’, tungtrockende ‘Chameleon’, eller ‘Star Pharmacy’. Resten af numrene er også som minimum solide, og det er sådan et album, som det er en fornøjelse at lytte igennem – og hvor man får lyst til at finde luftguitaren frem og høvle med.

Anmeldelsen kan læses HER.

Uffe Lorenzen: Magisk Realisme

Jeg var ikke helt solgt på Uffe Lorenzen’s første album under eget navn, og andet album, Triprapport, har jeg ikke fået lyttet særlig meget til. Til gengæld ramte Magisk Realisme mig og viser Lorenzen i sit umiddelbart rockende og melodiske hjørne. Der er han altså virkelig stærk og blandt landets bedste (rock)sangskrivere. ‘Caminoen’ gennem København blev et lille hit, og der er flere at tage af på et homogent album.

Anmeldelse HER.

Anders Riis: Opdrift

Lige omkring den første corona-nedlukning i foråret anmeldte jeg Anders Riis’ album Opdrift. Det gav måske lidt ekstra klangbund til Riis’ tænksomme tekster om at blive voksen og leve i rutiner, samtidig med at man også føler et behov for at bryde ud – flot udfoldet på for eksempel ‘De Siger Tanken Den Er Fri (Som Man Siger)’. Opdrift er et ganske varieret album, der både byder på Steffen Brandt-rock og mere kradsbørstige passager, eksempelvis på ‘Feber I Indre By’ og ‘Jeg Drømmer At Jeg Falder’. Endelig skal også nævnes den glimrende ‘Ingen Frelses Hær’, som jeg gerne finder frem med jævne mellemrum.

Anmeldelsen kan læses HER.




Foto: Redwood Hill, pressefoto 2020

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.