GFR samler op på musikåret 2018

0
424
views

Så er det tid til at runde af og få 2018 kørt i garagen, så vi tager en lille snak med… os selv! Hvad kan man så bruge det til? Tja, ligesom årslister kan man vel være enig, uenig, være ligeglad eller tage det som en form for indspark i en “diskussion” om det vi vel alle sammen er lige her for: musikken!

Vi prøver, at køre det lidt “skyde fra hoften” Q&A stil, uden for lange udredninger, ellers bliver vi sgu aldrig færdige med 2017. Altså: kort og fra hoften, så meget det nu kan lade sig gøre for os…

Ken Damgaard Thomsen

Hvad er det mest positive du tager med fra 2018?

At de festivaler jeg nåede at kigge forbi, fra Fortovsfest over Midsommer Festival, Copenhell, Roskilde og ikke mindst Gutter Island, er så velorganiserede og mestendels har formået, trods et presset marked og noget musikalsk smør, der skal smøres tyndt ud for at dække de mange brød, at sammensætte gode programmer.

Det kræver lidt indsats fra en selv, at få gravet det nye og interessante frem, men muligheden er der bestemt, hvis man selv vil.

Og kæmpe shout out til Gutter, det er ganske enkelt en fornøjelse, at være på den festival på langt de fleste punkter.

Hvad har omvendt været det mest negative?

Kim Larsens og P6 Beats død! Det første er selvfølgelig af en mere alvorlig karakter, for han var sgu’ på mange måder den største og en af de sidste kæmper, but that’s life. At der så gik regulær helgenkåring og medie/massehysteri i den efterfølgende var, desværre, forventeligt.

Helt samme grad af hysteri medførste den annoncerede lukning af P6 Beat, trods alt, ikke, og så alligevel. Ingen tvivl om, at det er et tab for dansk musik i mediebilledet, og for den lidt mindre mainstream musik generelt – det er der nok nogle der kommer til, at kunne mærke efter d. 1/1 2020. MEN, hvis jeg lige må lege djævlens advokat et kort sekund, så ligger der også en anden sandhed i det statement. “Nogle” vil kunne mærke det.

Men alt for mange KUNNE have mærket det, hvis ikke P6 Beat havde udviklet sig til et ret snæversynet og meget konsensus betonet playliste helvede. Jeg synes den kanal kunne have været så meget mere end den er i sin nuværende form, hvor den virker som om den nærmest udelukkende eksisterer for, at bekræfte lytternes smag og stimulerer dem med ting de kendte i forvejen, tilsat alt, alt for få nye navne, som så alligevel minder lidt om det playlisten i forvejen dikterer.

Det er stof til en længere rant, men DET kommer jeg ikke til, at savne ved P6 Beat efter den lukker. De ting kanalen, trods dette, gør godt, efterlader dog uden tvivl et hul.

Hvad ser du mest frem til i 2019?

P6 Beats lukning, LÅÅÅÅ! Nå ikke, ej, OK… Æhm, det bliver vel lidt det samme svar som sidste år: festivalsæsonen! Som jeg, forresten (cheap plug), kigger lidt på hvordan ser ud lige pt. når vi kommer længere ind i januar. Jeg kunne også have nævnt min gamle kæphest “der er for mange festivaler og alt, alt for mange genganger navne på dem” under det negative, men den døde hest får lige lidt ro… men det er der… også selvom nogle nu begynder at lukke rundt omkring.

Og alligevel glæder jeg mig! Hvor mange jeg får klemt ind, ud over de obligatoriske Copenhell og Roskilde, må tiden vise. Jeg ser særligt frem til, at stå med krydsede arme på Refshaleøen og blive enig med mig selv om, at Tool er totalt passé i 2019!

Hvilke gamle udgivelser eller kunstnere har du opdaget/dyrket i år?

I begyndelsen af året havde jeg ambitioner om, at lave en liste og tjekke et nyt, gammelt navn ud pr. måned. En art opsamlingsheat for alt det jeg har misset gennem årene. I januar kastede jeg mig over Echo and The Bunnymen, og så fik jeg for travlt med alt muligt andet og kom fra det…

Her i efteråret kastede jeg mig så, efter anbefaling fra kollega Jonas over HBO dokumentaren Tales From The Tour Bus sæson 1, der beskæftiger sig med historier om koryfæer som Jerry Lee Lewis, Waylon Jennings og en række mere eller mindre glemte/ukendte outlaw country kunstnere som Johnny Paycheck og Blaze Foley. De kendte, øh,. kendte jeg, men de mindre kendte gemmer altså på noget glemt guld, især er jeg faldet pladask for Blaze Foley, der ikke nåede at udsende meget, inden han blev skudt som 39 årig.

Men man kan faktisk finde en del albums og opsamlinger på Spotify, som er værd at dykke ned i, i hvert fald har Foley indfanget mig og står bag to af de aller bedste numre jeg har hørt i år, “If I Could Only Fly” og “Clay Pigeons”. Det begrænsede materiale findes i flere forskellige versioner og indspilninger, jeg vil anbefale de mest skrabede og primitive fra udgivelsen Sittin’ By The Road, nogle af de andre er lidt for sovsede og mister, i mine ører, noget af magien når de bliver fedet op.

Hvilke internationale udgivelser og kunstnere har du fået hørt i 2018?

Ikke nogen metalnavne i hvert fald (sorry, Primordial og Tribulation, jeg skal nok lytte når jeg lige får tid)! Da er jeg da faldet helt af på den i år… til gengæld var der “comeback” til et par gamle favoritter, Alice In Chains udsendte den ganske glimrende, men åndssvagt betitlede, Rainier Fog, mens Suede søgte ud af byen og ud i de mørke forstæder på den særdeles vellykkede The Blue Hour. Det er nok deres bedste udgivelse siden Coming Up i 1996, det siger (måske) heller ikke så meget, men kunne man lide det symfoniske og filmiske element fra forgængeren, Night Thoughts, så blandes det her godt op med “klassisk” Suede.

Så har jeg hørt en del Richard Dawson, efter han og band tog røven på mig på Roskilde Festival, men nyeste plade er fra 2017, så det tæller måske ikke helt. Sagen er jo den, at jeg normalt mest får lyttet til internationale navne i forbindelse med optakten og research op til diverse festivaler, og så hænger nogle af dem ved efterfølgende. Ellers bliver det til, hvad jeg lige fanger i radioen eller falder over på diverse netmedier, men tiden er lidt knap, når man kokser rundt og lytter til så mange danske udgivelser, som tilfældet er.

Jeg kan lige namedroppe First Aid Kit, Slaves, St. Vincent, Imperial State Electrics livealbum og øhhh… så kan jeg ikke huske flere!

Hvad skal du have indhentet fra 2018 næste år?

Speaker Bite Me’s nye, den har jeg simpelthen ikke haft tid til, at dykke ned i. Den nyeste fra Bisse, Taunmark, er jeg først lige gået i gang med, så den skal også lige have noget tid. Og en helvedes masse metal, når årslisterne for den genre dukker op hos andre medier.

Hvordan vil du huske musikåret 2018?

Lidt ligesom sidste år, som godt, men lidt uspektakulært. Jeg savner lige den definerende udgivelse, eller to, som bringer noget helt nyt og overraskende til bordet. Jeg KAN have misset dem, de er måske derude, men så er det gået min næse forbi. Det er også vanskeligt, i dagens musiklandskab, for en enkelt udgivelse eller flere, at sætte en dagsorden, som kommer til, at dominerer på verdens plan. Til gengæld er der så en masse spændende, som kigger frem i mindre skala, man skal bare lige være heldig at falde over dem.

Og så har det været et virkelig stærkt år for de tungere danske navne med roste udgivelser fra navne som Crocell, Livløs, Sunless Dawn, Rising, Slægt, LLNN, Alkymist, Hatesphere, Artillery, I’ll Be Damned, Bersærk, Møl, Grusom, Telos, (O), Taphos, Black Book Lodge og Baest – som endda formåede, at få deres dødsmetal i Go’ Morgen Danmark.

Jonas Strandholdt Bach

Hvad er det mest positive du tager med fra 2018?

Hm…? Vel ligesom mange andre år, at der kom spændende nye albums. Der blev føjet nye spændende udgivelser til samlingen.

Hvad har omvendt været det mest negative?

Det er jo altid sørgeligt at tage afsked med musikalske koryfæer, så mon ikke jeg, ligesom mange andre, vil huske 2018 som året hvor Kim Larsen gik bort? Og så er der jo den varslede lukning af P6 BEAT og det generelt lave ambitionsniveau for public service, der bliver lagt for dagen – de regionale spillesteder mister også tilskud. Når sygehuse, uddannelsesinstitutioner og så videre skal spare, er det måske svært at argumentere for, at kulturen skal fritages, men altså… måske skulle man bare generelt have et højere ambitionsniveau for vores offentlige service og acceptere at det koster penge? Nå, det er en politisk diskussion og hører nok til andetsteds…

Hvad ser du mest frem til i 2019?

At måske (forhåbentlig) få mere tid til at komme ud og høre live musik igen – og måske komme på Roskilde igen, efter en pause i år.

Hvilke gamle udgivelser eller kunstnere har du opdaget/dyrket i år?

Som Ken nævner ovenfor, så opdagede jeg Mike Judge’s Tales From the Tour Bus og har, som Ken, fået lyttet til lidt outlaw country.

Ellers har jeg også haft en Bob Dylan og Rolling Stones fase – især med albums fra slut 60’erne og start 70’erne. Sticky Fingers er sgu stadig for vild! Nå ja, også Blood on the Tracks. Og så fik jeg endelig dykket lidt ned i Grant Lee-Phillips bagkatalog og shoppede lidt i Bonnie Prince Billy’s ditto i forbindelse med at jeg købte hans samlede sangtekster i bogform, Songs of Love and Horror. Anbefalelsesværdigt, hvis man er interesseret i at dykke mere ned i Will Oldham’s univers.

Hvilke internationale udgivelser og kunstnere har du fået hørt i 2018?

Jeg kan anbefale Neko Case’s Hell On, især første del er fremragende. Father John Misty’s nye har også fået en del lyt, han er måske nok blevet mere alvorlig, men der er stadig stærke melodier og tekster. Og så er Jeff Tweedy’s første soloalbum, WARM, også virkelig anbefalelsesværdigt. Stærke sager. Og så er jeg for nylig begyndt at lytte til State Champion – det virker lovende.

Hvad skal du have indhentet fra 2018 næste år?

Sikkert en masse. Jeg må tage et kig på andre årslister og se hvad jeg har misset.

Hvordan vil du huske musikåret 2018?

Som over middel, tror jeg – jeg synes i hvert fald, jeg har lagt ører til mange gode udgivelser – selv om jeg nok også vil huske det som første gang siden 2005 jeg har misset Roskilde Festival.

Troels-Henrik Krag

Hvad er det mest positive du tager med fra 2018?

Wow. Det var så dét år. Jeg kan ud fra det musikalske år ikke overse, at Speaker Bite Me er udkommet med nyt – og godt! Det er SÅ bekræftende at konstatere, at der stadig er nogen derude, der laver musik der udfordrer, taler ind i samtiden og samtidig er stærkt personligt. Og som tør gå egne veje.

Lidt på samme hammel har jeg undret mig over, hvordan punk synes at have fået en revival: både gamle og nye bands synes at spire og med (nogen gang lidt for) enkle midler råbe imod etablissementet.

Det glæder mig i hvert fald at konstatere, at genren ikke (endnu) er druknet i politisk korrektheds-konformisme via veganisme, en-hel-masse-køn og andre voldsomt politisk korrekte (?) tiltag. Der findes stadig ungdommelig vrede derude – også leveret af det lidt ældre publikum.

Hvad har omvendt været det mest negative?

Det er svært ikke at føle sig lidt skuffet over at have set en OK The The-koncert. The The har været et band, jeg egentlig havde afskrevet som muligt at se live. Så lykkedes det at se dem (TAK! Heartland), men oplevelsen var bare generelt antiklimaktisk. Æv!

Så… En god koncert til fire stjerner er en negativ ting? Nej, det er mere skuffelsen, den er gal med. Hey! Det er jo mig, der blev spurgt.
Lidt i samme boldgade er jeg ret undervældet af Nine Inch Nails’ Bad Witch.

Jeg lægger mig i slipstrømmen af Ken mht P6 Beat – det er godt nok godt og skidt at have den kanal – men må på det kraftigste begræde begrænsningen af platforme, der spilles ny musik på, som medieforliget har medført. Smallere kultur er det vist fair at sige, at vi ikke er fan af her på stedet…

Hvad ser du mest frem til i 2019?

dEUS udkommer igen og jeg skal se dem spille én af 90ernes bedste plader live. Det var den sentimentale vinkel.

Jeg bliver far, så det glæder jeg mig til, men selvfølgelig også at se, hvordan man lige får plads til musik. Det var så også en let sentimental vinkel.

Fuck. Måske er jeg bare ved at blive sentimental?

Så…Øhm. Vil jeg glæde mig til at være mindre sentimental med udgangen af 2019. Og så glæder jeg mig til selv at udkomme med mit band med noget, vi synes er noget bedre, end hvad vi tidligere har udgivet…

Hvilke gamle udgivelser eller kunstnere har du opdaget/dyrket i år?

Som jeg nævner andensteds har jeg anskaffet to diskografier: Islandske For A Minor Reflection og belgiske Balthazar.

Førstnævnte er decideret fremragende på den vis at islændingene virkelig forstår at bevæge sig mellem det voldsomme og det sarte. Slår man post-rock op i leksikonnet, vil For A Minor Reflection opfylde alle kardinalpunkterne. Anbefalelsesværdigt!

Balthazar er bandet, hvor Maarten fra Warhaus har trådt sine musikalske barnesko. Tjah.  Skal jeg være rigtig grum, så er det OK han er kommet lidt videre, for Balthazar er ikke sådan helt deroppe. Men nummeret ‘Bunker’ er bestemt lytteværdigt.

Hvilke internationale udgivelser og kunstnere har du fået hørt i 2018?

Uh. Udfordret her! Nine Inch Nails’ Bad Witch endte med at blive mere pligt-lytning end rigtig godt.

Hvad skal du have indhentet fra 2018 næste år?

Fordi vi bruger alle vores redaktionsmøder på at spise kaviar og tale om hvordan man driller punkere mest muligt, har jeg ikke rigtigt kunne følge med i de andres anmeldelser så meget, som de nok lægger op til. Det’ gas! Vi har slet ikke redaktionsmøder. Men derfor kan jeg jo godt læse lidt op.

Marianne Faithfuls album skal jeg have anskaffet. Og så høre Lows nye. Low kommer jeg altid et år for sent med…

Hvordan vil du huske musikåret 2018?

For at være året for Speaker Bite Me’s udgivelse. For at være året, hvor jeg fik set The The. Og gjorde mig overvejelser om mads indtræden som generel identitetsmarkør på musiks bekostning.

Året for et forfærdeligt medieforlig…og sikkert som helt fantastisk, når jeg i fremtiden står i bleer til halsen og tænker tilbage på, hvor fri jeg dog var i 2018.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.