Og pludselig var det blevet april, foråret er over os og nye singler står i kø. Der er lidt vinterligt efterslæb, men der er relativt nyt fra navne som eee gee, Cevil, Barselona, Vilma Crow, Mellemblond og The Haiku Project.
Vi begynder med den sædvanlige “klagesang”, ja, jeg og Repeatlisten er lidt bagefter i forhold til udgivelsesdatoen på en del af singlerne. Når det kun bliver til en artikel med anmeldelser om måneden, og der er mange om buddet, så opstår der desværre noget tidsforskydelse.
Det gør også, at nogle kunstnere, som varmer op til nye udgivelser, når at udsende flere singler indenfor relativt kort tid. Og dermed når at overhale dem selv i forhold til de singler, som jeg omtaler. Det må vi lige leve med. Men det gør også, at jeg af og til ser mig nødsaget til at hoppe over nogle singler fra de samme kunstnere – bare så der er plads til flere og for at skabe noget variation.
Goody goody, ellers er jeg NOGENLUNDE med i forhold til indbakken. Altså, der er ved at opstå den obligatoriske flaskehals, som jeg får bugt med op til sommerferien. Men ellers ser det fornuftigt ud – så hav lidt tålmodighed derude, hvis I har indsendt, jeg prøver at nå det hele!
Og så skal vi til denne omgangs lyttebunke, hvor jeg fik klemt følgende 25 numre ind:
Røverdatter – “Håber Du Kommer Hjem”, Barselona – “Udsving”, Orange Monks – “By All Means”, Bo Evers – “Radioavisen”, Mathias Elkjær – “En kærlighed der kender sin plads”, Morten Christensen og Trin Lyngvig – “Byen i liv og lys”, Sanger – “Så’n er det – ode til Larsen”, Marie Fjeldsted – “Like I Was Never Mine”, eee gee – “You Alwas Liked Me Better When I Was Stoned”, CEVIL – “Undetected”, Pushing Daisy – “No Way Out”, Goatsmoker – “Gods of Gunzilla”, Artillery – “Ghost In The Machine”, Jonas Emanuel – “Den Umulige Dans”, Emma Lindquist – “Closer to you”, Black Oak Country – “Kill The Pain”, Mellemblond – “Ikke Se”, Crocell – “Sarcophagus”, Julie Pavon – “KISS ME!”, Rigmor – “Se solen skinner”, Vilma Crow – “This was how you made me feel most of the time”, Persecutor – “Born In Blood”, The Haiku Project – “Remove the Vail”, Glimtvis – “I Wish I Was In Love” og Døgnkiosk – “Lille Fugl”.
I betragtning til Repeatlisten kom
Barselona – “Udsving”
Jeg siger ikke, at Barselona har skrevet “Udsving” i søvne, men jeg tror de kunne. Det lyder dælme som et Barselona nummer, heldigvis en af de bedre af slagsen.
Som indrømmet tidligere, så har jeg ikke været på Barselona fanvognen fra start. Faktisk synes jeg de var pænt enerverende og svært medskyldige i hele den der drengepop bølge. Men så blev jeg fanget af nummeret “Lyden af Livet”, og måtte erkende at den single fangede mig.
Nu er jeg tøet lidt op, i hvert fald når de lyder som på eksempelvis “Udsving”. Det er umiskendeligt Barselona, så man SKULLE tro de havde en skabelon. De har nok bare en genkendelige signaturlyd – hvilket ikke er en dårlig ting.
“Udsving” bygger op til et ørehænger omkvæd, der straks sætter sig fast og kan synges med på. Resten spiller og leder effektivt frem til forløsningen i omkvædet. Ingen udsving eller slinger valsen her, stærk single.
eee gee – “You Always Liked Me Better When I Was Stoned”
Lang men god titel! Som også sætter en ramme og guider en i retning af, hvad man mon kan forvente af sangen. eee gee ovre i det mere klassisk sangskriver-klingende her i forhold til det storladne strygerarrangement og stilen på forrige single “I Hear A String Quartet Play Everywhere I Go”.
eee gee er som altid velsyngende og vokalen en fornøjelse at lægge ører til, hvis man har hang til americana singer songwriter stilen, som hun læner sig kraftigt op af her. Der er næsten en smule Neil Young i luften, eee gee synger bare pænere (sorry Neil, skønsang leverer du heldigvis ikke).
Helt lige så rørende som en knirkende og skinger Onkel Neil er det måske ikke for mig. Det er mere en oplevelse af “jeg nyder, men jeg føler det ikke helt” -typen for mig. Derfor kan det nu stadig være en rigtig smuk oplevelse. Og så leverer eee gee en sang med en fængende melodi og drive, samt et catchy omkvæd, der sagtens kan gøre sig gældende i radioen.
Det rammer et sweet spot mellem godt håndværk, smagfuld udførelse og lyttevenlige elementer. Det er vel næsten et radiohit?
CEVIL – “Undetected”
Efterhånden har jeg fået et godt øre til hende CEVIL. Der er noget i den elektronisk dunkende og dansende pop, som fænger pga. både stemmen og attituden. CEVIL har noget barsk og brysk energi over sig, som fanger opmærksomheden.
Hendes forrige single var et forrygende samarbejde med Vilma Crow på “OLIVER!”, “Undetected” er ikke helt oppe på samme niveau. Uden at det skulle lyde som en kritik, for mindre er dette tilfælde stadig rigtig godt. Den insisterende rytme, melodien og snerten af noget dunkelt og urovækkende, jeg kan lide det.
Der er en bismag af noget Depeche Mode over det? Ja? Mørk elektronisk dansepop med en rocket vibe, der dufter lidt af sex, dekadence og noget forbudt. Pumpet frem af en melodi, der vrider sig og bringer en ind på omkvædet dansegulv, hvor det bliver mere bastant og trampende. Jeg er sgu’ på og med på en sving-om.
Mellemblond – “Ikke Se”
“Bare sove og stå op til en bedre dag”, lyder det et lille minut inde i Mellemblonds “Ikke Se”. Er det en forhåbning? Det er nok ikke en konstatering, for stemningen er let melankolsk og der hænger en stille døs over sangen. Som om man lige er stået op, eller har en af de dage, hvor man bare ikke helt kan vågne.
Jeg var ikke udelt begejstret for Mellemblonds forrige single, den fangede mig bare ikke lige. “Ikke Se” er noget helt andet, men jeg skal ikke helt kunne sige hvorfor. Der er noget over leveringen, ordene og den samlede tone og stemning, der fungerer rigtig godt.
Det er ikke en single, der umiddelbart gør meget væsen af sig. Sangen skrider godt fremad, der bygges op og ovenpå, selvom armbevægelserne er tilbageholdende. Indtil vi når omkvædet, hvor Mellemblond synger lidt mere igennem og både tempo og lydtryk får et nøk op. Godt omkvæd i øvrigt.
Måske er “hemmeligheden”, at det her er noget så gammeldags, som en god sang? Ikke så mange dikkedarer, solidt håndværk og sikker udførelse.
Crocell – “Sarcophagus”
Ahhhh, Crocell, never change…
Aarhus-metalerne er tilbage med endnu en omgang grum, knusende og melodisk død med black elementer. Det ved vi de kan, de bliver ved med at være leveringsdygtige i det (efter en lille afstikker mod hurtigere og kortere sange på forrige album) og tak for det.
De bliver nok aldrig de største indenfor genren, eller de mest feterede. Hvilket de efter 15-20 år i gamet nok også selv er helt klar over. Så de må jo blive ved fordi de kan lide det, og lide det de gør. Crocell knokler og knuser usvigeligt sikre og effektivt videre på “Sarcophagus”, der virker som en tilbagevenden til noget nær topform.
Jeg synes fandeme det er et fedt nummer hele vejen rundt. Det er også Crocell som man kender dem – og muligvis forventer. I denne forbindelse er det en rigtig god ting. Kender du bandet, ved du hvad du får her – og de leverer. Lige i smasken og lige i dunken. Danke schön.
Vilma Crow – “This was how you made me feel most of the time”
Det hænder, at jeg kalder et nummer for en god sang, men ikke nødvendigvis en god single (det omvendte er noget mere sjældent). Der er i de tilfælde ofte tale om sange, der kræver tid, tålmodighed eller måske ikke lige rummer ørehænger kvaliteter. Stille sange, der lever på sin atmosfære og ord.
Vilma Crow har med denne rolige og tilbageholdende sag skrevet både en virkelig god sang OG single – selvom den får flueben i de fleste ovennævnte bokse. Nok er den stille, og rummer ikke noget åbenlyst eller iørefaldende omkvæd eller melodi. Det er en sniger. Men den får fuldstændig fat i mig pga. Crows stemme og levering, samt den stemning der skabes.
Crow er tæt på at hviske-synge, men musikken er samtidig så underspillet og tyst, at stemmen alligevel får plads nok i det rustikke lydbillede. Det lyder næsten, som om Crows vokal, der er ekstremt udtryksfuld, nuanceret og effektiv selvom hun befinder sig i dette leje, strømmer ud af en lidt fjern og susende/knitrende transistorradio.
Et rørende og gribende nummer, hvor man næsten automatisk kommer til at sidde og holde vejret.
The Haiku Project – “Remove the Veil”
En protestsang og en hyldest til de undertrykte kvinder i Iran, der blev udsendt på Kvindernes Internationale Kampdag. Og som nok har været i støbeskeen, inden kvinderne i Iran fik flere ting at bekymre sig om ud over præstestyret.
Nu får de også bomber i hovedet, da hjælper påtvungne slør nok ikke. Det ved jeg heller ikke om en protestsang The Haiku Project gør. Tilmed er det noget så sjældent, som en protest sang uden ord. Der er nemlig tale om et atmosfærisk instrumentalnummer.
Det til trods er det enormt stemningsfuld, og nummerets filmiske kvaliteter er med til at danne de nødvendige billeder og ramme en på følelserne. Uden at “sangen” bliver invaderende og dikterende. Det lader vi krigeriske amerikanere og forskruede præster om.
Flot nummer!
Kortere kommentarer
Okay, det er en af de gode omgange igen, hvor der ikke er mange numre, som jeg ikke synes om. Eller rummer nogle kvaliteter, der er værd at fremhæve. Kampen om pladserne på den eftertragtede og eksklusive Repeatliste ovenfor var tæt, det er den også i laget lige uden for det rigtig gode selskab.
Jeg synes Persecutor har en rigtig fed single ude i form af “Born in Blood”. Det er ikke så skide indviklet det de gør, men det er effektivt. Bulderbasse metal med masser af muskelkraft, attitude og schwung – det rykker sgu’ mægtigt.
Lidt mindre glad er jeg for Black Oak Country, det bliver ligesom lidt for trampe-gumpetungt, råbende og røvballerocket, samtidig med deres metalliske elementer. Men, det er den bedste af de nyeste singler, som jeg har lyttet til denne gang. “Kill The Pain” er ikke helt tosset, der er god energi, men det bliver bare lidt uelegant samlet set.
Orange Monks, der er noget 90er over det navn, ik? Eller Hare Krishna. Nå, musikken, som her er en afdæmpet guitarballade har også noget 90er over sig. Det er ikke grunge, som sådan, men der er alligevel en Seattle vibe over det stilfærdige men absolut stemningsfulde nummer. Der er faktisk et rigtig flot nummer, men som single måske lidt for nedtonet?
90erne spøger også hos rockbandet Pushing Daisy, havde vi skrevet 1998 var “No Way Out” sgu’ nok røget i rotation på P3. Nu kan det sikkert ikke engang få lov til at snige ind på P6. Nyskabende er det bestemt ikke, men det er en radiovenlig rock-opskrift med et stærkt omkvæd, der bare fungerer.
Det fungerer til gengæld ikke helt hos thrash veteranerne Artillery, her er der ikke kun spøgelser i maskineriet men også grus. “Ghost In The Machine” lyder, især på vokalen, en kende forpustet. Det er ingen skam at blive ældre, men her skulle man måske have tilpasset sangen ens kampform?
Stakkels Julie Pavon, hun (eller hendes pladeselskab?) kæmper tilsyneladende lidt forgæves for at få det helt store gennembrud. Jeg nævnte det ikke, da jeg sidste efterår roste singlen “Passenger”, men sideløbende med albumlanceringen har der på eksempelvis Soundvenue kørt en forvirrende PR-kampagne for Pavon.
Var det en bilreklame, var det en reklame for hende, var det en kombination – sammen med en strøm af sponsorerede artikler. Nu kører de igen, for lidt lavere blus, man er måske ved at have indset at den ikke gik. “KISS ME!” kommer desværre ikke til at ændre på det, det er et lidt for anonym electro-pop nummer.
Jeg kan stadig nynne “Passenger” på kommando, “KISS ME!” kan jeg ikke huske noget fra. Men jeg kan se den der bil fra reklamen for mig. Men kan jeg huske bilmærket? Næh. Pavon har talent, og hun bør nok lige overveje sit svar, når pladeselskabet pusher Toppen af Poppen som næste PR-move.
PR burde Marie Fjeldsted ikke have behov for, hun er leveringsdygtig i gode, iørefaldende og genkendelige singler. Om det er i eget navn, eller tidligere som Penny Police, stemme og stil genkender man straks. Det er lidt på godt og ondt på “Like I Was Never Mine”. Det er endnu et fint, sart og luftigt popnummer fra Fjeldsted, men det føles også lidt som en sang man har hørt fra hende før.
Det gør det også på “Se Solen Skinner” fra Rigmor, som da godt nok lyder som en Rigmor-sang. Hvilket jo ikke er en dårlig ting, det er i denne version af bandet og deres udtryk bare hørt før. Og måske også en lille smule bedre? Ikke et dårligt nummer overhovedet, det er bare heller ikke et, som får mig op af stolen.
Der er noget både nyt og ret gammeldags over Røverdatter, hvis kunstnernavn naturligvis sender tankerne i retning af Astrid Lindgrens Ronja. Hvilket samtidig sender mig tilbage til min barndom i 80erne, og på den barndommens gade var blandt andet Anne Linnet stor.
Jeg hører og fornemmer et eller andet Anne Linnet ekko i Røverdatteres fine “Håber Du Kommer Hjem”. Ikke 1:1, der er bare “noget”. Men også noget mere ungt og søgende/længselsfuldt.
Også Sangers Kim Larsen hyldest “Så’n er det – ode til Larsen” emmer af gammeldags stemning. Her er udførelsen om end velmenende og personlig en kende mere ujævn. Den læner sig op af pastiche, når en del af fundamentet består af Larsen referencer og callbacks til både Larsen tekster og melodier.
Som homage kan jeg ikke hade sangen, der er masser af lune og hjertevarme. Det bliver også bare en kende kantet og kluntet at lægger ører til. Men man får da helt lyst til at knappe en bajer op og lytte til lidt Larsen – det er vel ikke det værste resultat?
“Lille Fugl” fra Døgnkiosk lyder omvendt ikke helt om noget, jeg har hørt før. Eller jo, eller nej?! Måske… jeg har tidligere anmeldt det punk-flirtende projekt, men her går det i en mere… hmm… skævt electro-alt-poppet retning?!
Resultatet er et lettere aparte nummer, der pipper med eget næb og danser rundt efter sin egen fløjte. Kønt er det måske ikke ligefrem, men det er helt sikkert heller ikke meningen. Men det har en besynderlig charme og underlig dragende kvalitet. Der er et eller andet her som… nå. Jeg synes bare man skal give det et lyt!
Bo Evers er også en små-skæv gut, der her kaster sig over radioavisen og en verden der er “fuldstændig stukket af”. Samfunds- og mediekritik, verden er af lave og Evers besynger det med hans særprægede vokal og ret skarpe lyriske pen. Sangen pumpes frem af en sumpet rytme, der er næsten lidt barok-pop over det, noget dansabelt, hvor man kan komme godt ned i knæene og oooop igen.
Så kan man komme op i strakte ben og få en lidt øm, men også tvetydig kinddans med Mathias Elkjær på “En kærlighed der kender sin plads”. Der er lidt crooner over Elkjær, hvor en nostalgisk og sentimental tone hænger i luften mellem de to dansende. Nummeret er produceret af Nikolaj Nørlund, og han er egentlig heller ikke helt skudt forbi, som et musikalsk referencepunkt for dette nydelige nummer.
Nydelig er også Morten Christensen og Trine Lyngvigs duet “Byen i liv og lys”, der også lyder som en stille svingom mellem elskende. Her delvist oplyst af gamle gadelampers skær og refleksion fra vandpytter. Det er måske en smule gammeldags, og oser ikke ligefrem af ungdommelig vildskab og sexy times, meeeeen… Det er sådan en stueren, smagfuld og “ordentlig” sag, som jeg faktisk synes er både ganske atmosfærisk og rummer en nydelig melodi. Nydeligt!
Der er til gengæld intet nydelig over Goatsmoker og deres “Gods of Gunzilla”. Den lyder nærmest som man kunne forestille sig ud fra bandnavn og sangtitel. Tung, olm og hævngerrig. Det er doomy metal, hvor foden er fjernet fra speederen, så man kan kvase med tuuuunge skridt i 7 minutter.
Og med det er jeg også mast flad for denne gang. De singler, som jeg ikke nåede at nævne fra bunken, havde jeg sikkert ikke noget dårligt at sige om! Men vi skal lige se, om nogle af de nævnte, når at snige sig med på Repeatlisten.
Føjes til Repeatlisten: eee gee, Crocell og Vilma Crow
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: eee gee pressefoto, Erik Madigan Heck
