Home Seneste December 2019 - Nyheder GFR julekalender 2019 – 25. december // Roskilde 19

GFR julekalender 2019 – 25. december // Roskilde 19

1165
0

Så kom vi til vejs ende i 25 år på Rosklide Festival. Det har været en sjov rejse, altså både at være til festival, men også denne julekalender. Der skulle graves dybt for at få det hele til at passe, og der har da også været nogle huller i suppen og år der er blevet blandet sammen, men som heldigvis er blevet reddet på stregen.

Tak til alle der har hjulpet med info, minder og billeder fra de forskellige år, og jeg håber at det har været bare en lille smule interessant at læse med. Glædelig jul og godt nytår, vi ses i 2020 til endnu flere musikalske oplevelser, anmeldelser and what have you, som selvfølgelig kan læses her på GFR.

25. december – 2019

Let’s get to it, 2019 – 25 i træk…

Så skete det sgu, tanken jeg har haft det sjovt med at sysle med i mange år, indtil det rent faktisk kom så tæt på, at det kunne blive en realitet. 25 år i træk på verdens bedste festival, crazy shit.

Den gamle jubilar, gavebordet og grisefesten

Og det skulle da også fejres, så jeg havde arrangeret en lille reception i Camp Gnu (igen i Get A Tent East), med alt der hører til – øl, vin, bobler, snacks, slips, konkurrence og allervigtigst, en masse glade Gnuer. Og de gjorde en i forvejen god dag, endnu bedre, med fine personlige gaver, der spændte fra en flaske Ga-Jol over et indrammet billede fra første år i 1995 til et custommade indgraveret skilt og sågar en sang, den gamle her blev sgu helt rørt. 1000 tak fellow Gnuer 🙂

Festen varede ved nogle timer, indtil musikken på pladsen trak flokken mod sig, hvor Tears For Fears åbnede Arena. Jeg kunne godt have ønsket mig et lidt mere rock-præget program, nu hvor det var jubilæums år, men man kan jo ikke få i både pose og sæk. Og ved gennemgang af afkrydsede koncerter i mit program, så fik jeg da også hørt (nok ikke det hele af alle) 25 koncerter – 25 år = 25 koncerter. Jeg har da ikke kedet mig… Se årets plakat HER.

Der var da også en række fine oplevelser imellem. Fontaines D.C., Testament, Robert Plant, Spleen United, Robyn, Johnny Marr, Whores. og Noel Gallagher’s High Flying Birds var alle super fede oplevelser. Men det var meget overraskende Catfish and the Bottlemen, der var årets bedste musikalske oplevelse.

Jeg kendte på forhånd kun et enkelt nummer fra P3!, så forventningerne var ikke specielt høje, da storesøster Charlotte og jeg ramte Arena. Forventningerne blev gjort til skamme. Her var den rock-fest jeg havde ledt efter i næsten 4 dage, hold kæft det var fedt. Tror måske jeg var en del mere oppe at køre over bandet end sidekick Charlie, men deres energi og sange, ramte en gammel, pænt brugt og halvsnaldret mand lige i mavsen. Koncerten blev krydret af den vildeste regnbyge på årets festival, hvilket et eller andet sted gjorde oplevelsen endnu mere intens, hvorfor ved jeg ikke, men fedt var det at stå inde under teltdugen og høre en omgang god gedigen rock, mens det stod ned i stænger udenfor. Læs anmeldelser og reportager fra Roskilde Festival 2019 HER.

The Cure lukkede Orange Scene med en mere end godkendt marathon koncert, og det var sgu lidt specielt at stå der foran samme scene, og opleve samme band som startede det hele 25 år tidligere – og så endda med storesøster igen, ringen var sluttet.

Efter The Cure, var energien ved at være brugt, meeeen, der var da lige Cypress Hill kl. 02, der lukkede Arena, det skulle man da ikke snydes for. Så med 2  Long Island Iced Tea fik man energi nok til at feste til det sidste med Cypress Hill, Arena og resterne af Gnu flokken.

Tro mig, det var en lang tur til Jylland nogle timer senere, men det hele værd. Og i 2020, ja, der starter jagten på de 50 år i træk. Sæt i gang 🙂

Årets oplevelse: 25 års jubilæums reception, tak Gnuer. Årets musikalske oplevelse: Catfish and the Bottlemen

 

 

Previous articleGFR julekalender 2019 – 24. december // Roskilde 18
Next articleGFR’s Favoritter: Koncerter 2019

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.