Home Artikler April 2014 - Fokus GFR Fokus: SPOT Festival 2014 – Anbefalinger lørdag

GFR Fokus: SPOT Festival 2014 – Anbefalinger lørdag

3071
0

Årets udgave af SPOT Festival byder på et væld af spændende navne indenfor alle mulige tænkelige genrer. De fleste af dem fra vækstlaget i dansk musik – og der er selvfølgelig rigtig mange gode rocknavne i mellem. Vi prøver at give et overblik og nogle anbefalinger til, hvad du i hvert fald bør tjekke ud, hvis du har en billet. Igår handlede det om torsdag og fredags program, her er det lørdagens navne, der er i fokus. 

Hvor fredagen bød på flere spændende koncerter, er lørdagen et veritabelt overflødighedshorn. Endda et overflødighedshorn af bands, der har fået gode anmeldelser her på GFRock. Igen er det med at holde tungen lige i munden når man skal navigere gennem dagen, og undervejs bliver man stillet over for et par svære valg.

Lørdag d.3. maj

Kl. 15.30: Get Your Gun, Den Rå Hal (Godsbanen)

Vi starten lørdagsrundturen i Den Rå Hal på Godsbanen hvor de nordjyske mørkemænd Get Your Gun prøver at mane mørket frem midt på eftermiddagen. Trioen har et glimrende debutalbum på samvittigheden, The Worrying Kind, som jeg anmeldte i påsken, hvor jeg også oplevede dem live på Radar. Begge dele fik 5 stjerner, så Get Your Gun har både materialet og evnerne til at levere det overbevisende live. Kan du lide både dunkel americana og tung mørk rock, så går du næppe galt i byen (med mindre du farer vild på vejen).

Kl. 16.15: The Awesome Welles, SCC

Med en ambition om at give kunstigt åndedræt til rockmusikken og et debutalbum undervejs, indspillet i Sebastian Wolff’s studie i Esbjerg, samt et par singler (senest ‘Out of the Woods’) som har skabt positiv opmærksomhed, er The Awesome Welles et af de navne på årets Spot, som lægger kraftigt an til at slå igennem. Musikalsk er inspirationen hentet i den mørkere ende af rocken.

Kl. 16.30: Maskinvåd, Lille Sal (Musikhuset) 

Dansksprogede Maskinvåd overraskede mig positivt da jeg så dem som opvarmning for Jacob Bellens sidste år på Radar, og jeg fik også et glimt af dem på sidste års udgave ad Spot. Der er blandt andet en snert af TV2 og anden dansk rock fra 80’erne over de unge gutter, og det er bestemt positivt ment.

Kl. 17.00: Nelson Can, Den Rå Hal (Godsbanen)

Pigetrioen Nelson Can spiller rå og punket rock – uden guitar. Bandet er et flittigt live-band og har spillet roste koncerter blandt andet på Iceland Airwaves og Eurosonic festivalerne. Det er ikke lykkedes mig at nå forbi deres koncerter tidligere, så nu er det vidst på høje tid.

Kl. 17.30: Pet The Preacher, Spot Royal

Metal er der ikke meget af i årets program på Spot. Lidt er der dog at finde, blandt andet i form af Pet The Preacher, som blander mudret blues med tung metal. Bandet har ovenikøbet et glimrende live-ry, så hvis du er i området bør de tjekkes ud – også selv om du ikke har Spot billet, koncerten foregår nemlig på Spot Royal, hvor der er gratis adgang.

Kl. 18.00: NovemberDecember, Foyer (Musikhuset)

Et band, jeg til gengæld har noget kendskab til på forhånd er lokale NovemberDecember, hvis debutalbum jeg anmeldte til 5 stjerner i januar. Bandet har først og fremmest et rigtig godt greb om melodier og vokalharmonier i deres håndspillede indie-folk, som både rummer varme og melankoli.

Kl. 18.00: Spillemændene, Atlas

Nøjagtig samme tid som NovemberDecember spiller i Musikhuset, spiller et af sidste års mest roste danske navne, Spillemændene, på Atlas. Kollega Ken hev hele 6 stjerner op af foret til debutalbummet Nationalsange og sendte dem øverst på sin årsliste. Det tror jeg på borger for kvalitet, så måske jeg skal på Atlas?

Kl. 18.05: I’ll Be Damned, Filuren (Musikhuset)

…Og nu er jeg så lidt rundtosset, for der er endnu et godt tilbud næsten samtidig. De lokale metal’n roll helte i I’ll Be Damned spiller nemlig også. Dem har jeg også anmeldt på EP og live, og det er et intenst live-band med et tungt swingende materiale og en hyperenergisk frontmand i Stig Gamborg. Er du til tung rock med plads til glimt i øjet og melodier, så bør du nok drøne på Filuren.

Kl. 19.15: Black Book Lodge, Radar

Endnu et velanmeldt orkester indfinder sig på Radar, nemlig Black Book Lodge, som jeg selv kastede 5 stjerner efter for deres debutalbum, Tûndra, som udkom tidligere i år. Bandet blander effektivt stoner rock/metal med mere progressive tiltag og der er både tyngde og god variation i bandets materiale. Dem bør du tjekke ud hvis du er til metal.

Kl. 19.40: The Malpractice, Atlas

5 stjerner var der også til The Malpractice fra Kristina, da de sendte deres seneste album på gaden i februar. Johannes Gammelby kan fortsat skære sange, der både er catchy og voldsomme, og “på behagelig vis blæser hjernen ud på lytteren”, som Kristina så poetisk formulerede det i sin anmeldelse. Tjek i øvrigt også kortfilmen, sammensat af 3 videoer til sange fra Mass ud til festivalens film-program.

Kl. 22.15: Fossils, Radar

Efter et tiltrængt pusterum, hvor der forhåbentlig bliver tid til at indtage noget føde, går turen atter til Radar, hvor Fossils træder op. Fossils er bare to mand, men de larmer, så man skulle tro, de var en hel hær. Jeg oplevede dem selv på Radar for et års tid siden, uden noget forhåndskendskab til dem, og de blæste rummet bagover med deres voldsomme rockangreb, kun udført af bas og trommer. Kollega Thomas blev også blæst bagover af duoens album, Flesh Hammer, som fik topkarakter tilbage i februar. 

Kl. 22.15: Kellermensch, Store Sal (Musikhuset)

Eller skal jeg i stedet ind i Store Sal og høre Kellermensch, endnu engang? Esbjergenserne skulle være godt på vej med et nyt album, og de er altid garant for en følelses- og energiudladning på scenen. Materialet fra debuten holder stadig vand, men det har været relativt begrænset med nyt materiale siden der kom en EP for 4 år siden. Enkelte nye numre er dog blevet luftet live, og selv om retningen er lidt anderledes musikalsk end på debuten, så er der bestemt også stor kvalitet at finde i numre som ‘Pain of Salvation’ og ’30 Silver Coins’.

Kl. 22.30: Less Win, Filuren (Musikhuset)

Endnu et rost orkester besøger Filuren, når Less Win går på 22.30.To gange anmeldte vi bandet sidste år – første gang var med deres album, Great, som høstede 5 stjerner fra kollega Ken, mens jeg selv sendte 4 stjerner efter split-udgivelsen OIL005, som de delte med Battle. “Skæv og ambitiøs indiegalskab,” lød ordene blandt andet om bandet, og det betyder at vi godt kunne lide hvad vi hørte på plade.

Kl. 00.00: Grisalappalisa, Filuren (Musikhuset)

Vi slutter anbefalingsomgangen med et islandsk navn. Rock, punk, saxofon, råbevokal, og islandske tekster er noget af det man får fra islændingene, som for nylig har leveret roste opvarmningstjanser for Reptile Youth. Det kunne godt gå hen og blive en lille midnatsfest.

Tjek også:  Caved Crow (14.30, Spot Royal) The White Album (15.45, Voxhall), Quick Quick Obey (16.30, Foyer), The Minds of 99 (20.15, SCC), Heimatt (20.45, Atlas) Go Go Berlin (21.15, SCC), Psyched Up Janis (22.00, SCC), Lowly (23.00, Foyer), Turboweekend (23.15, SCC), Helmet Compass (Voxhall, 00.15) Ring Them Bells (01.00, Den Rå Hal) og Broke (02.00, Radar).

Find hele musikprogrammet til Spot Festival HER.

Af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleGFR Fokus: SPOT Festival 2014 – Anbefalinger torsdag-fredag
Next articleSlayer – Implode – 1/5 – 2014

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.