GFR Fokus: Koncerter i Aarhus, uge 47

0
2215
views

Vi har igen kigget på hvad spillestederne i Aarhus har at byde på de kommende dage. Der er blandt andet en eksplosiv sludge/grunge combo på Fatter Eskil torsdag aften at se frem til og en del gode tilbud lørdag aften. 

Torsdag d.21/11:

Gode, gamle Fatter Eskil i Skolegade byder torsdag aften indenfor til en dobbelt-koncert med to bands, som vi har fulgt en del her på siden. Københavnske Franklin Zoo ‘opdagede’ vi til Spot for et par år siden (de spillede ikke på selve Spot, men et af udenoms arrangementerne) og siden har vi hørt EP, koncerter og senest deres debut-album, som fik 5 stjerner i nakken af Kodi. Andet navn på torsdagsplakaten (og i aftenens anledning support-navn) er lokale Plöw, som vi også har oplevet i både EP-form, live og på debut-albummet No Highness Below The Crown, som blev udstyret med 4 stjerner af undertegnede. Begge bands får en stor anbefaling med herfra, så hvis din torsdag aften ser kedelig ud, så sæt kursen mod Skolegade!

Døre åbner kl. 20, entré: gratis

Backstage er der dansksproget poetisk rock med Telestjernen, der leverer skæve tekster om en opvækst i det kronjydske på en bund af lettilgængelig rock, der godt kunne trække tråde til Johnny Madsen og Kim Larsen. Med som opvarmning er Hannah.

Døre kl. 19, koncertstart kl. 20, entré: 45 kr.

Lørdag d.23/11:

Vi springer let og elegant fredag over (der er en udsolgt koncert med The Tallest Man on Earth på Voxhall), og lander i stedet på lørdag, hvor der til gengæld er flere gode tilbud.

Train kommer Steven Wilson på besøg – han er formentlig bedst kendt fra kritiker-favoritterne Porcupine Tree, hvor han er sanger og guitarist, men har også udgivet solo-albums, senest det meget roste The Raven That Refused To Sing (And Other Stories). Wilson gør sig i progressiv, afsøgende og eksperimenterende rock og han har et særdeles kompetent band med sig denne aften på Train. Koncerten er endda den eneste i Danmark i denne omgang.

Døre åbner 20.30, koncertstart 21.30, entré: 250 kr. + gebyr

Er man til in-your-face rock med attitude og gode melodier, kan man i stedet tage turen på Radar, hvor The White Dominos og Taxit spiller op til rockbal. Sidstnævnte har spillet flittigt i Aarhus, og udgav i år debut-albummet No Water To Wine, som jeg sendte 4 stjerner efter. Begge bands lover “blues-rock i stramme jeans” med fingrene godt nede i rock-arven fra 70’erne.

Døre kl. 20, Koncertstart kl. 21, 30 kr.

Studenterhuset er der også mulighed for at blive rocket, når Syreregn og Paper Tigers kommer på besøg med det noble formål at slå et slag for den psykedeliske blues og den evigt gyldne retro rock. Power-rock trioen Syreregn gør sig i en 70’er inspireret blanding af psykedelisk blues og power-rock, mens Paper Tigers blander inspiration fra 60’ernes engelske rockscene med 90’ernes brit-pop og -rock. Er du retro, så sving forbi!

Det er billigst at købe billetter i forsalg, hvor det koster 40 kr for medlemmer og 60 for andre. I døren er priserne henholdsvis 55 og 75 kr.

Døre kl. 21

Søndag d.24/11:

Og søndag, spørger du måske? Der er såmænd også en mulighed for lidt rock, når amerikanske The Dodos (Ikke at forveksle med Dodo and the Dodos) besøger Atlas. Duoen, bestående af sanger, guitarist og sangskriver Meric Long og trommeslager Logan Kroeber har i år udgivet deres 5. album, og gør hvad de kan for at udforske indierocken med deres både minimalistiske og eksperimenterende musik.

Døre kl. 19, koncertstart kl. 20, entré: 130 kr. 

Bagefter skal du slappe af og lade op til de koncerter, der er på plakaten i Aarhus i næste uge!

Af Judas

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.