Fusskalt – Faceless Man
Fusskalt er rock derudaf. Det har jeg tidligere anmeldt og egentlig været fint tilfreds med det ret usofistikerede udtryk. På Faceless Man er det stadig tilgangen, at der skal spilles ret ukompliceret hardrock eller stoner. Men der er dog ting, der løfter vældigt på Faceless Man:
Ny vokal (og hvilken vokal!) af ’Niko’ er spot-on og kunne sagtens have været hørt på noget ørkerock / desert sessions. Det klæder og løfter bandet et par gear op.
Indrømmet, teksterne er til dels stadig skrevet som Oasis ud fra devicen om at det skal ’lyde sejt’, men når de så leveres så godt, giver det mening.
Det viker dog også til at hele kompositionen har fået et løft: Titelnummeret især har en smagfuld levende bas under de mere sfæriske guitarer, trommerne virker det også som om der bliver ’spillet på’ mere end slået på.
Som ofte i denne genrer, er der også lidt lunser her og der, når riffsene afløses af nogle små, lækre licks på guitaren.
Hvor Intercooler var 18 hjul på vejen, er der en på én gang mere støvet, men også tjekket stemning over Faceless Man. Man forventer nærmest at se denne ansigtsløse mand komme over en bakke hvor varmedisen slører hans ansigt. Selv om refrænet går ”Spaceman take me away // To another place”. Mens jeg skriver dette, sidder jeg i 28 grader og kan bestemt godt sympatisere med at komme et andet, mere køligt sted hen. Men det giver også den perfekte stemning her i ferien, hvor der er tid til de vandrette flader.
Hov! Hvad var det? Afslutteren Hippielort (The Sacrifice I Make) er da næsten helt dansabelt! Eller groovy. Dansende. Der er kommet endnu et gear på bandet og det er ganske festligt – om end det også sender tankerne til noget så langt fra genren som tidlig Queen?
Essentielt bliver det ikke et genrebrud, men giver noget luft og friskhed at runde af på…
Der er fem gode sange på albummet. Der ’forfaldes’ til noget genretypisk, hvor der fx er reallyd på Sirens (her taler vi ikke mytiske monstre), et ladegreb på et våben og på den måde nogle ting, der lugter af ’noget sejt’ på en lidt ti-årigs parametre. Men det spiller. Det er troværdigt, passer i genren og virker også som et skridt eller to frem for et band, der sidst udgav en plade med en stor truck på coveret.
Jeg er for gammel til nogensinde at lære at køre truck. Og for meget et hippiesvin til at ville brænde olie af på at sætte mig i et fly og op på en chopper ud af de lange, lige veje i staterne.
Ja, jeg burde nok hoppe i havnen… (For at køle mig ned fra de 28 grader, forstås). Men gør jeg det, vil det være med et smil på læben. For Faceless Man er et album, der er let at holde af, som insisterer på genren – men alligevel tilfører noget i form af levering og tilpas spredte licks her og der.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
