Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Franklin Zoo: Red Skies ★★★★★☆

Franklin Zoo: Red Skies ★★★★★☆

1560
0

Franklin Zoo har begået et umanerligt godt, varieret tungtrockende album, der viser et band, der ikke er færdige med at vokse.  

Franklin Zoo…Hey, dem kender vi godt! Dem har vi nemlig anmeldt en hel del gange over årene. Især Ken, men jeg har nu også hørt bandet et par gange live, og også givet debutalbummet en del lyt. Så forventningerne til album nummer to, Red  Skies var sådan moderat høje – for at uddybe forventede jeg et album, som ville fortsætte den grunge-rockede stil fra debuten med lidt nye krydderier, det vil sige, måske ikke synderligt originalt, men særdeles kompetent rockhåndværk.

Sidstnævnte får man bestemt på Red Skies, det med originaliteten vender vi tilbage til. Albummet indeholder otte numre, som alle er relativt lange – flere af dem sniger sig  forbi både 6 og 7 minutters mærket. Det gør nu ikke noget, for de er allesammen afvekslende og stærke sange. Det er egentlig ikke svært at fremhæve nogle, men straks sværere at udelade. Men skal vi ikke starte med det, jeg netop nu synes er cremen af albummet?

Nemlig den tempofyldte ‘It’s Not Me’, som også har været ude som single, et nummer jeg egentlig i første omgang ikke var helt hooked på. Men alligevel tager det hurtigt lytteren i et jerngreb med sit flænsende riff og Rasmus Revsbech’s stærke og overbevisende vokal. Man får fortsat associationer til Chris Cornell, og der er temmelig meget bund og saft og kraft hos Revsbech, når han her giver den gas med en tekst, der emmer af psykopati.

Andet absolutte højdepunkt for mig er ‘Cold’, der er mere tungt svingende og afvekslende. Her får vi albummets nærmest eneste dæmpede passage i indledningen, inden de tunge riffs, godt understøttet af den bastante rytmesektion, blæser ud over én. Samtidig er det et af de numre, på albummet, der pulserer og pendulerer mellem gyngende melodiøsitet og flænsende tyngde.

Og den der tyngde, som bandet allerede havde i rigt mål på debuten, er ligesom blevet mere adræt på Red Skies i det hele taget. Man har hele tiden en fornemmelse af at sangene kan skifte retning og tempo, og det bliver aldrig ensformigt kværnende, som der måske kunne være små tendenser til på forgængeren.

For eksempel på ‘Burning Man’ får man først et lidt kantet og bastant riff pumpet i fjæset, men efterhånden som nummeret udvikler sig, bliver der bygget til og malet med en bredere pensel.  Også titelnummeret bruger også et bastant udlæg, men her tages tempoet ned, og Revsbech’s vokal bruges til at variere intensitet i versene, hvor guitarerne får lov at boble melodisk, inden nummeret bygger op til et gyngende tungt omkvæd. Vi får også både nærmest doomede riff-flader og et par veludførte soli undervejs, der ligesom flyder sammen med lydmuren, uden at sætte sig selv i centrum.

‘No One’s Slave’ slentrer tungt afsted som en mammut på afveje, mens der bliver fyret op for Revsbech’s blæsebælg på omkvædet – det er virkelig et godt våben bandet har her, men Søren Dabros og Daniel Hecht på guitarer, Lars Bahr på trommer og Anders Rune Hansen på bas matcher ham glimrende hele vejen igennem. Det virker kort og godt som om Franklin Zoo er en sammentømret enhed i Jacob Bredahls stærke produktion.

Kombinationen af melodiøsitet og tyngde er i det hele taget en vinder for Franklin Zoo, og når de samtidig lykkes med at variere deres formel tilstrækkeligt til at man ikke kommer til at kede sig undervejs, selv på numre, der gør mindre væsen af sig, som ‘Face Down’ og åbneren ‘Never Caught’, så gør det ikke så meget at de måske ikke ligefrem indtager helt nyt rockland. Ikke at de to numre i øvrigt på nogen måde falder igennem, måske er de bare ikke vokset på mig endnu.

Omvendt kan man blive ved med at hive eksempler frem, hvor det virkelig rykker, så lad os lukke ned med’Tangled Pain’, som har noget af den samme melodiske tyngde, som jeg nævnte tidligere. Her er vi nærmest i 90’er grunget territorium indledningsvist, hvor Revsbech igen har lejlighed til at vise spændvidden med en følelsesladet dirren. Det bedste er dog, at nummeret får ekstra smæk på af et glimrende instrumentalstykke mod slutningen, hvor det hele vibrerer, gungrer og hamrer så det er en lyst.

Red Skies viser et Franklin Zoo, der er vokset som band, og har udvidet deres palet. Fra at lyde som en krydsning mellem Soundgarden og Alice In Chains på debuten, lyder de nu som en legering af de to førnævnte og så med blandt andre Tool og Mastodon smidt med i blandingen. Det er kort og godt et lille jordskælv af et album, Franklin Zoo har begået, som forhåbentlig nok skal komme til at sende musikalske rystelser ud i landet, mens de røde skyer trækker sammen ovenover. 5 store stjerner til Franklin Zoo.

Du kan opleve Franklin Zoo live til releasekoncerter fredag d.26/8 på Loppen i København og lørdag d.27/8 på Radar i Aarhus. Du kan naturligvis også finde dem på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.