Bonnie ”Prince” Billy er tydeligvis én af de store – Men på en underlig ’lille’ måde.
Jeg stod på BPB da Johnny Cash lavede et cover af ham (hvor Oldham selv synger b-vokaler på) og kom så aldrig videre fra I See A Darkness. Det gjorde min forstander, da jeg var højskolelærer til gengæld og flere gange har jeg været inviteret til komsammen i forstanderboligen, hvor Bonnie ”Prince” Billy blev spillet på LP.
Ja, min forstander, der generelt var garant for kvalitet, havde endda set Bonnie ”Prince” Billy på Voxhall i Århus og måske lidt inspireret af ”tre-øl-for 100 kr” erklæret sin udødelige beundring af Oldham.
Vi er under Americana-paraplyen og vi er nok også under country: Flere gange er Bonie ”Prince” Billy bumpende derudaf med sin traktor-æstetik, der er svær at greje: Enten er det Das Ding an sich, eller også er det en ironisk kommentar til den fade, overproducerede truck-country?
Uanset hvad, så elsker jeg dualiteten og refleksionen over dette – og udtrykket er under alle omstændigheder langt fra det overproducerede hitliste-country.
Nå. Der er i hvert fald ikke tvivl om, at der er flere ’gear’ i Bonnie ”Prince” Billy: Som illustreret i det måske mest populære nummer, netop titelnummeret fra I See A Darkness, der på debuten fremstår som papirstyndt sart og følsomt – og i genindspilningen på en EP år senere, bumpende energisk opløftende… Ja, endda med en decideret fjollet musikvideo.
Det er nok heller ikke tilfældigt, at med stærkt varierende setlists, så synes de altid at ende med netop dette nummer… Det er også godt.
Og nu vi er ved setlisten: Den varierer tydeligvis meget, og med 25 (!) udgivelser bag sig siden projektet fik sit navn (og endda flere i eget navn inden), er der en del at tage af.
Men hvad får man så?
Fortællinger. Personaer udfoldet, ret ofte underfundigt.
Historier mellem numre, numre mellem historier.
Akustiske instrumenter og klassisk country-feeling. Måske ikke tongue in cheek men med den der dybe erkendelse af at det er svært, livet. Kærligheden. Forholdet.
De store armbevægelser er ofte, når der gestikuleres mellem numrene – som så til gengæld kan være sarte, inderlige.
Der er derfor mulighed for både at blive stærkt rørt, men måske også få trukket på smilebåndet, når Bonnie ”Prince” Billy kommer til byen.
Det ser ud til, det er med fuldt band, så vi også får mandolin, elguitar og andet ud over Oldhams akustiske guitar.
Under Kulturhovedstad 2017 så jeg Howe Gelb og gik til koncerten med en forundring om, hvad vi dog skal med sådan noget country i Danmark.
Men da aftenen var omme, stod det klart at den fortællestil, der ligger i genren bestemt også er gyldig i lille Danmark. Jeg forventer noget lignende af Bonnie ”Prince” Billy: En stærk fortællende oplevelse, der ikke kun har gyldighed under en langsom sydstatssol, men rummer noget dybt resonerende og ærligt.
Jeg tør godt sætte halvdelen af pensionen på, at det bliver en aften, hvor leveringen kommer til at stå centralt. Det er noget at glæde sig til!
